Et nyt navn - Septologien VII

Kærlighed, kunst og tro er de bærende elementer i kunstneren og enkemanden Asles enkle liv. Der er lys i mørket og måske forandring på vej her i det sidste bind af et enestående værk i nordisk litteratur.

Det er blevet lørdag og lillejuleaften. Asle har sovet i sin sorte frakke og ikke tændt op i ovnen. Billederne skal afleveres til Beyer til udstilling, inden han skal sejle med Åsleik for at fejre juleaften hos hans søster, Guro. Kun et billede af Ales er tilbage. Han maler lige et sidste billede, som skal være en julegave til Guro, og det bliver pakket sammen, inden det er helt tørt. Og det bliver også Juleaften, hvor de sejler til den lille ø, hvor Guro bor i et hus, der er fyldt med Asles billeder. Igen er der mange tanker tilbage på livet, på navnebroren, Asle, der stadig er på sygehuset, men nu er det måske tid til forandring.

I den enkle tekst uden punktummer, hvor Asles tanker om fortid og nutid smelter sammen, er der en fylde af nærvær og dybde og så mange gnister af levet liv, hvor kærlighed, kunst og tro er det bærende.

Det cirkulære i Asles tanker, der ustandselig bevæger sig fra fortid til nutid og omvendt, er markant til stede i teksten. Alle syv bøger begynder med et ”Og”, og slutter med en bøn, hvor latin og dansk er blandet sammen. Alle forsider er malet af den norske maler, Lars Hertervig (1830-1902). Han bliver kaldt lysets maler, og er ét af de største navne i norsk malerkunst på højde med Edward Munch.

Spejlingen med navnebroren, der ligger med delirium tremens på sygehuset, og som Asle ikke må besøge, er stadig gådefuld. Åsleiks søster hedder Guro, hun syr duge med hardangersøm, men der var også en Guro, der brændte inde i en lejlighed! Det sidste maleri, som stadig ikke er helt tørt, da Guro modtager det, ligner Guro. Men har Asle mødt hende før?! Der er ligeledes en tvetydighed i, at Asle i alle sine billeder har haft til hensigt at male lyset i mørket!

Ja, der er nok at tage fat på i ”Septologien”. Alt det, der er sket, og det, der kunne være sket. Der er morsomme scener, hvor Asle maler den alkoholiske udlejer, Herdis Åsen, i sin seng, hvor hun ligger i en kort, udringet rød kjole og gør hende yngre, end hun er. Spændingen stiger også, da Åsleik juleaften styrer båden mod søsterens hjem, og de skiftes til at tage roret, fordi Åsleik drikker øl efter øl.

”The past is never dead. It’s not even past”. Det er et citat af den amerikanske forfatter William Faulkner (1897-1962) og kendetegner på alle måder også septologiens syv bind, der foregår over syv dage. Selv om vi får flere detaljer fra Asles liv, er der stadig gåder at løse. Sådan er det også i livet, i kunsten og litteraturen. Det er lyrisk, det er vemodigt, det er smukt, det sitrer af levet liv og forsoning også med det svære.