Bog

Omkring floden Han

Af (
2020
)

Anmeldelse

Omkring floden Han af Joan Rang Christensen

27 aug.20

Én af årets absolut bedste digtsamlinger kredser om adoption, racisme og krig i et drømmende og hårdt univers.

Joan Rang Christensen eller Park Yung Rang skriver i ’Omkring Floden Han’ om den splittelse hun – og mange andre adopterede – oplever i deres tilværelse. Den poetiske debut kredser om de brydninger og den kompleksitet oprindelsen medfører. Kombinationen af poesi, kortprosa, fiktion og virkelighed, de historiske nedslag, vreden og humoren fungerer fortrinligt.

Digtsamlingen er inddelt i fire afsnit: 'Krigen', 'Laksen svømmer op mod strømmen til sit fødested', 'Af ris er du kommet' og 'Park Yung Rang'. Inddelingen giver et fint overblik over de forskellige tematikker i samlingen, der varierer i form og indhold. I første afsnit slås den desperate grundtone an fx her: ”Når jeg taler om adoption, taler jeg om krig.” Udgangspunktet er Koreakrigen, der begynder i 1950 og er med til at danne grundlag for adoptionen, som der senere i samme digt står: ”En krig. / Udsprunget af krig. / Forvandet til krig. / Genopstået / Af krig.”

’Omkring Floden Han’ udvikler sig hurtigt til et vævende værk, hvor storpolitik, Hollywoodfilm, terrorister, fiktive personer og adoptionssystemet er grundelementer i Rang Christensens søgen efter identitet og sandhed – to ting, der kan være svære at få hold på i løbet af værket og for en person, der er afskåret fra sin egen oprindelse.

Digtsamlingen tager pusten fra en undervejs – ment yderst positivt – ordene er som knytnæver, men samtidig yndefulde og nogle gange med en god portion humor. Én af de ting, der giver samlingen tyngde, er, at fokus ikke udelukkende er på digteren selv, men også på et land, et område og verden. Blikket er altså dobbelt; både indad og ud, både tænkende og handlende.

Til tider ligner digtene drama, en slags dialog med fortiden, nutiden og fremtiden i et mix af stemmer. Det er en virkelig stærk læseoplevelse! Rang Christensen mestrer både de korte, kondenserede digte og de mere vildtvoksende prosaiske tekster. Her et eksempel på det første: ”Mit hjerte græder. / Ens hjerte græder når man er koreaner. / Det er den del af den koreanske natur. / Krig er krig / og efter en krig / skylder alle alle alt.”

Følelsen af ikke at høre til noget sted er gennemgående i samlingen og beskrives fx således: ”Åh, siger de. / Nu bor hun her. / Nu er hun dansker. // Hun har sprængt sin nationalitet i luften.” og ”Når man er adopteret, kan man godt skifte nationalitet, / men man kan ikke få lov til at blive voksen.” Det skurrer og skærer, og der skydes med skarpt i løbet af samlingen mod adoptionsbehovet (ikke børnenes, men dem, der gerne vil have børn) og med den iboende og dvælende modvilje mod andre hudfarver. Det er stærkt.

Det er svært at forstå, at denne digtsamling ikke har fået én eneste anmeldelse, ligesom den kun står på 9 biblioteker pt., for den trækker paralleller til en bredt anerkendt forfatter som Eva Tind – og den er absolut én af årets bedste og mest interessante samlinger. ’Omkring Floden Han’ kan læses af mange, fordi den kombinerer poesi med historiske nedslag og er velskrevet og aktuel.

 

Bogdetaljer

Forlag
Rebel With a Cause
Faustnummer
48309402
ISBN
9788799954193
Antal sider
148

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer