Bog

Gul udenpå

Af (
2013
)

Anmeldelse

Gul udenpå af Patrik Lundberg

31 mar.14

Rørende personlig fortælling om at søge sine biologiske rødder i Sydkorea.

Patrik Lundberg beskriver gribende, hvordan han i løbet af opvæksten har kæmpet med identitetsproblemer og manglende tilhørsforhold. Han har været udsat for mobning og racisme, og i gymnasiet drak han for meget, kæmpede med angst og forsøgte selvmord. Det er desværre typisk, at flere adopterede børn i forhold til ikke-adopterede kæmper med disse problemer.  

Patrik føler sig rodløs, for hører han til i Sverige eller i Korea? I Sverige ser han anderledes ud, men her bor hans svenske mor, der har opfostret ham siden han ni måneder gammel landede i Arlanda Lufthavn i Stockholm. I jagten på sit biologiske ophav tager Patrik til Sydkorea for at læse på Universitetet, og det forandrer hans liv for altid. Her taler han ikke sproget og kender ikke kulturen, men han finder et fælleskab med andre adopterede, der er vendt tilbage til oprindelseslandet for at finde deres rødder.

Patrik, der har haft mindreværdskomplekser angående størrelsen på sin penis, og blevet betragtet som feminin i Sverige, er i Sydkorea populær hos pigerne. Han kommer i medierne og fortæller sin historie. Med andre ord får han en ny identitet som en attraktiv ung mand, der sætter dagsordenen. I Sverige er han en pleaser, der følger strømmen af frygt for at være udenfor.

I løbet af det halve år i Sydkorea lykkedes det Patrik at finde sin biologiske familie. Han modtages som den hjemvendte søn af sine ældre søskende og sin far. Men genforeningen er også et kulturchok, for familien kalder ham hans koreanske navn Jong Dae, og de forventer, at han kender de kulturelle koder. Det klassiske spørgsmål om blod er tykkere end vand trænger sig på, men det får læseren (heldigvis) ikke et entydigt svar på. Patrik understreger, at hans rigtige mor er hans svenske mor. Adopterede står ofte i det dilemma, at de føler, at de skal tage hensyn til adoptivforældrenes følelser. I det hele taget beskriver han flere dilemmaer vedrørende adoption, hvilket givetvis vil være en øjenåbner for nogle læsere.

Patrik Lundberg beskriver sin livshistorie i en humoristisk og underholdende tone, muligvis fordi han er uddannet journalist. Tonen skyldes sandsynligvis også, at han - bevidst eller ubevidst - har brug for at lægge afstand til de svigt, han har oplevet, hvilket er fuldt ud forståeligt. Trods humoren fornemmes smerten tydeligt.

Gul udenpå skal læses for historiens, og ikke for sprogets skyld. Men det er en vigtig og vedkommende beretning, der kan læses af alle med interesse for adoption og identitetsproblemer. For læsere, der ønsker en mere litterær og kunstnerisk fremstilling af et adoptivbarns problemer med identitet og søgen efter de biologiske rødder, kan jeg anbefale Find Holger Danske af Maja Lee Langvad, og Han af Eva Tind. 

Bogdetaljer

Forlag
Høst
Oversætter
Nanna Gyldenkærne
Faustnummer
50919323
ISBN
9788763831147
Antal sider
224

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer