Metro 2033

Artjom lever i Moskvas metrosystem - sammen med nogle få tusinde andre, som måske udgør hele den overlevende menneskehed, verden er gået under, men nyt liv spirer - både i mørket og i lyset.

Så længe han kan huske, har Artjom levet på kanten af udryddelse. Menneskene er ikke alene i tunnelsystemet - kæmperotter dræbte hans familie, og sære mutanter driver gennem gangene. Og det virker, som om noget kommer nærmere i mørket.

Artjom bor på metrostationen VDNKh, den nordligste af de beboede stationer, og da den udsættes for pludseligt angreb, får han til opgave at advare det, der gør det ud for metroens hovedstad. Men det bliver en lang og farefuld rejse, for tunnellerne er fragmenterede til små selvstændige domæner med hver deres styreform og filosofi, og mørket mellem dem rummer unævnelige trusler.

‘Metro 2033’ startede som en blog, blev en bog og et computerspil og er solgt til filmatisering. Det er ikke svært at se hvorfor, for den er elementært spændende, og Dmitry Glukhovsky forstår især at fremmane den dystre, klaustrofobiske stemning, der dækker hele Artjoms verden. Man kan næsten føle mørket, det ruger over alting, og det er ikke en bog, der opfordrer til fest og farver. Man må indstille sig på, at man sammen med Artjom bliver trukket længere og længere ned i den dystre undergrund.

Russisk science fiction er ikke noget, vi ser meget af på dansk - når det så endelig sker, er det rart at få præsenteret så velskreven en omgang postapokalyptisk spænding. Selve udgangspunktet med den radioaktive ødemark og resterne af menneskeheden, der overlever under strenge forhold, er ganske klassisk, men Glukhovsky leverer det i en spændende fortælling med masser af interessante sidespor.