Kaffe kanin vintergæk væk

Bog

Kaffe kanin vintergæk væk

Af (
2019
)

Anmeldelse

Kaffe kanin vintergæk væk af Betina Birkjær

15 jul.19

En meget fin billedbog med smukke illustrationer og en smuk historie, der handler om en pige, hvis bedstefar får demens, og hendes oplevelse af gradvist at miste den bedstefar, hun kender og elsker.

Pigen Stump har et tæt forhold til sin bedstefar og bedstemor og besøger dem tit. Bedstefarens hovedinteresse er blomster og puslespil, bedstemorens er krydsord, og der er god plads til Stump. Med tiden begynder hun at lægge mærke til, at bedstefaren forandrer sig og bliver glemsom; han ”taber ordene”.

Mens året går på hæld, og det bliver koldere og mørkere, taber bedstefaren mere og mere af sit voksne selv, til Stump og bedstemoren endelig finder ham siddende på en bænk i sneen med bare tæer en kold vinterdag. Bedstemoren og Stump indser da, hvor slemt det står til og får bedstefaren med ind i varmen og fællesskabet igen.

Dette er en bog, der er trist men samtidig livsbekræftende. Det er en historie om sorg, om at sørge for en person, der ikke er død, men også om at fejre et levet liv og holde fast i dem, man elsker. Jeg synes især bogen er god, fordi den viser, hvordan pigen Stump stadig kan være en del af sin demensramte bedstefars liv på en positiv måde. Hun får ikke besked på at lade ham være i fred, og hun bliver ikke bange for forandringerne i bedstefaren. Hun observerer dem og accepterer dem og tager bedstefaren som han er, og drager også omsorg for ham, godt hjulpet på vej af bedstemoren Gerda.

Hovedtemaet er demens, men bogen har mere på hjerte end det. Den handler også relationer og roller i familien og om at acceptere hinanden, som man er lige nu og her. De sarte pastelfarvede tegninger understøtter den poetiske tekst, der ikke overforklarer men giver noget at tænke over og stimulerer barnets empati. Pigens oplevelse af bedstefarens gradvise tab vises billedligt ved ordene, der tabes som et spor efter ham, og farverne formørkes gennem bogen og viser, hvordan isolationen sænker sig over bedstefaren. Bedstefaren hedder Kaj og bedstemoren Gerda, vi har blomster i ord og billeder, og bedstemoren og Stump må følge bedstefaren ind i mørket for at hente ham tilbage med deres kærlighed. Det er nogle år, siden jeg har læst H. C. Andersens Snedronningen, men jeg mindes, at jeg som barn syntes, det var uhyggeligt, hvordan Kaj kunne forandre sig så drastisk, og hvor modig og stærk Gerda var i sin vedholdende kærlighed. Symbolikken passer rigtigt fint i denne bog, der mest af alt handler om kærligheden og livets foranderlighed. Hvad er det, der gør os til dem, vi er, og er man stadig sig selv, hvis man ikke kan huske vigtige begivenheder og personer?

Billedbogen kan åbne op for god dialog om, hvad det også kan betyde at blive gammel, i en tid hvor mange ældre har travlt og insisterer på ikke at blive ”gamle”. På den måde synes jeg faktisk, at denne bog går imod strømmen og tager et emne op. der er ved at blive tabu. Pigen i historien får lov til at være barn og undres, men også kan handle og være aktiv, hvilket føles forfriskende. For eksempel er pigen den første til at se tegnene på demens hos bedstefaren, men det får hende ikke til at tage afstand til ham. Og til sidst i historien hjælper hun bedstemoren med at stimulere bedstefarens hukommelse ved at genskabe deres bryllup, og bogen slutter smukt med at vise, at barnet intuitivt kan have en god forståelse af, hvad bedstefaren har brug for, og hvordan man kan få kontakt til ham.

Bogdetaljer

Forlag
Jensen & Dalgaard
Graphic
Anna Margrethe Kjærgaard
ISBN
978-87-7151-508-4
Antal sider
40

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer