Anmeldelse
Vi er løver! af Jens Mattsson og Henny Lucander
- Log ind for at skrive kommentarer
Hjertegribende og smuk billedbog om sygdom, søskendekærlighed og fantasi.
Løver er hurtige, stærke og modige. Løver holder sammen, også når en i flokken bliver syg. For hvad er en løve uden sin flok? 'Vi er løver!' er en stærk og hjertegribende historie om sygdom og kærligheden og sammenholdet mellem to brødre. Bogens billedside veksler mellem flammende orange fantasilandskaber og et dæmpet blåtonet hospitalsmiljø. Ord og billeder kunne for så vidt godt stå alene hver for sig og formidle temaet, men sammen bliver det magisk!
To brødre elsker at lege, at de er farlige løver på savannen. En dag får storebror ondt i maven og kan ikke springe rundt, som han plejer, og lillebror kalder ham ”en lortegazelle”. Senere viser det sig, at storebror er alvorligt syg af kræft og må indlægges. På sygehuset mister storebror sin løvepels, og hans brøl bliver til en knurren. Det er svært at forstå for lillebror, men de leger stadigvæk, at de er løver på hospitalets gange, når forældrene ikke ser det. I slutningen af historien er storebror blevet træt, og brødrene ligger sammen i hospitalssengen, hvor storebror hvisker ”Vi er løver”.
Historien fortælles gennem lillebroren og indfanger de forvirrende og vrede følelser, der kan opstå hos et lille barn, som ikke forstår sygdom og død og mest af alt bare ønsker, at alting var, som det plejede. På subtil vis fornemmes forældrenes sorg og smerte i deres kropssprog, men her er det i høj grad op til læseren, om det skal have plads i fortællingen.
Samtidig er historien i høj grad en hyldest til fantasien og legens helende kraft. At lege vildt, når man er dødsyg, kan synes som en dårlig ide fra de voksnes perspektiv, men her insisterer historien på, at der er noget, der er større og vigtigere. Man kommer uundgåeligt til at tænke på Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte, som også omhandler børns forhold til døden.
Før eller siden gør de fleste børn sig nogle tanker omkring døden. I denne historie er der ingen, der dør, og læseren får selv mulighed for at digte den slutning ind i historien, man forestiller sig; måske bliver storebroren rask igen, måske ikke. Her vil historien kunne være en hjælp til at åbnefor en snak mellem børn og voksne om sygdom, død og sorg.
Denne historie rammer med raketfart lige ind i hjertekulen! Det er en fantastisk bog i ord og billeder, hvis tematik man ikke skal lade sig skræmme af. Bogen henvender sig bredt aldersmæssigt, og bogen er særdeles vellykket ved at tilpasse sig til den enkelte læsers forudsætninger og situation.
'Vi er løver!' (på svensk: ’Vi är lajon!’) er skrevet af den svenske forfatter Jens Mattsson og illustreret af den finlandssvenske illustrator Jenny Lucander. Bogen vandt Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2020.
Brugernes anmeldelser