Bog

Farvel, olde : en bog om døden, afsked og minder

Af (
2021
)

Anmeldelse

Farvel, olde : en bog om døden, afsked og minder

09 sep.21

Gennemført billedbog med en fin historie og en praktisk vejledning til forældre, der gerne vil tale med deres børn om døden.

At miste nogen er noget, alle konfronteres med på et eller andet tidspunkt i deres liv. For mindre børn kan døden være svær at begribe, og man kan som forælder komme i tvivl om, hvor meget man skal involvere sine børn i alle de faser, der er forbundet med et dødsfald og om, hvordan man tackler deres sorg. Bogen er opbygget som en historie om Mys oldemor, der dør, med gode råd og spørgsmål til overvejelse nederst på alle sider til forældre. Ina Victoria Haller er psykolog og anbefaler bogen til børn i alderen 4-8 år.

My og hendes familie er på vej til plejehjemmet for at se oldemor for sidste gang og sige farvel. Dagen efter fortæller mor My, at nu er oldemor død. Om aftenen overhører My de voksne snakke om, hvorvidt oldemor skal brændes eller begraves, hvilket forskrækker My. Det taler de om, og My får også lov at komme med til bedemanden.

Til oldemors bisættelse bruser orglet så voldsomt, at My bliver helt forskrækket. Præsten holder tale, som om han kendte oldemor, og så skal der mærkeligt nok også kastes jord på kisten. Der er mange der græder, og Hugo er også ked af det, for hans hamster døde dagen før. My og Hugo beslutter at holde en fin begravelse for hamsteren, og i tiden efter besøger de oldemors gravsted for at mindes. Historien slutter ved Sankt Hans, som altid blev holdt hos oldemor. De voksne smider små sedler ind i bålet, og børnene har lavet tegninger til oldemor.

Der er mange ritualer og traditioner forbundet med en begravelse eller bisættelse, og bogen kan her bruges til at forberede barnet på alle de handlinger, de kommer til at opleve. Alle følelser er rigtige, og i historien sættes der ord og billeder på dette hos både børn og voksne. Spørgsmål om, hvor den afdøde nu er henne, og sorg er af mere uhåndgribelig karakter, og også her kommer bogen med forslag til, hvordan man kan mindes og forklarer, at leg kan være en måde at bearbejde følelser på.

På sidste side kan man se oldemor fra nyfødt til 86 år illustreret med en masse små tegninger af oldemor gennem hele livet. En meget fin afrunding på denne virkelig gennemførte og fine bog, som både kan læses derhjemme, i børnehaven og indskolingen.

Bogdetaljer

Forlag
Carlsen
Faustnummer
39392259
ISBN
9788711992623
Antal sider
36

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer