Om 'Mesteren og Margarita' af Michaíl Bulgákov

Af litteraturstuderende Martin Toft

Hæsblæsende åbning
Åbningen på Michaíl Bulgákovs (1891-1940) Mesteren og Margarita (1928-1940) er hæsblæsende. Romanhistorien indeholder mange geniale indledninger, men Bulgákov har skrevet én af de mere overraskende af slagsen. I tusmørket sidst på en sommerdag mødes to mænd i en park i Moskva. Der er tale om den litterære redaktør Mikhail A. Berlioz og den talentfulde digter Ivan N. Ponyrjov, som går under tilnavnet Den Hjemløse. Efter en brandvarm dag bestiller de kolde pilsnere, men kiosken er desværre løbet tør for øl. Mens de i stedet drikker abrikosvand, der giver dem voldsom hikke, taler de om Jesus Kristus, som Ivan Den Hjemløse har skrevet et anti-digt om på bestilling af netop Berlioz.
 
Parken er mennesketom, men ud af det blå dukker pludselig en tredje herre op. Den fremmede præsenterer sig som Woland, og med hans introduktion eksploderer romanens handling. Vi skydes først tilbage til dagen, hvor Pontius Pilatus dømmer Jesus til korsfæstelse. Men inden længe er vi igen i Moskva, hvor en sporvogn kapper hoved et af Berlioz. Herefter hasteindlægges Ivan Den Hjemløse i chok på en galeanstalt. Der er fart på romanens åbning, og tempoet opretholdes i romanens videre handling, hvor adskillige kulturelle pinger får besøg af Woland og hans slæng, bestående af blandt andet en talende og skydegal kat. Ingen kan imidlertid besvare spørgsmålet: Hvem er Woland egentlig?
 
Satan på besøg i Moskva
Her er læseren heldigvis en smule klogere end de stakkels moskovitter. Med henvisninger til ikke mindst Goethes (1749-1832) Faust (1808-33) handler Mester og Margarita om en række dage, hvor selve Satan aflægger Moskva et besøg. Sammen med sit slæng af banditter skaber Woland ravage til stor underholdning for læseren. Som titlen fortæller, er romanens helt og heltinde naturligvis Mesteren og Margarita. De er i skjul kærester og har en affære i et afsides beliggende kælderværelse, hvor Mesteren skriver på sin roman om netop Pontius Pilatus.

Deres kærlighed forvandles imidlertid til ulykke, da ingen vil eller tør udgive romanen. Mesteren ender på galeanstalt, mens Margarita lever videre i uvidenhed om sin elskedes skæbne. Sådan lyder romanens grundhistorie i forsimplet udgave. Mesteren og Margarita er på alle måder unik litteratur, som umuligt kan refereres fyldestgørende. Med mindre man altså vil genfortælle romanens 350 sider, som er fordelt på to bind proppet med action.  
 
I andet bind får Margarita mulighed for at hævne urimelighederne imod Mesteren. En af Satans kumpaner opsøger hende, og en-to-tre så har hun afstraffet de litterære kritikere, som ikke vil publicere Mesterens roman. Og bedre endnu: Som en slags askepot bliver Margarita inviteret til bal hos Satan, hvor hun til gengæld skal optræde som festens underskønne dronning. Ikke blot i disse passager vrimler det med fantastiske indslag og trolddomskunster. Før festlighederne afvaskes Margarita i blod, og siden flyver hun til Satans bal i en bil, som føres af intet mindre end en råge. Efter ballet takker Satan Margarita ved at genforene hende med Mesteren som i et vaskeægte eventyr.
 
Uudtømmelig akademisk guldgrube
Mesteren og Margarita er en overrumplende historie, som man på forhånd må opgive at forstå til bunds. Det ødelægger dog ikke læsningen – snarere tværtimod. Romanen blev skrevet af Bulgákov i perioden 1928-1940, men i 1930´ernes Sovjet kunne man ikke udgive en roman med så mange uforklarlige, fantastiske og religiøse indslag. Diktator Stalin (1879-1953) havde andre forventninger til litteraturen; 1930´erne var præget af litterær censur og kontrol. Først i 1966/1967 udkom Mesteren og Margarita over to omgange i et litterært tidsskrift og blev i begge omgange revet væk af nysgerrige læsere.
 
Siden har romanen udløst en sand syndflod af videnskabelige bøger, hvor diverse eksperter giver deres bud på romanens betydning og besynderlige detaljer. Mange har påvist autobiografiske træk i romanens opbygning og persongalleri, som henviser direkte til både 1920´ernes og 1930´ernes Sovjet. Især i USA og Europa har det været almindeligt at læse romanen som et portræt af et Sovjet, styret af stålmanden Stalin. I en tid hvor diktatorens håndlangere og frygtsomme undersåtter tilbad ham ukritisk som en art lunefuld guddom. Stalin havde bestemte krav til litteraturen, som naturligvis skulle legitimere det politiske regime. Andre har afvist den udlægning under henvisning til argumentet, at romanen primært handler om 1920´ernes Sovjet, hvor Stalin endnu var en sekundær politisk aktør.
 
Bulgákov var genial
I romanen er der i det hele taget mange satiriske og allegoriske spor. Problemet er blot, at de hver især leder fortolkningen i forskellige retninger. Det skal man ikke bekymre sig om, for desorienteringen er faktisk en del af romanens program og metode. Af samme grund vil romanen sandsynligvis forblive en litterær guldgrube for specialister med hang til det mystiske og det gådefulde. I hvert fald er det svært at blive enige om andet end, at Bulgákov var genial, da han påbegyndte Mesteren og Margarita i 1928, mens han samtidig virkede som huspoet på det såkaldte ”Kunstnerteater” i Moskva. Før ”Mesteren og Margarita” udkom posthumt, var Michaíl Bulgákov da også især kendt som teaterforfatter.
 
Scenens og teatrets logik finder man også i romanen. I det hele taget bruger Bulgákov utallige litterære genrer og virkemidler for at fortælle kærlighedshistorien mellem Mesteren og Margarita, som til slut genforenes, badet i måneskinnet. Måske kræver deres kærlighed ganske simpelt det fulde litterære register. Under alle omstændigheder sammenblander Bulgákov undervejs alt mellem himmel og jord: fiktion med fakta; politisk fantastik med realpolitik; litterære virkemidler med konkrete begivenheder; det groteske eventyr med regulær socialrealisme; romantik med modernisme, osv.

Resultatet er absolut fremragende og smukt, men ingen artikel kan reelt præsentere en så grænseoverskridende oplevelse som Mesteren og Margarita. Der findes kun én mulighed: Du må selv læse Michaíl Bulgákovs klassiker ved lejlighed.
   
Ekstra materiale
Hvis man gerne vil lære mere om Sovjet under Stalin, findes der mange spændende muligheder. Filminstruktøren Tómas Gislason har lavet en dokumentarfilm om emnet, som hedder Den Højeste Straf (2000). Ellers kan man læse den engelske historiker Simon Sebag Montefiores ”Stalin - Den røde Zar og hans hof” (2004). Kan man læse tysk, vil jeg også anbefale Boris Groys Gesamtkunstwerk Stalin (1988), som beskriver, hvordan Sovjet under Stalin blev indrettet som ét stort kunstværk, hvor diktatoren havde det fulde kunstneriske ansvar.