Anmeldelse
Skæbnespillet af Jeffrey Archer
- Log ind for at skrive kommentarer
I 1968 flygter Alexander Karpenko fra Leningrad med sin mor. De har valget mellem et skib til Storbritannien eller USA i endnu en underholdende roman af Jeffrey Archer.
Alexander og Vladimir er gode venner. De er ved at færdige med skolen, og deres fremtidsdrømme er vidt forskellige. Alexanders plan er at blive Ruslands første demokratisk valgte præsident, mens Vladimir gerne vil have en stor stilling i KGB. Alexanders far er meget aktiv inden for fagbevægelsen, og det er ikke velset fra systemets side. Faderen bliver slået ihjel, og for Alexander og hans mor bliver det for farligt at blive i Leningrad, så da de får mulighed for at blive smuglet ud af landet ombord på et containerskib, slår de til med det samme. Der er to muligheder, det ene skib sejler til Amerika og det andet til England.
”Skal vi ikke lade forsynet bestemme”….”Krone Amerika, plat England”. De kravler op i den kasse, som mønten bestemmer, og Alexanders mor spørger sig selv, om de måske resten af livet vil ærgre sig over, at de ikke var kravlet ned i den anden kasse. Hvad kunne der være sket, hvis mønten var landet på den anden side?
Alexander og hans mor klarer sig vældig godt i udlandet, hun bliver en berømt kok, som endda bliver belønnet med Michelin stjerner, han får uddannelse, gode jobs, kone og barn, men alt sammen ikke uden modstand fra personer i hans omgangskreds – for eksempel.samarbejdspartnere i banken, politiske modstandere, intrigante kvinder og russiske spioner. Selv om Alexander har fået succes med alt hvad han rører ved, bibeholder han drømmen om at en dag at blive valgt til præsident i Rusland.
Jeffrey Archer er om nogen kendt for sine spændings- og familieromaner med historisk baggrund og virkelige personer, og især Clifton-krøniken har givet ham mange læsere. Jeg er sikker på, at hans mange fans også vil sluge denne roman, hvor der som sædvanlig er fart over feltet. Ingen tvivl om, at forfatteren skriver spændende og letlæste bøger. Her er ingen løse ender, og de mange historier og sidehistorier går op i en højere enhed. Når det er sagt, så kommer der alligevel en vis form for forudsigelighed over romanen. Jeg var dog meget spændt på at læse slutningen, som jeg selvfølgelig ikke vil røbe her, og her lykkedes det alligevel Archer at overraske mig.
Brugernes anmeldelser