At holde sig i live - og andre tekster

Nyudgivne essays fra en ung Houllebecq leverer endnu en gang et sort syn på det moderne menneske og giver en indsigt i de romaner, som senere har gjort ham verdenskendt.

Michel Houellebecq har gjort det igen – eller rettere han gjorde det også for 30 år siden. Det nystartede forlag Vinter Forlag sprang ud med essaysamlingen ’At holde sig i live – og andre tekster' af Michel Houellebecq, der oprindeligt blev udgivet igennem 90’erne, men som vi først nu har fået glæde af på dansk i Niels Lyngsøs fremragende oversættelse.

Essaysamlingen starter afsindigt stærkt med 'At holde sig i live – en metode', hvor Houellebecq på bedste sortseer-facon fremlægger forudsætningerne for at blive digter: ”At lære at blive digter er at aflære at leve.” Dette bliver værkets læresætning, som bidrager til en dybere forståelse for Houellebecqs Schopenhauerske romaner, hvor lidelsen er et grundvilkår for mennesket, som vi ser portrætteret i hans faldefærdige og perverse karakterer, der konstant søger en opfyldelse af viljen. 'At holde sig i live – en metode' kan give en baggrund for Houellebecqs efterfølgende romaner og et indblik i forfatterens fortælleres perverterede pessimisme, som både elskes og hades.

Mange af essayene er fremragende litterære kommentarer på det moderne menneske som f.eks. 'At tage kontrol over telefonnetværket' fra en tid, hvor digitaldating stadig var uvant territorie. Fortælleren tager på jagt på internetsiden under navnet SUPERTØS og klarlægger tragikomisk de observationer, han gør sig ved undersøgelsen af datingsider som fænomen, hvor mænd og kvinder definerer sig selv igennem længde og omkreds på diverse kropsdele. I andre af essayene lever Houellebecq lidt for meget op til sin titel som sur franskmand, som på beklagelig vis ikke lykkedes med meget mere end det.

Men når den sure franskmand gør det godt, gør han det virkelig godt. Han formår igennem sine små essays at fremstille det moderne samfunds absurditeter, så læseren bevidstgøres og er i stand til at reflektere kritisk over sin egen verden. Det er det vestlige samfunds travlhed og kommercialisering, der står for skud, og essaysamlingen og Houellebecqs litterære mål er at æstetisere verden igennem kunst, men det kræver, at mennesket kan tænke subjektivt og eksistenskritisk. En opsang, hvor Houellebecq for alvor får pondus i sin stemme:

”Det er meget nemt at gøre; det har faktisk aldrig været mere simpelt end det er i dag, at stille sig i en æstetisk position i forhold til verden […]. Det er tilstrækkeligt at markere et øjebliks ophold; at slukke radioen, trække stikke på fjernsynet […]. Det er tilstrækkeligt bogstaveligt talt at stå stille et par sekunder.”

Houellebecq er ikke én af tidens største forfattere uden årsag. ’At holde sig i live – og andre tekster’ formår at give en baggrund for de tanker, der senere skulle udmunde i samfundskritiske romanprofetier. Essaysamlingen, uanset hvor tragikomiske pointerne er og hvor fin en oversættelse, det er, kræver nok, at man tilhører den gruppe læsere, som aldrig kan få nok af Houellebecq. Det gør jeg.