Fransk litteratur byder på en rigtig skandaleforfatter, der kan drive folket op af lænestolene og de professionelle debatører i blækhuset. Han hedder Michel Houellebecq og er manden bag flere romaner, der har været genstand for stadig større furore i såvel fransk som international presse.
Efter nogle digt- og novellesamlinger udgav han i 1994 Udvidelse af Kampzonen, der blandt andet vakte debat på grund af dens eksplicitte skildringer af seksuel vold. Næste roman Elementarpartikler udkom i 1998 og rummer foruden en række pornografiske passager, både et tvetydigt forsvar for genetisk forædling og en lammende totalkritik af 68-generationens livssyn.
I den mere komiske ende fik Houellebecq her en sag på halsen, da en campingudlejer mente at genkende sin campingplads som det virkelige forlæg for den swinger-lejr, romanens altid sexhungrende hovedperson, Bruno, slår sig ned i.
Houellebecqs roman Platform fra september 2001 har været omdrejningspunkt for en spektakulær retssag med indblanding fra Frankrigs absolutte kulturelite og en litterær notabilitet som Salman Rushdie.
Miseren kommer af, at Houellebecq i mere eller mindre bemostet tilstand har sagt til det litterære tidsskrift Lire, at han “følte en total forkastelse af monoteistiske religioner. Og den dummeste religion er trods alt islam.” Det fandt flere muslimske organisationer og en menneskerettigheds-organisation var et angreb på muslimer og lagde sag an mod forfatteren for “at opildne til had”.
Var Houellebecq ikke blevet frikendt ved domstolen i Paris i oktober 2002, kunne sagen have kostet ham en erstatning på 45.000 Euro og op til 1 års fængsel. Retten skønnede, at udsagnet ikke angår muslimer som enkeltpersoner eller gruppe, men retter sig mod en religion. Om personer må man ikke tale nedsættende, om tanker, idéer og religioner må man sige, hvad man vil.
Fiktion og virkelighed
Flere af de nedsættende udsagn om islam, Houellebecq i øvrigt var under anklage for, udtales af fortælleren Michel i 'Platform'. Han er ansat som økonom i kulturministeriet og arver en sum penge, da hans far bliver myrdet af en ung arabisk mand, fordi han har haft et forhold til sin rengøringskone, araberens søster. Pengene bruger han til at tage til sexparadiset Thailand, hvor han møder kærligheden i form af Valerie.
Sammen skaber de et succesfuldt charterbureau, der arrangerer sexrejser til Østen, indtil et terrorangreb begået af muslimer sætter en stopper for eventyret. Undervejs i romanen gives der meget direkte udtryk for Michels indædte had til muslimer og palæstinensere, som kan ses som rendyrket racisme eller forståelig reaktion på hans tab.
Houellebecq-sagen rejser således et principielt spørgsmål, nemlig om man kan drage en forfatter til ansvar for holdninger, der fremsættes af fiktive personer i et skønlitterært værk. Normalt plejer der at være vandtætte skotter mellem fiktion og virkelighed - det er jo en gammel sandhed, at digterne lyver. Problemerne begynder for alvor, når fiktion og virkelighed blandes sammen.
Michel Houellebecq har selv bidraget til forvirringen ved dels at kalde flere af hovedpersonerne i sine romaner for Michel, dels at give sine skønlitterære personer livsforløb, der for store dele ligner hans egen biografi til forveksling. Houellebecq har været IT-medarbejder i det franske parlament og ‘mistede’ sin mor som seksårig, da hun pludselig forlod ham. Hun er siden konverteret til islam.
Men er sådanne sammenfald nok til at hævde, at det er Houellebecq og ikke en fiktiv persona, der taler i romanen? Det mener Salman Rushdie i hvert fald ikke. Han har i forbindelse med sagen argumenteret for, at denne skelnen er essentiel for litteraturen og kun kan opgives med store omkostninger for ytringsfriheden til følge.
Pessimistisk samfundskritik
Et træk er fælles for næsten alle litterære skandaler. De sælger. Det gælder også Michel Houellebecq.
Selv om Houellebecqs forlag Flammarion har taget afstand fra nogle af forfatterens synspunkter i forbindelse med retssagen mod ham, er der ingen tvivl om, at Flammarion vil gå meget langt for at beholde guldfuglen.
Men det er selvfølgelig ikke skandale det hele. For i en tid hvor overskridelser af enhver tænkelig art er reglen, kræver det noget særligt at suge ikke blot mediernes, men også det intellektuelle establishments opmærksomhed til sig i en grad, som fænomenet Houellebecq har gjort det. Det kræver, at der er noget insisterende vedkommende i såvel provokationen som det litterære værk.
Og det er der hos Houellebecq. Hans romaner ligger i forlængelse af den franske tradition for pessimistisk samfundsanalyse på en baggrund af næsten nihilistisk illusionsløshed. Gennem flimmeret fra Houellebecqs mere ekstreme virkemidler og rabiate synspunkter, der meget vel afspejler en generel radikalisering af menneskets vilkår i vor tid, ser man således tydeligt arven fra Gustave Flaubert (1821-1880); Blandt Houellebecqs øvrige franske indflydelser kunne man nævne André Gide (1869-1951), Louis-Ferdinand Celine (1894-1961) og Albert Camus (1913-1960).
Flaubert udleverede uden skånsel sin tids grænseløse bjergsomhed og massive dumhed. I sine bøger nærer Houellebecq en til misantropi grænsende skepsis over for det moderne menneskes forsøg på at realisere sig selv på bekostning af reel kærlighed og empati. I jagten på egen udvikling og tilfredsstillelse er der tilsyneladende ingen ende på hensynsløsheden, hvor medmennesker vælges og vrages efter forgodtbefindende - og det vil sige på markedskræfternes præmisser. Sex og markedsøkonomi er forbundne kar, og kun sporadisk dukker øer af uegennyttig næstekærlighed op i begærets og egoismens plumrede strøm.
Det generelle sortsyn betyder ikke, at Houellebecqs romaner kun er fortvivlende læsning. For på trods af - eller måske netop fordi - Houellebecq kynisk nedskriver en lang række af sin samtids etablerede værdier til et frysende nulpunkt, bliver der plads til en humor, der om ikke forløser, så dog baner vejen for en vis empati med de gestalter, som træder frem på romanens scene.
Patetiske og frastødende figurer, ja, men også forståelige og alt for menneskelige Og det er måske netop det Houellebecq og alle de andre kontroversielle forfattere i litteraturhistorien kan: give ansigt og stemme til sider af virkeligheden, vi kun nødig vil vedgå og uden omsvøb råbe os i hovedet: “Racister findes, sexturister findes, lort findes. Sådan ser de ud! Sådan lyder de!”.
Seismografiske bestsellere
Kortet og landskabet indbragte i 2010 Houellebecq den største franske litteraturpris, Goncourtprisen. Ganske vist foregår romanen i nutiden, men den strejfer også science fiction-universet, idet den kaster det kritiske blik på forandringens vilkår, hvor russere og kinesere dominerer og provokerer det franske kulturelle selvbillede. Alt er tilsyneladende underlagt markedsvilkårene, og pengestrømmen styrer alt. Fremtiden formes nu, men hvilken fremtid? Houllebecq er igen en nådesløs og suveræn iagttager af samfundet. Alt er på hans sigtekorn. Som en anden Balzac, Dickens eller nøgtern krigskorrespondent rapporterer han fra samtidens brændpunkter.
I Underkastelse (2015) beder Houellebecq læseren forestille sig et moralsk udslidt Europa, der frivilligt har underkastet sig Islam. Det er tankevækkende, kontroversielt og underholdende på samme tid. Stedet er Frankrig, året er 2022. Det Muslimske Broderskab vinder valget, og en muslimsk præsident kan dermed indtage Èlyséepalæet. Det franske samfund gennemgår herefter en hastig forandring. Houellebecq skildrer både underholdende og ondskabsfuldt, hvordan ingen har den fornødne livskraft til at forsvare den vestlige verdens liberale livsform og værdier og derfor mere eller mindre frivilligt underkaster sig muslimernes værdisæt.
Af Morten Peick, cand. phil i litteraturhistorie
