Headhunterne

Med Jo Nesbøs "Headhunterne" holder du vejret eller bider neglene, præcis som du gjorde med Brown, Larsson og Grisham.

Headhunteren Roger Brown er kongen. Det er ham de store firma tyer til når chefstillinger skal besættes. Og er han liden af statur (168 cm), så er han til gengæld grandios hvad selvfølelse angår. Han er gift med den gudindesmukke Diana som har et galleri i den mondæne del af Oslo, dette gør at Roger ikke altid kan holde skinnet på næsen rent økonomisk. Han har derfor et lille bijob som kunsttyv således at han kan betale for hustruens og egne ekstravagancer.

Til en af Dianas ferniseringer møder Roger forretningsmanden Clas Greve som han straks spotter som en potentiel administrerende direktør til en af hans kunder. Tilfældigvis viser det sig at Clas har fundet et Rubens maleri "Den kalydoniske vildsvinejagt" i hans mormors gamle hus, og dette fortæller han Roger!! Da Roger få dage senere er ved at stjæle maleriet, hører han Dianas mobiltelefon ringe i Clas soveværelse, og så er fanden løs.

Lyder det kulørt? Ja, men det er det også. Nesbøs hovedperson er så langt fra Harry Hole som overhovedet muligt. Her har vi at gøre med en person hvor facade og det ydre betyder alt, et menneske der har haft en forkvaklet opvækst og derfor er blevet til det han er: iskold, beregnende, overfladisk, grisk osv.

Indrømmet, jeg var godt underholdt så længe det varede; romanen blev læst på 1½ dag. At jeg så sidder tilbage med en følelse af let oppustethed, er en anden sag. Ligesom Dan Brown og Stieg Larsson ikke er de store intellektuelle udfordringer, så er "Headhunterne" af Nesbø det heller ikke. Men for alle tre forfatteres vedkommende har jeg været fanget i en forrygende historie som jeg har haft svært ved at slippe. Headhunterne er klichefyldt og til tider noget opulent, men den er dæleme spændende.

Mens vi utålmodigt venter på den ottende "Harry-Hole-krimi", har Nesbø givet os Headhunterne, som vi kan fordrive ventetiden med. Desuden giver forfatteren alle indtægterne fra Headhunterne til kampen mod analfabetisme.

Oversat fra norsk af Allan Hilton Andersen efter 'Hodejegerne'. Modtryk, 2008. 300 sider.