Glasborgen

Glasborgen er en foruroligende cocktail af barsk hverdagsrealisme blandet med kriminalromanen, kærlighedsdramaet og den gotiske gyser i en verden af vand, glas og musik

Operahuset i København, der spejler sig i vandet, er omdrejningspunktet for Anne-Marie Vedsø Olesens roman.

Operasangerinden Judith skal dublere hovedrollen i en stor opsætning af operaen Isabella af den berømte komponist Rolf Bergström. Judith bliver lynhurtigt Rolfs elskerinde, mens den mystiske Vilgot, Rolfs ven og mentor, bevæger sig i kulissen.

Da hovedrolleindehaveren drukner under mystiske omstændigheder, overtager Judith naturligt hovedrollen. Det er en kæmpe chance for hende, og med et bliver hun stjerne.
På overfladen er Judith chokeret, men hun er også klar over, at ulykken er hendes store chance. Som Vilgot siger ”Pæne piger bliver ikke stjerner, og forhindringer rydder man af vejen”. Et tema, der til forveksling ligner temaet i Erling Jepsens 'Biroller' – filmatiseret som 'Undskyld jeg forstyrrer'.

Romanen beskriver en verden af glas, vand og musik i et univers, hvor realisme hele tiden veksler med det mystiske og det overnaturlige, og hvor kynismen lurer konstant. Vandet mellem operahuset og fastlandet spiller en væsentlig rolle – både som transportvej for havnebussen og som et uhyggeligt, mørkt og altopslugende element. Glas og vand går i flere tilfælde i ét, og glasset spiller også sammen med musikken, hvor den menneskelige stemmes kraft er i stand til at splintre glas. Der er mange henvisninger til musik, ikke mindst til Belá Bartók (1881-1945)og hans opera 'Hertug Blåskægs Borg'.

Figuren Vilgot står centralt i romanen. Denne mystiske blanding af et kultiveret, musisk menneske, en dæmonisk havmand med våd hud og grønne øjne og en Mephistopheles, til hvem Rolf har afskrevet sig sin sjæl. Den altid våde Vilgot minder mig iøvrigt om den groteske kæmpebaby i Lars von Triers 'Riget'.

Undervejs må man flere gange spørge sig selv, om det, som Judith oplever, virkelig sker, eller om det er et produkt af hendes fantasi.

Bogen er først og fremmest en gotisk gyser, men man kan også læse 'Glasborgen' som en gedigen spændingsroman. Selv om den er lige lovlig overspændt efter min smag, er den også meget velskrevet og så spændende, at jeg ikke kunne lægge den fra mig. Bogen er meget visuel, og jeg kunne levende forestille mig den omsat til film.