Bog

Pandaemonium

Af (
2011
)

Anmeldelse

Pandaemonium af A. Silvestri

16 jan.12

Monumental og stort anlagt dansk zombie-gyser, der må glæde enhver horror-fan – men der er ikke sparet på effekterne, så alle sarte maver og sjæle er hermed advaret.

I det indre Nørrebro i København fødes den ultimative ondskab af resterne fra en gammel dames forrådnede lig.

Græshoppestore sværme af fluer går til dødelige angreb på alle mennesker, der herefter lever videre som levende døde, kun ude på to ting: at æde og skabe flere zombier. Snart er København et eneste stort kaos, og de få overlevende forsøger desperat at klare sig igennem. Politimanden Torsten allierer sig med pigen Katrine, og under deres flugt støder de på den tilsyneladende sindsforvirrede Emilie, der har sin helt egen forklaring på det pludseligt opståede ragnarok: Dommedag er kommet til jorden, og hun ved, hvorfra det hele er startet. Hun leder dem til lejligheden på Nørrebro, og det lykkes tilsyneladende Torsten at få dræbt ondskaben i skikkelse af et nyfødt barn.

Ondskaben med magt over zombierne genopstår imidlertid, og snart er det meste af Danmarks - og resten af jordens befolkning for den sags skyld udryddet. Kun nogle få overlever, deriblandt Torsten og Katrine, og de overlevende forskanser sig som efter en forprogrammeret plan på en skole midt på Sjælland. Den ultimative kamp for overlevelse begynder…..

Zombie-genren kendes fra utallige film, videospil, tegneserier (Den aktuelle og meget roste tv-serie ”The Walking Dead” bygger netop på en tegneserie), danske forfattere som Dennis Jürgensen og Patrick Leis og naturligvis en forfatter som Stephen King.
Silvestri bygger fint videre på disse traditioner i sin velskrevne roman, men ved at inddrage sine helt egne forklaringer og teorier, bl.a. elementer fra mesopotamisk, ægyptisk og kristen religion tilfører han dog historien både originalitet og kvalitet.
Sprogligt er historien bygget op i tre store dele med ultrakorte kapitler, hvor fokus hele tiden skifter mellem de forskellige personer.

Det er en bog med hurtig aktion og spænding med stereotype personbeskrivelser, lidt ligesom i en rigtig B-film, og der er bestemt ikke sparet på detaljerne og effekterne, men selvom bogen af og til kan virke for lang og mange af de værste ulækre beskrivelser sagtens kunne være sprunget over, så hænger det hele fint sammen.

Trods diverse indvendinger dog en flot fortælling – en episk tour de force gennem ondskabens væsen.

Bogdetaljer

Forlag
Valeta
Faustnummer
29080658
Graphic
Boglayout.dk
ISBN
9788792728050
Antal sider
777

Artikel

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer