Anmeldelse
Femø
- Log ind for at skrive kommentarer
Bogen fortæller fint om den allerførste lejr, men har også historien om rødstrømpebevægelsen med og følger kvindebevægelsen og lejren helt op til nutiden.
I sommeren 1971 tog en lille gruppe rødstrømper initiativ til at danne en ren kvindeølejr nord for Lolland. Der var ikke mange deltagere, men lejren fyldte meget i offentligheden og er trods kriser undervejs stadig fungerende efter 50 år.
Tarzan er død, og Jane er på Femø var et af de feministiske slogans, der virkelig brød igennem først i 1970’erne. Både nationalt og internationalt fik eksperimentet meget mediedækning (dog kun af kvindelige journalister og fotografer), og billederne af halvnøgne, unge kvinder var godt blikfang for den feministiske bevægelse.
For en som jeg, der er vokset op parallelt med rødstrømpebevægelsen, er det meget interessant at få et indblik i, hvad der er foregået i en ellers lukket verden, der alligevel har været en stor del af ens samtid, og som har sat sig varige spor i eftertiden.
Forfatteren, der forsker i historiebrug og erindringskultur på RUC, har lavet feltstudier i lejren i 2008 og 2009 og har siden 2015 sammen med sin datter været aktiv deltager i alt fire gange. Heldigvis er lejrlivet fra første færd rigt dokumenteret med pjecer, lejraviser og mange nedskrevne erindringer, så der er rigeligt stof at gå til for at præsentere denne nye lille perle i kvindebevægelsens historie.
Når man selv den gang var en del af en meget organiseret venstrefløj, er det meget spændende at se, at så meget kunne lade sig gøre på en næsten totalt uorganiseret facon, og det er en ny verden af problemstillinger, Anne Brædder afdækker. For eksempel forholdet mellem heteroseksuelle og lesbiske, hvor sidstnævnte nærmest var kriminaliserede tilbage i 1971, og hvor der senere var diskussioner om det retfærdige i, at de lesbiske kunne have et seksualliv i lejrene, hvad de heteroseksuelle af gode grunde var afskåret fra. Også i nyere tid er der debatter: for få år siden opstod nye diskussioner om hvorvidt transseksuelle kunne deltage.
Bogen gør en del ud af den allerførste lejr, men har også historien om rødstrømpebevægelsen med og følger kvindebevægelsen og lejren helt op til nutiden og strejfer også MeToo-bevægelsen. Alt i alt en velskrevet og velillustreret bog, der på kort tid kan gøre dig klogere på et historisk fænomen.
Brugernes anmeldelser