Modstand

Efter befrielsen kunne man få indtryk af, at stort set hele den danske befolkning havde deltaget i modstandskampen.Wium Olesen skriver om modstandskampen som almindelig historie og ikke som en glorificeret myte.

Forfatteren, der er historiker, har ikke begået et traditionelt værk om den danske modstandskamp: Her er ingen gennemgang af sabotagehandlinger og stikkerlikvideringer. Ærindet er et helt andet, nemlig at gå bag om politikken bag modstanden og se på de kræfter, der drev kampen og med hvilke dagsordener.

Det er efterhånden kendt stof, at dele af modstandsbevægelsen modarbejdede hinanden, idet der var stor forskel på, hvilket samfund, man ønskede efter krigen. For eksempel var der kræfter, der tilbageholdt våben til den kommunistiske del af frygt for, at de skulle bruges til revolutionære formål efter krigen.

Wium Olesen går befriende dybt bag om historien og får nuanceret det billede, der har været hovedhistorien siden 1945. Blandt andet ved at differentiere hele bevægelsen: han faseopdeler den fra starten lige efter besættelsen, hvor der mest var tale om drengestreger til den meget professionaliserede afslutningsfase, hvor blandt andet officerer med den afsatte regerings samtykke gik ind for at præge bevægelsen og forberede den på forskellige scenarier ved besættelsens afslutning.

Forfatteren får også sat modstandsbegrebet ind i international sammenhæng og får også her pillet ved billedet af det nationale klenodie. Hans ærinde er på ingen måde at forklejne den indsats, relativt få gjorde mod besættelsesmagten, men at få os til at se den i et klarere lys: ”Grumset, rodet, med heltemod og forræderi og hele skalaen derimellem. Og ved at betragte besættelsestiden som almindelig historie bliver perioden heller ikke noget, vi som samfund eller individer binder vores identitet op på, eller noget, vi direkte og uden mellemregninger bruger for at begrunde nutidige politiske eller personlige handlinger og stillingtagen.”.

Læs bogen og bliv lidt klogere!