Anmeldelse
Saxo af Lars Boje Mortensen
- Log ind for at skrive kommentarer
En fin og indsigtsfuld præsentation af vores første danmarkshistorie. God historieformidling med bred interesse.
Hvem var Saxo? hvad lavede han, da han var på studier i udlandet, og hvem blev han inspireret af? Alt det får man forklaret i denne fine lille bog, som er en del af Aarhus Universitetsforlags serie '100 danmarkshistorier'.
Målgruppen er primært studerende og ældre skolelever, men jeg blev både meget godt underholdt og oplyst under min læsning af bogen. Pludselig blev Saxo til en virkelig person for mig, og ikke bare en tegning af en langskægget gamling siddende i et tårnkammer, som jeg mødte ham i barndommen ved læsning af Ingemanns romaner. Næh, han var en ambitiøs og umådelig belæst fyr, der drog til et fransk universitet for at dygtiggøre sig. Han var blændende god til latin og havde sine forbilleder blandt de romerske krønikeskrivere.
I 1514 blev Saxos store værk trykt, og selveste Erasmus af Rotterdam roste udgivelsen og undrede sig i den sammenhæng over, hvordan en dansker fra den tidsalder kunne opnå en sådan veltalenhed. Værket har været igennem mange tolkninger gennem tiderne, men det lever stadig. Bogen afsluttes med en gennemgang af Saxos rolle som skribent af global interesse. En utrolig spændende historie, som jeg læste med stor interesse.
Brugernes anmeldelser