Anmeldelse
Jyske Lov af Helle Vogt
- Log ind for at skrive kommentarer
Kortfattet, men nuanceret og spændende gennemgang af Jyske Lovs indhold, historie og ideologiske betydning er særligt interessant, fordi den går i rette med sejlivede myter.
Bogen er en del af serien ’100 danmarkshistorier’, der sætter fokus på udvalgte dele af historien og præsenterer dem kortfattet på 100 sider. Forfatteren til denne bog er professor i retshistorie ved Københavns Universitet. Hun gennemgår indholdet af Jyske Lov, sætter det i relation til det middelalderlige samfund, og viser, hvilken betydning loven fik for eftertiden.
I følge en enkelt kilde blev loven stadfæstet af Valdemar Sejr i 1241 og var gældende helt frem til 1683, hvor lovgivningen blev samlet i Danske Lov gældende for hele riget. De ikoniske ord fra fortalen ”med lov skal land bygges” er blevet et nationalt symbol og et billede på ret og retfærdighed, og loven har spillet en rolle i den politiske debat fra slutningen af 1700-tallet og helt frem til i dag. Jyske Lov er endda optaget i ”Demokratikanonen” fra 2008. Her kan man (dvs. skoleeleverne) læse, at loven rummer forestillingen om en retsorden, der hviler på objektiv og suveræn retfærdighed. En udtalelse forfatteren nemt kan påvise er historieforfalskning, og hun er ikke bange for at kalde den for et bidrag til folkefordummelsen.
Forfatteren giver en god beskrivelse af den samtid, Jyske Lov blev til i, og som loven giver et enestående indblik i. Det var et samfund med enorme sociale forskelle, hvor kvinden havde lavstatus, og hvor husbonden bestemte suverænt over sit hushold. Havde man penge, gav loven mulighed for, at man kunne betale sig fra sine forbrydelser, og man kunne sværge sig fri, hvis man kunne få andre til at sige god for sig. Ikke just hvad man kunne kalde en demokratisk og retfærdig lov. At eftertiden har haft en interesse i at romantisere middelalderen og fremstille Danmark som et foregangsland på det demokratiske og retlige område har altså ikke rod i virkeligheden.
Bogen er interessant, fordi den piller ved nogle sejlivede myter. Mange har den opfattelse, at Jyske Lov var skelsættende, men Helle Vogt nuancerer billedet og sætter Jyske Lov ind i en historisk pålidelig kontekst. Nok var loven af betydning, men den var en del af hele komplekset af landskabslove og i virkeligheden en dansk version af et kristent, fælleseuropæisk tankegods.
Brugernes anmeldelser