Jødefejden

I 1819 kulminerede flere års jødehad til uroligheder med fysiske overfald og hærværk. Flot historieformidling af jødernes historie i Danmark af den tidligere seniorforsker ved Rigsarkivet.

Jøderne havde i lang tid været det eneste tilladte ikke-kristne trossamfund i Danmark. De blev tolereret, men var i visse kredse ildesete med deres anderledes påklædning og skikke. Mange nød dog kongens – Frederik VIs – gunst, og den første jødiske skole i Danmark blev opkaldt efter kongens datter, Caroline.

De fleste jøder var fattige, men en lille del tilhørte overklassen, og da de traditionelt beskæftigede sig med finansverdenen – jøder måtte ved lov ikke eje fast ejendom – var nogle af dem med til at støtte den skrantende nationaløkonomi med store lån.

Det fik store dele af befolkningen til at give jøderne skylden for den økonomiske krise i starten af 1800-tallet, og ikke mindst indenfor kunst og litteratur var der stærke antijødiske kræfter.

Indtil da havde Danmark ellers næsten været et mønsterland i behandlingen af jøder i forhold til resten af Europa, og det jødiske samfund fik flere og flere rettigheder.

Alt dette beskrives eksemplarisk i denne lille bog, der også ridser jødernes forhistorie i Danmark op og følger historien efter 1819. Vi bliver desuden præsenteret for en række nøglepersoner.

Som de øvrige bind i Aarhus Universitetsforlags '100 danmarkshistorier' er bogen rigt illustreret og det lille – for mig ukendte – stykke historie er flot formidlet af den tidligere seniorforsker ved Rigsarkivet.