Vi har samlet 6 romancebøger på lyd, som er lige til at forelske sig i.
Romancelitteraturen kan tage dig med ind i en verden af stormopspændende følelser og kærlighedsintriger. Vi har samlet seks romancebøger, der alle giver varme i kinderne i selv de koldeste måneder.
Strandlæsning
Sprudlende og sjov feel good-roman om at tro på kærligheden er også en roman om at finde sin egen stemme og acceptere sig selv og sit ophav. Man kan ikke andet end at tro på kærligheden og de lykkelige lige nu-øjeblikke efter at have læst denne roman.
Jeg har kysset Shara Wheeler
En dag kysser Shara højst overraskende Chloe for derefter at forsvinde. Hun er stukket af og har efterladt et puslespil, som Chloe, Rory og Smith skal samle. For hver besked de finder, lærer de lidt mere om, både hvor Shara kan være samt om Shara, hvis image som rektors perfekte datter er en omhyggelig vedligeholdt illusion. Sjov og underholdende ungdomsroman er en gedigen romantisk skattejagt med geniale queer-piger i hovedrollen.
Rødt hjerte, blåt blod
Casey McQuistons debutroman er en skøn queerromance fyldt af varme og humor - og karakterer som man ikke kan undgå at holde af. McQuiston tager en med hele vejen igennem følelsesregistret, så man både griner og græder og hepper på Alex og Henry og deres venner. Det er en bog fuld af kærlighed, hvor der er plads til de svære samtaler, hvor beskrivelserne af nogle af de udfordringer, man kan møde som LGBTQ+-person, er virkelig fine. Det er kort sagt en vaskeægte feel good-roman.
Call me by your name
Den sanselige kærlighedsroman udspiller sig i Norditalien 1983. Hvert år lægger 17-årige Elios forældre hus til sommerlogerende, studerende og undervisere, og da den karismatiske amerikaner Oliver flytter ind, pirrer han Elios følsomme væsen, og Elio forelsker sig hovedkulds i den syv år ældre mand. Bogen bag succesfilmen af samme navn er en dyb og sanselig skildring af forelskelsens og begærets inderste væsen.
Det ender med os
Måske har Colleen Hoover ikke revolutioneret kærlighedsromanen, men det er tæt på, for hun er i hvert fald en af grundene til, at genren hitter i disse år. ’Det ender med os’ er en stærk og smuk kærlighedsroman om at bryde mønstre og finde kærligheden af alle de rigtige grunde.
Evelyn Hugos syv ægtemænd
Storslået fortælling tager læseren med bag Hollywoods glamourøse facade og serverer sandheden om den skønne Evelyn Hugo. Den veldrejede Evelyn vendte hoveder, hvor end hun gik, og inden længe var brunetten blevet blondine, og de første filmroller tikkede ind.
Kommentarer