Rødt hjerte, blåt blod

Casey McQuistons debutroman er en skøn queerromance fyldt af varme og humor – og karakterer som man ikke kan undgå at holde af.

Skulle jeg beskrive ‘Rødt hjerte, blåt blod’ med ét ord, ville det være ”kærlig”. Historien om den amerikanske præsidentsøn Alex Claremont-Diaz, der havner i en international skandale sammen med engelske Prins Henry og en meget dyr bryllupskage, er nemlig skrevet med kærlighed. De to må foregive at være venner for at redde de to landes samarbejde, men venskabet bliver ægte, hvilket kun besværliggør de følelser, som ligger og ulmer under overfladen. Det er en kærlighedshistorie, og så er det en historie om at finde sin (queer)identitet, sin plads og rolle i familien, i samfundet. Det er en bog fuld af kærlighed, hvor der er plads til de svære samtaler, hvor beskrivelserne af nogle af de udfordringer, man kan møde som LGBTQ+-person er virkelig fine. Det er kort sagt en vaskeægte feel good-roman.

Dynamikkerne mellem Alex og Henry og deres venner er skøn, og som Alex og Henrys forhold ændrer og udvikler sig, kommer man kun til at holde mere af dem. Romanen er sat i, hvad der bedst kan beskrives som en idealistisk version af vores samfund, en slags alternativ historie, hvor den fiktive Ellen Claremont vandt præsidentvalget i 2016 og ikke Trump; en verden, hvor alle sociale uligheder bliver håndteret ualmindelig let – og ak ja, hvis det dog blot var sådan i vores verden.

Historien er i al sin eventyrlige sødme ret forudsigelig, for når tingene går galt, så bliver det hurtigt fixet igen – men det gør ikke bogen til en mindre god læseoplevelse. For det er virkelig skønt at læse en feel good-romance med så divers repræsentation – noget der ikke altid har været queerpersoner og POC’s (people of colour) forundt.

Man fornemmer tydeligt, at McQuiston er amerikaner for, mens beskrivelserne af det engelske monarki tydeligt er skrevet af en outsider, bliver man klogere på det politiske system i USA. Men der, hvor McQuiston virkelig excellerer, er i karakterbeskrivelserne og deres interaktioner. De fremstår som hele individer med hver deres stemme, og hun formår virkelig at ramme relationerne og jargonen mellem unge i 20’erne - noget der desværre ikke er vedligeholdt i oversættelsen fra engelsk til dansk. Sproget i den danske oversættelse virker til tider gammeldags og for formelt til to unge mænd i deres 20’ere, selv når disse er sønner i henholdsvis en royal og en præsidentfamilie.

På trods af Alex og Henrys på mange måder ualmindelige liv, så er deres følelser relaterbare, når læseren inviteres med ind bag de fine facader.

Det er en bog med meget på hjertet, og som vil rigtig mange forskellige ting, men det kan man sagtens se igennem fingre med, fordi det altoverskyggende tema om retten til at være sig selv og at elske, hvem man vil, står så stærkt. McQuiston tager en med hele vejen igennem følelsesregistret, så man både griner og græder og hepper på Alex og Henry og deres venner.

Det er en hjertevarm og queerromance fyldt med humor og et persongalleri, der ikke er til at stå for. Til alle læsere af en feel good-romance, og særligt til dem der godt kan lide klassiske romance-troper, som enemies-to-lovers, forced proximity, secret dating og coming out.