Kilimanjaro af Katrine Marie Guldager

En lille samling fremragende noveller, der krydsklipper mellem København og det Afrika, der har givet samlingen navn.

Katrine Marie Guldager er efter min bedste overbevisning en af vore mest spændende og påtrængende forfattere, der har en helt speciel force i sine noveller.

Samlingens noveller udspiller sig dels i det København, der lagde navn til Guldagers prisbelønnede novelledebut København fra 2004, mens andre udspiller sig under Afrikas himmel.

Blandt de første noveller i samlingen trænger navnlig èn sig på for mig, nemlig En adskilt person. Her flytter en mand ind i sin broders lejlighed, da denne er død, og der nu skal ryddes op. Han slæber ting til containeren, mens han genoplever sin fortid. Men efterhånden viser det sig, at projektet med at tømme lejligheden er et nærmest uoverstigeligt projekt, som han nu har været indlejret i i omtrent en måned - uden at det ser ud til, at han nogen sinde skal komme til vejs ende med det:

"Han kigger rundt i lejligheden og frygter, at oprydningsarbejdet aldrig holder op. Han frygter, at han aldrig kommer derfra".

Blandt de noveller, der udspiller sig i Afrika, trænger navnligt Dreng i Dar es Salaam sig på som måske samlingens mest suveræne lille kunstværk. Det er i virkeligheden en ganske enkel historie om en europæisk kvinde og hendes sorte tjenestepige og om forholdet mellem herre og tjener. Den hvide arbejdsgiver er optaget af at planlægge et egentlig ganske banalt middagsselskab. Men den sorte tjenestepige oplever at være nødt til at lade sig udnytte seksuelt i håbet om at kunne beholde sin søn. To så adskilte verdener! De er i samme hus, i samme rum, men de når aldrig hinanden, og den mulighed, der kunne være for at nå hinanden  på tværs af de to adskilte sfærer, realiseres aldrig. Historien er et rammende eksempel på Guldagers af og til frysende univers, hvor mennesker agerer ved siden af hinanden, men ikke sammen.

Guldager skriver i en neddæmpet og udramatisk stil, derfor gør det endnu større indtryk, når hun pludselig lader en passage fra indledningsnovellen Hjemkomst slutte så overraskende og brutalt som her:

"Han smed sig i en ruskindssofa, der var plettet af vin, sæd og menstruationsblod. Han faldt i søvn og drømte, at han slog nogen ihjel".

Uanset om vi befinder os i København eller i Afrika, kan Guldager tegne steder, stemninger og situationer så stærkt og sanset og skarpt, at scenen altid bliver virkelig.

Guldager udfolder sig i disse år flot og overbevisende i den stort anlagte krønike om søskendeparret Henry og Leonora fra Køge, som hun lagde ud med i 2010 med Ulven, et respektindgydende projekt, men det er mit personlige håb, at hun stadig vil udfolde sig i den novellegenre, som hun kan tilføre noget ganske særligt.