Lille hjerte af Katrine Marie Guldager

'Lille Hjerte' er en forunderlig familiekrønike hvori lys, mørke, magi og realisme mødes i en fortælling om engle og ulve.

Romanen er bind to i en planlagt serie og den uafhængige efterfølger til 'Ulven' fra 2010.

Centralt i fortællingen står stadig Faderen Peter, Moderen Lilly og deres tre børn.

Lilly forlader familien i Køge for at realisere sine kunstnerdrømme og kærligheden hos en gammel flamme i København. Tilbage står Peter med de to store børn: Henry der lider under voldsomme mareridt, og Leonora, der både savner og hader sin mor.

'Lille Hjerte' er en roman om skiftende kønsroller-og samfundsnormer, samt kernefamiliens forandringer i 1950'ernes provinsdanmark. Men det er også en fortælling om individets eksistentielle krise, kunsten og om kærlighedens fortrædeligheder.

Guldager forsøger sig her med en magisk-realistisk konstruktion - et næsten Blixensk univers og det lykkes tildels. I romanen optræder engle og ulve således side om side og netop dette forunderlige trylleri bør medføre et tvivlsspørgsmål hos læseren. Litteraturforsker Tzvetan Todorov argumenterer at tøven er fantastikkens første og ubestridelige betingelse og denne tvivl om hændelsernes sandfærdighed viser sig aldrig rigtigt for læseren. Derfor kommer det forunderlige ikke ordentligt i spil og det er ganske problematisk for romanens stemning og struktur.

Guldagers fortæller er en munter sniksnakkende fortolker, der fuldstændigt ødelægger, den i forvejen, svage forbindelse mellem magi og realisme. Guldager synes at miste herredømmet over sin evindeligt kommenterende romanstemme der overdøver den føromtalte nødvendige tøven. Hele konstruktionen ramler, idet den alvidende fortæller enten godtager eller affærdiger ethvert trylleri uden at tøve det mindste derved. De vidunderlige elementer synes således at eksistere parrallelt med realismen, og de to finder aldrig rigtigt hinanden.

Fortællingens stærkeste spor er historien om bruddet mellem mand og kone. Hele familien sættes på prøve, da Lilly ofrer dem alle for egne ambitioner. Det bliver til en sigende beretning om det problematiske parforhold - set igennem både voksne og børns øjne.

Sprogligt anes en fin noir-stemning der fungerer godt med de socialrealistiske skildringer. Der er noget melankolsk og tilnærmelsesvist gammeldags ved figurernes sørgmodige virkelighed. Men desværre har symbolikken en tendens til at blive overvældende og tung. Især hos Frøkenerne Lys og Mørke, hvor navnene er det indlysende eksempel på klodset og banal symbolik.

Jeg har en forkærlighed for magisk realisme, fantastik og det vidunderlige i litteraturen, så netop jeg burde måske være forført. Men desværre bliver min gennemgående fornemmelse af læseoplevelsen lidt ujævn og mat.