Lysgrænsen af Katrine Marie Guldager

70'erne på briksen - kan fortiden laves om? Katrine Marie Guldager har valgt at se sin fortid i øjnene, gået i psykoanalyse i 9 år og kommet helskindet igennem processen.

Det er der kommet en gribende roman ud af, selvom forfatteren er blevet advaret mod at fortælle historien, fordi hun dermed kunne risikere at tømme sit indre lager og dernæst helt miste lysten til at skrive. Det er den psykoanalytiske fortælling – eller hvordan man vælger at betegne bogen - et dementi af.

Katrine Marie Guldagers opvækst er typisk for 1970'erne: Veluddannede forældre, bofællesskaber, lilleskoler, venstreorienteret miljø, Femø, kvindefestivaler og Grevinde Danner. Af afgørende sjælelig betydning bliver familiens udstationering i Afrika, forældrenes skilsmisse og heraf følgende svigt. Som ung er det DKU, rejser til Latinamerika og især Cuba, der fylder.

Virkelighedens panser bliver brutalt revet op ved faderens uventede død i Danmark og venindens brutale nedskydning i Nicaragua. Nu begynder en indre og ydre rejse, der medfører 9 år i psykoanalyse.

"Frem for alt kan man ikke lade være med at tænke: Hvordan ville mit liv have været, hvis jeg havde været mig selv? Ville mine omgivelser have elsket mig, hvis jeg havde været besværlig, ond, håbløs? Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den enorme ansvarlighed, jeg allerede følte som trettenårig, måden jeg havde forsøgt at redde min forældres ægteskab, måden, jeg af Den Alternative Skole var blevet brugt som en lille, kompakt voksen, og til sidst også måden, hvorpå jeg meldte mig ind i DKU – for at redde verden. Beviserne på at have udviklet et selv, der var fuldstændig falsk for en trettenårig, var næsten for overvældende."

Forfatteren beskriver en fase, hvor hun er vældig optaget af Alice Miller: "Det selvudslettende barn" med tesen om det falske selv. Romanen inddrager både "Dantes Guddommelige Komedie" og psykoanalysens mange teoretikere med en mesterlig indsigt og empati. Vi er med på briksen hos hendes psykoanalytiker og næsten med på cyklen, når turen går hjemad efter de nøje fastlagte seancer.

Det er fornem formidling fra sindets lysgrænse, som er grænsen mellem det bevidste og det ubevidste. Bogens omslag af Hammershøi er prikken over i'et.

Gyldendal, 2007. 243 sider.