Fodrejse af H. C. Andersen

H.C.Andersens litterære gennembrud er et sprudlende værk, et festfyrværkeri af løssluppen fantasi, som ikke passer ind i nogen litterær genre.

Den purunge H.C.Andersen beskriver sin fodrejse fra Holmens Kanal til østpynten af Amager en iskold nytårsnat ved årsskiftet 1828-1829. Eller gør han? Er det i virkeligheden fri fantasi alt sammen, selv om der er et geografisk islæt? Undervejs springer han 300 år frem i tiden og tilbage igen, møder et væsen fra det ydre rum, låner 100-milestøvlerne af Jerusalems skomager, får et par briller med røntgensyn af Skt. Peder og meget mere.

Man får den tanke, at Andersen i virkeligheden afsøger, hvilke veje han skal gå for at undgå middelmådigheden og skabe udødelige værker i en verden, hvor der er trængsel på poesiens landeveje.

Allerede i begyndelsen af rejsen bliver digteren stillet over for et valg. Skal han vælge det sikre, jordbundne og fornuftige, eller skal han vove at følge fantasiens farefyldte vej. Han vælger naturligvis fantasien, og det kommer der nogle utrolige scener ud af. Med sig i lommen har han meget apropos to topografiske værker og en fantasifyldt roman af E.T.A. Hoffmann.

Når Andersen forvilder sig alt for langt op i fantasiens luftige verden, hænder det, at han bliver hevet håndfast ned på jorden igen, som da han er ved at stige op i en luftbåren drosche trukket af to kondorgribbe og opdager, at han i virkeligheden står og jokker i en harmfuld brødkones kurv. Til slut inviteres han af Døden til at besøge det land, hvorfra ingen er vendt tilbage, men han takker nej. Hans rejse er ikke slut, han har bøger, der skal skrives og et liv, der skal leves.

Det er en sælsom bog, som er svær at få hold på. Den rummer både humor og alvor, og læseren udsættes for et sandt bombardement af referencer til litteratur i mange afskygninger, ofte ukendt for den moderne læser. Andersen undser sig ikke for at drive gæk med læseren. Da han opdager, at bogen har 13 kapitler, tilføjer han skyndsomst et 14. kapitel, der ikke indeholder andet end en række kommaer, punktummer og andre tegn. Så kan læseren selv digte videre.

Bogen er absolut ingen ordinær rejsebeskrivelse, men i sine efterfølgende rejsebøger tager Andersen også fantasien til hjælp, blot i mere tæmmet form. Den lille bog er meget mere end en ung digters skriveøvelse. Den antyder, hvilke mangeartede poetiske talenter den unge Andersen rummer, som senere kommer til fuld udfoldelse i hans lyrik, dramatik, rejsebøger, romaner og ikke mindst hans eventyr.