Dyndkongens Datter af H. C. Andersen

'Dyndkongens Datter' er HC Andersens næstlængste eventyr, og det bliver af og til omtalt som ”tungt” og ”mindre vellykket”, men dets fascinationskraft fejler ikke noget.

Anbefalet af bibliotekar Lise Lotte Larsen, Taarnby Kommunebiblioteker

Lån bogen på

Dets idéindhold er kompliceret og dets komposition tilsvarende snedig, men H.C. Andersen formidler humoristisk og pædagogisk historien og dens stærke kontraster gennem et meget menneskelignende storkepar som er mindst ligeså tungnemme som vi er. Gjort med HC Andersens særlige blanding af indlevelse og ironi som man næsten ikke opdager før det er for sent, og man sidder og griner – af sig selv.

Eventyrets miljø og tid fortælles som det første. Vi er i Vildmosen i vikingetiden og vikles straks ind i et drama: Storkefar ser den ægyptiske prinsesse som han og storkemor kender fra deres træk sydpå, ankomme til Vildmosen i svaneham for at finde den blomst der kan helbrede hendes far. Hun bliver i stedet trukket ned i mosen af Dyndkongen, og som eneste livstegn finder storkefar på samme sted senere en lille nyfødt pige i en åkande. Han bringer hende til vikingefruen  hvor Helga vokser op, underlagt forbandelsen ved en dobbelt dobbeltnatur: om dagen er hun smuk som sin mor, prinsessen, men ond og vild som sin far, Dyndkongen. Om natten forvandles hun til en hæslig padde, men mild af sind.

Herefter følger fortællingen med storkene til Ægypten. Her foretager den et spring bagud i tid og forklarer de lærdes overvejelser over hvorfor det kan frelse kongen at sende hans datter mod nord efter moseblomsten. Det udmøntes i sentensen: ”Kærlighed føder liv, livet til faderen”. ”Det er en køn tanke” siger den altid velmenende storkefar. Mens storkemor der er hudløst ærligt selvcentreret, siger ”Jeg forstår den ikke rigtigt!…Og det er ikke min skyld, men tankens, dog det kan da også være det samme, jeg har andet at tænke på!” Og helt let går det heller ikke for storkefar da han prøver at forstå: ”han blev ganske tankefuld derved, lukkede øjnene halvt i og stod på ét ben en hel dag derefter; lærdommen var ham for svær at bære.”

Men som læseren allerede ved, gik det ikke som de lærde havde ventet. Vi følger igen storkene mod nord og springer 16 år frem i tiden. Helga er stadig dynd- og prinsessenatur i vekslende blanding og opfører sig om dagen som en af de barske hedninge fra de islandske sagaer. Men da en kristen præst bliver bragt til Vikingeborgen og skal ofres som fange, får den milde nat-Helga ondt af ham og flygter med ham, begyndelsen til hendes forvandling. Præsten forsøger med bønner og dåb at ophæve forbandelsen, men først da han dør under flugten, og Helga ved hans begravelse udtaler ordene ”Jesus Christ”, sker forvandlingen, og hun bliver helt prinsessedatter.

Herefter får fortællingen for alvor religiøse overtoner i en fantastisk natscene hvor hedenskab og kristendom konfronteres. Hedenske mytologiske skikkelser får liv, og præsten kommer Helga til hjælp fra de dødes rige. Sammen befrier de Helgas mor fra Dyndkongen. Mor og datter forenes, og de flyver til Ægypten med storkene.

I Ægypten viser Helga sig at være den blomst der bringer kongen til live igen. Prinsessens kærlighed til sin far og til slægten fødte i hendes forening med Dyndkongen det liv igennem hvilket kongen kunne leve videre. Og så må det næste vel være at Helga skal leve lykkeligt til sine dages ende med en smuk prins, så lykke og slægt kan forøges i det uendelige? En arabisk prins træder da også ind på scenen med stort følge og ”ildfulde, mørke øjne”. Men en ung brud der har hørt sin mor beskrive datterens undfangelse som et uhyggeligt mareridt med Dyndkongen som en mumieskikkelse ”sort som beg, sortglinsende som skovsneglen eller det fede, sorte dynd, Dyndkongen eller pyramidens mumie, jeg vidste det ikke. Han slyngede sine arme om mig og det var som om jeg måtte dø” – hun er måske mere tilbøjelig til at se op mod stjernerne end ind i mørke øjne? Det gør Helga i hvert fald på sin bryllupsdag og ser den døde præst stige ned for at fortælle hende om Himmeriges herlighed. Hun ønsker sig et blik derind, og selvom det kun føles som minutter, så er der gået mange 100 år inden hun løsriver sig og vender tilbage til en verden hun ikke kan genkende. Så ved solens første stråler stiger Helga igen - og nu for evigt – til himmels som en lysstråle, kun en visnet blomst bliver tilbage!

På den måde kommer dette eventyrs heltinde til at minde om Den lille Havfrue. De ønsker sig begge noget andet end det der er bestemt for dem, noget der transcenderer den almindelige, dødelige virkelighed, en udødelig sjæl eller et blik ind i Himmerige. Og vejen går for dem begge via en mand der bliver anstødssten til at deres ønske og livsmål viser sig ikke at kunne realiseres i denne verden. Havfruens prins fatter ikke hendes kærlighed, og præsten der hjælper Helga ud af hendes forbandelse, er helt igennem præst. Skræmt af Helgas skønhed bliver han aldrig den person af kød og blod der kan frelse hende til et almindeligt liv. Han frelser hende til Himmerige, hun får sin udødelig sjæl.

Jungianeren Eigil Nyborg forklarer HC Andersens verdensberømmelse med hans ”evne til med let hånd at føre sine læsere – store og små – tilbage til menneskesjælens evige urbilleder”. I Den indre linje i HC Andersens eventyr læser han eventyrene som udtryk for HC Andersens personlige, indre psykologiske landskab. Han mener at både Den lille Havfrue og Dyndkongens datter afspejler HC Andersens problemer med integrering af anima, en kvindelig figur i mandens ubevidste der betinger hans sjælelige udvikling og evne til at indgå virkelige forbindelser med virkelige kvinder. Derfor er disse to eventyrheltinder bygget til at finde lykken i det sjælelige, ikke ved prinsens side. (Og derfor blev HC Andersens eget virkelige liv levet på afstand af kvinder – siger Eigil).

Og måske er det fordi man får en vag fornemmelse af at der i eventyret rumsterer noget under overfladen som detonerer almindelige eventyrs almindelige lykkelige slutninger at det bliver kaldt ”mindre vellykket”? De fleste foretrækker nok - ubevidst - prinsessen (eller prinsen) og det halve kongerige frem for sjælens evige liv i et Himmerige der med digterens egne ord er af en art så ”ord kan ikke udsige det” .

Storkefar er godt tilfreds med slutningen, men synes det vigtigste er hvad ungerne synes, bedsteborgerligt optaget som han er af slægtens videreførelse. Men man kunne også godt forestille sig at digteren - ironisk - synes det samme. Hvad synes de kommende slægter om eventyrets påstand om at sjælen og dens udødelige liv findes? Tror vi på det? Et fascinerende spørgsmål der ikke er blevet uaktuelt endnu.

I 2004 er Dyndkongens datter udkommet i en smukt illustreret udgave; ill. er af Esben Hanefelt Kristensen. De stiliserede billeder understreger især fortællingens poetiske og symbolske karakter. Udgaven har en fin indledning ved Helge V. Quistorff om eventyrets tilblivelse og om HC Andersens rejse i Nordjylland. Selvom det er en billedbog, er den mest for voksne.
Vil man læse eventyret for børn, har Jens Andersen genfortalt det i en let forkortet og sprogligt moderniseret form i HC Andersens glemte eventyr. Flemming B. Jeppesen har illustreret meget flot i naturalistisk stil.

Benyttet udgave:

Udkom 1. gang i 1858 i en samling med titlen: Nye Eventyr og Historier. Første Række, Anden Samling

Andersen, H.C: Dyndkongens datter. Sesam, 2004. 75 sider, ill. af Esben Hanefelt Kristensen