Anmeldelse
Den ny tid af Katrine Marie Guldager
- Log ind for at skrive kommentarer
Tredje bind i den store familiekrønike fortsætter med fortællingen om hippierne og deres søgen efter det sande, det oprindelige og autentiske.
I familiekrøniken fra Køge, der lagde ud med ’Ulven’ og ’Lille hjerte’, er vi nu nået frem til 1967, "The summer of love". Som titlen antyder, præger de store omvæltninger i samfundet også denne suveræne del af krøniken. Henry er efter endt soldatertid flyttet til København. Her hænger han ud i hippiemiljøet, hvor de diskuterer indisk filosofi og Bob Dylans musikalske udvikling, spiser mikro makro mad og eksperimenterer med hash og LSD, deltager i LOVE-ins og gruppesex. Han har fået kontakt med sin halvbror Ulf, som han i perioder bor sammen med i nogle af kollektiverne. Leonora bor stadig i Køge. Hun har nu været gift i fem år med Klaus, og ægteskabet er stadig barnløst. Lilly, Leonoras mor, tror, det er med vilje; at Leonora simpelthen ikke vil give sin mor børnebørn. Men Leonoras far tror, han ved, at Leonora engang fik en abort. Han tør bare ikke spørge hende.
Det er symptomatisk for denne familie. De tør ikke rigtigt tale sammen. Et eller andet sted drømmer de vel alle om, at de efter de hårde, splittede år igen kan være en slags familie. Men de tør ikke. Bogen kulminerer med fejringen af Lillys 50-års fødselsdag. Peter har, selvom de nu har været skilt i en del år, insisteret på at holde fødselsdagen, og Lilly har ladet ham gøre det. Peter har stået for invitationerne og til festen sker der en del overraskende ting. Dette kunne have udløst lidt mere åbenhed og ærlighed i familien, men jeg er bange for, det ikke sker.
Katrine Marie Guldager er en virkelig god fortæller. Skildringen af ungdomsoprørets og blomsterbørnenes tid er rigtig god, forfatteren fortæller loyalt og fint om hippiernes kamp for fri udfoldelse, om deres søgen efter det sande, det oprindelige, det autentiske. Om drømmen om kærlighed til alle, og om uskylden ved de drømme. Men hun lader også Henry ane nogle af de store farer forbundet med stofferne. At når de er inhaleret, spist, drukket eller sprøjtet ind i årerne, så er der ikke andet tilbage af dem end fysiske abstinenser, en sårbar krop og et tørt svælg. Ingen større indsigt eller samfundsforandring.
Det har været en stor fornøjelse at læse de tre første bind i denne familiehistorie, der ifølge medfølgende forlagsmateriale er planlagt til otte bind. Jeg glæder mig meget til at læse næste bind. Måske jeg får lidt mere at vide om Lille-Ib, familiens efternøler, der er blevet 22 år, men stadig ikke rigtigt hører med.
- Log ind for at skrive kommentarer
Tredje bind i den store familiekrønike fortsætter med fortællingen om hippierne og deres søgen efter det sande, det oprindelige og autentiske.
I familiekrøniken fra Køge, der lagde ud med ’Ulven’ og ’Lille hjerte’, er vi nu nået frem til 1967, "The summer of love". Som titlen antyder, præger de store omvæltninger i samfundet også denne suveræne del af krøniken. Henry er efter endt soldatertid flyttet til København. Her hænger han ud i hippiemiljøet, hvor de diskuterer indisk filosofi og Bob Dylans musikalske udvikling, spiser mikro makro mad og eksperimenterer med hash og LSD, deltager i LOVE-ins og gruppesex. Han har fået kontakt med sin halvbror Ulf, som han i perioder bor sammen med i nogle af kollektiverne. Leonora bor stadig i Køge. Hun har nu været gift i fem år med Klaus, og ægteskabet er stadig barnløst. Lilly, Leonoras mor, tror, det er med vilje; at Leonora simpelthen ikke vil give sin mor børnebørn. Men Leonoras far tror, han ved, at Leonora engang fik en abort. Han tør bare ikke spørge hende.
Det er symptomatisk for denne familie. De tør ikke rigtigt tale sammen. Et eller andet sted drømmer de vel alle om, at de efter de hårde, splittede år igen kan være en slags familie. Men de tør ikke. Bogen kulminerer med fejringen af Lillys 50-års fødselsdag. Peter har, selvom de nu har været skilt i en del år, insisteret på at holde fødselsdagen, og Lilly har ladet ham gøre det. Peter har stået for invitationerne og til festen sker der en del overraskende ting. Dette kunne have udløst lidt mere åbenhed og ærlighed i familien, men jeg er bange for, det ikke sker.
Katrine Marie Guldager er en virkelig god fortæller. Skildringen af ungdomsoprørets og blomsterbørnenes tid er rigtig god, forfatteren fortæller loyalt og fint om hippiernes kamp for fri udfoldelse, om deres søgen efter det sande, det oprindelige, det autentiske. Om drømmen om kærlighed til alle, og om uskylden ved de drømme. Men hun lader også Henry ane nogle af de store farer forbundet med stofferne. At når de er inhaleret, spist, drukket eller sprøjtet ind i årerne, så er der ikke andet tilbage af dem end fysiske abstinenser, en sårbar krop og et tørt svælg. Ingen større indsigt eller samfundsforandring.
Det har været en stor fornøjelse at læse de tre første bind i denne familiehistorie, der ifølge medfølgende forlagsmateriale er planlagt til otte bind. Jeg glæder mig meget til at læse næste bind. Måske jeg får lidt mere at vide om Lille-Ib, familiens efternøler, der er blevet 22 år, men stadig ikke rigtigt hører med.
Kommentarer