Analyse
Guldager, Katrine Marie - København
Novellerne i Katrine Marie Guldagers 'København' handler om moderne mennesker og om, hvor forskelligt skæbnen behandler os med de valgmuligheder, vi trods alt har.
Katrine Marie Guldager debuterede i 1994 med digtsamlingen 'Dagene skifter hænder'. Derefter har hun været produktiv med bredtfavnende udgivelser, der både indbefatter lyrik, prosadigte, noveller, skuespil, romaner og børnebøger. 10 år efter sin debut vandt hun kritikerprisen 2004 med novellesamlingen 'København', der på én gang er et skævt, poetisk og realistisk billede af storbyen København med fokus på menneskers flygtige passeren forbi og gennem hinandens universer.
I 'København' indgår elleve noveller, der alle hænger indbyrdes sammen. Personer, der er i centrum i én novelle, kan optræde som perifere figurer i en anden. I "Nørreport" møder vi Bitten med det røde halstørklæde, der skal mødes med en veninde, og som krydser drengen, der sidder på stentrappen. Han mister snart sin tand, som han lykkeligvis finder igen i Stengade. Senere i "Kysselæber" overvejer Bitten skilsmisse fra sin mand, Boris. Den ældre dame, som lige har passeret Bitten ved Nørreport station, fejer en fjer af sin støvle, den fjer – eller måske en anden – som føreren af den grønne bil fjerner fra halsen lige inden "Sammenstødet" med den svævende kvinde.
Således består novellerne af glimtvise nedslag i hverdagens København. Der er ingen kronologisk forbindelse imellem novellerne, der er snarere tale om en art samtidighed, hvor synsvinklen skifter i takt med, at folk krydses. Det gennemgående tema er mødet mellem storbyens eksistenser, der dog aldrig kommer rigtig tæt på hinanden. Det er, som om de alle befinder sig i hinandens periferi. I "Sammenstødet" sidder datteren da også ved køkkenbordet og føler sig gennemsigtig.
Det er netop i spændingsfeltet mellem møde og ikke-møde, i spændingsfeltet mellem det minimalistiske, realistiske og poetiske sprog, at København og dens beboere karakteriseres. De personlige relationer, eller mangel på samme, tematiseres ved fortællinger om skilsmisser, utroskab og et yderst kompliceret valg af en blomsterbuket, samtidig med, at adfærden i storbyens offentlige rum problematiseres - det rum, novellernes personer, såvel som alle andre københavnere, nødvendigvis træder ind i, når de træder udenfor.
"Når han pludselig greb hendes kæbe og trak hende ind til sig, var det egentlig ikke, fordi han havde lyst til at kysse hende. Det var mere for at få hende til at holde kæft."
Således lukker Katrine Marie Guldager 'København', men det skulle heldigvis ikke vare længe, før hun åbnede munden igen. Allerede i 2005 udkom hendes næste novellesamling 'Kilimanjaro', der med samme elegance og indsigt tager stilen op fra 'København'.
Skrevet af stud.mag. Louise Debois Frejlev Nielsen
Novellerne i Katrine Marie Guldagers 'København' handler om moderne mennesker og om, hvor forskelligt skæbnen behandler os med de valgmuligheder, vi trods alt har.
Katrine Marie Guldager debuterede i 1994 med digtsamlingen 'Dagene skifter hænder'. Derefter har hun været produktiv med bredtfavnende udgivelser, der både indbefatter lyrik, prosadigte, noveller, skuespil, romaner og børnebøger. 10 år efter sin debut vandt hun kritikerprisen 2004 med novellesamlingen 'København', der på én gang er et skævt, poetisk og realistisk billede af storbyen København med fokus på menneskers flygtige passeren forbi og gennem hinandens universer.
I 'København' indgår elleve noveller, der alle hænger indbyrdes sammen. Personer, der er i centrum i én novelle, kan optræde som perifere figurer i en anden. I "Nørreport" møder vi Bitten med det røde halstørklæde, der skal mødes med en veninde, og som krydser drengen, der sidder på stentrappen. Han mister snart sin tand, som han lykkeligvis finder igen i Stengade. Senere i "Kysselæber" overvejer Bitten skilsmisse fra sin mand, Boris. Den ældre dame, som lige har passeret Bitten ved Nørreport station, fejer en fjer af sin støvle, den fjer – eller måske en anden – som føreren af den grønne bil fjerner fra halsen lige inden "Sammenstødet" med den svævende kvinde.
Således består novellerne af glimtvise nedslag i hverdagens København. Der er ingen kronologisk forbindelse imellem novellerne, der er snarere tale om en art samtidighed, hvor synsvinklen skifter i takt med, at folk krydses. Det gennemgående tema er mødet mellem storbyens eksistenser, der dog aldrig kommer rigtig tæt på hinanden. Det er, som om de alle befinder sig i hinandens periferi. I "Sammenstødet" sidder datteren da også ved køkkenbordet og føler sig gennemsigtig.
Det er netop i spændingsfeltet mellem møde og ikke-møde, i spændingsfeltet mellem det minimalistiske, realistiske og poetiske sprog, at København og dens beboere karakteriseres. De personlige relationer, eller mangel på samme, tematiseres ved fortællinger om skilsmisser, utroskab og et yderst kompliceret valg af en blomsterbuket, samtidig med, at adfærden i storbyens offentlige rum problematiseres - det rum, novellernes personer, såvel som alle andre københavnere, nødvendigvis træder ind i, når de træder udenfor.
"Når han pludselig greb hendes kæbe og trak hende ind til sig, var det egentlig ikke, fordi han havde lyst til at kysse hende. Det var mere for at få hende til at holde kæft."
Således lukker Katrine Marie Guldager 'København', men det skulle heldigvis ikke vare længe, før hun åbnede munden igen. Allerede i 2005 udkom hendes næste novellesamling 'Kilimanjaro', der med samme elegance og indsigt tager stilen op fra 'København'.
Skrevet af stud.mag. Louise Debois Frejlev Nielsen
Kommentarer