Bog

Mørket kalder

Af (
2018
)

Anmeldelse

Mørket kalder af Michael Katz Krefeld

28 nov.18

Ny selvstændig krimi af en af Danmarks bedste spændingsforfattere. Successerien om Ravn er lagt på hylden, men denne mere dystre historie er absolut også værd at kaste sig over.

Michael Katz Krefeld startede som filmmanuskriptforfatter, og indtil nu har han ni krimier bag sig, som alle er blevet enorme successer. Især har serien om privatopdageren Ravn i den grad vundet krimilæsernes hjerter, og Krefeld fik således da også fuldt fortjent Krimimessens Publikumspris 2018.

Krefeld tilhører den eksklusive skare af danske mandlige krimiforfattere som f.eks. Kazinski, Jesper Stein, Jussi Adler Olsen m.fl., hvor der altid er garanti for god og velskrevet underholdning. Hans nye historie er ingen undtagelse, og selvom tonen er meget mere alvorlig, og der også bliver sat spørgsmålstegn ved politisk korrekthed, moral og selvtægt, er bogen igen særdeles spændende og underholdende.

Den nyudnævnte politikommissær Cecilie Mars involveres i en voldtægtssag. Den formodede gerningsmand har tidligere været i politiets søgelys, men beviserne mod ham er sparsomme, og også denne gang går han fri. Den frustrerede Cecilie vælger at overvåge ham i en sen nattetime og bliver vidne til, at han kører galt. Manden er hårdt kvæstet og sidder fastspændt i bilen, men formår alligevel at provokere Cecilie så meget, at hun tildeler ham et slag og derefter kører fra ulykkesstedet.

Manden dør, men nogen har filmet Cecilies optræden på ulykkesstedet og truer nu med at offentligere filmen, hvis ikke Sofie hjælper ham med at få uskadeliggjort andre seksualforbrydere.Cecilie er snart viklet ind i et fatalt spil, hvor den ukendte, der kalder sig Lazarus, manipulerer hende til at udføre hans skræmmende agenda. Cecilie må i et kapløb med tiden forsøge at finde hans identitet, samtidig med at hun mere og mere kommer til at fremstå som den egentlige gerningsmand.

Krefeld leverer igen et på alle måder suverænt og meget overbevisende stykke arbejde. Bogen er umiddelbart et at læse, spændende og svær at lægge fra sig, og det hele krydres med, at man smart ledes fra den ene mistænkte til den anden, inden Lazurus’s rigtige identitet røbes.

Temaet omkring selvtægt, og det at de modbydelige forbrydere får deres velfortjente straf, er jo en problematik som man sagtens kan bifalde, men samtidig sætter det også nogle meget vedkommende tanker i gang omkring moral og retssamfund. Hovedpersonen Cecilie er skildret indlevende og interessant, og i det hele taget er der ikke en finger at sætte på endnu et meget vellykket produkt fra Krefeld.

Dansk krimi når det er allerbedst.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
54945094
ISBN
9788711691939
Antal sider
353

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer