Anmeldelse
Afsporet af Michael Katz Krefeld
- Log ind for at skrive kommentarer
Atypisk hovedperson og flot komponeret handling. Ny krimiserie fra én af Danmarks bedste spændingsforfattere er et særdeles behageligt og spændende bekendtskab.
Kriminalbetjent Thomas Ravnsholdt, kaldet Ravn, er sendt på sygeorlov, efter at hans kæreste Eva blev myrdet under et hjemmerøveri. Mordet er aldrig blevet opklaret, og Ravn er nu ved at gå til i druk og selvbebrejdelser. Han har søgt tilflugt på sin gamle husbåd sammen med sin hund Møffe – en aldrende, overvægtig engelsk bulldog med kroniske maveproblemer.
Alle forsøg på at få Ravn på fode igen synes forgæves, indtil bartenderen Johnson beder om hjælp til at få fundet en ung prostitueret, Marja, som har været sporløst forsvundet i flere år.
Ravn påtager sig modvilligt og hæmmet af adskillige omgange tømmermænd opgaven, og hans efterforskning tvinger ham ned i den københavnske underverden med østeuropæiske bander, narkotika og prostitution. Det ser ud til, at Marja er blevet solgt til storforbryderen, Slavros, som har et netværk af bordeller i hele Europa. Slavros mest permanente tilholdssted synes dog at være Stockholm, og Ravn tager nu til den svenske hovedstad i håb om at finde flere spor. Ravns efterforskning kompliceres af, at han må agere på egen hånd, at Slavros indtil nu altid har formået at undgå politiets søgelys og ydermere af, at en seriemorder i årevis har hærget Stockholm – og seriemorderens foretrukne ofre synes at være prostituerede.
Michael Katz Krefeld fik sit helt afgørende gennembrud med de foreløbig to spændingsromaner om Storm og Bergman. Denne serie skulle på ingen måde være afsluttet, så på forhånd kunne man måske frygte, at denne nye roman (som ”kun” er på lidt over 300 sider), ville være en slags frikvarter for forfatteren. Dette er nu på ingen måde tilfældet!
Krefeld leverer igen et på alle måder suverænt og meget overbevisende stykke arbejde. Handlingen er smart skruet sammen med sine tre fokuspunkter: Seriemorderens startende i 1979, Marjas fra 2010 og frem samt Ravns i 2013. Selvom man nok fornemmer, at nævnte personers veje skal krydses, så formår forfatteren alligevel et tilføje det forudsigelige noget totalt uventet.
Skildringen af Marjas forfærdelige tilværelse som prostitueret, og den menneskehandel, der ligger bag, er både skræmmende og tankevækkende. Især Ravns person og dybe sorg står lyslevende og vedkommende for læseren, men alligevel lykkes det indimellem forfatteren at tage brodden af den i virkeligheden forfærdelige historie ved at tilføje lidt stille humor. Hunden Møffe er et udmærket eksempel, og skildringen af Sverige som et sted, hvor der kun bor for mange elge og nynazister, er et andet.
Dansk krimi når det er allerbedst.
Brugernes anmeldelser