Sort sne falder

Fortsættelsen af ’Protokollen’ er en nervepirrende konspirationsthriller om det danske samfund, demokratiets berettigelse og etniske modsætninger. Uhyre vedkommende og giver stof til eftertanke.

Politikeren Peter Levin bliver lige før folketingsvalget udsat for et knivattentat. Han overlever, og takket være den efterfølgende sympati kommer han i folketinget, og hans lille parti tordner frem.

Knivstikkeren lokaliseres hurtigt af PET, og da Katrine Bergman oven i købet får et anonymt tip om, hvor han befinder sig, synes sagen opklaret. Knivstikkeren findes dog død, tilsyneladende for egen hånd, men den nærmere efterforskning tyder på mord.

Sagen tager nu en helt uventet drejning og involverer bl.a. Storms afdøde far, en verdensberømt arkitekt. Noget kunne tyde på, at det såkaldte Råd og deres protokol er på spil igen, og at en udspekuleret og omfattende plan er sat i værk for at omstyrte det danske demokrati. Disse planer synes også at omfatte oberst Løvengren, som stod bag attentaterne i den første bog, og med hjælp fra Rådet pønser han på en spektakulær flugt fra det ellers topsikrede fængsel.

Storms og Katrines efterforskning fører dem til magtfulde mænd i det danske erhvervsliv og tidligere ansatte i Forsvarets efterretningstjeneste, og alt sammen synes at pege i retning af Grønland og begivenheder fra den kolde krigs tid, hvor en atombombe efter et flystyrt i 60’erne synes at være forsvundet.

Bogen, der er en direkte fortsættelse til ’Protokollen’, er elementært nervepirrende og svær at lægge fra sig. Handlingen er kompleks og indviklet, men det hele går smukt op i en højere enhed til sidst, og den stramme komposition med skiftende fokus på de forskellige personer i korte kapitler og afsnit - og med det ene spændingsklimaks efter det andet - fungerer i den grad. Forfatterens evne til at lade sin historie bygge på faktuelle forhold og begivenheder gør bogens handling troværdig, og det kunstneriske kneb med lige pludselig at dreje plottet 180 grader er intet mindre end genialt.

Hovedpersonerne Storm og Bergman virker særdeles troværdige, om end hun måske er lige lovlig sejlivet og barsk skildret. Endelig er skildringerne af det danske samfund, demokratiets berettigelse og diverse etniske modsætninger (problemstillinger man konstant hører om i medierne) uhyre vedkommende og giver læseren noget at forholde sig til og tænke over.

Man glæder sig allerede til nummer tre i serien.