Bog

Nattens udyr

Af (
2020
)

Anmeldelse

Nattens udyr af Michael Katz Krefeld

16 nov.20

Der er ikke en finger at sætte på endnu en meget vellykket krimi fra Katz Krefeld, der ovenikøbet er særdeles aktuel i disse #MeToo tider.

Bogen ’Mørket kalder’ om kriminalkommissær Cecilie Mars har fået en fortsættelse, som med sin nervepirrende og intense handling i den grad er svær at lægge fra sig.

Michael Katz Krefeld har adskillige gange fået litteraturpriserpriser, senest her i år Mofibo Award, for sine krimier, og især serien om privatopdageren Ravn har vundet læsernes hjerter.

Ravn-serien kunne man kalde ”hyggelige” krimier med nogle elskelige figurer. Serien om Cecilie Mars er så at sige næsten det modsatte med en mørk og dyster tone og et næsten kulsort univers. Dertil kommer, at hovedpersonen, der mildt sagt går sine egne veje både bander og svovler, tager kokain, og i det hele taget på sin egen selvtægtsagtige måde formår at begå sig blandt rockere og barske forbrydere.

Denne nye historie er ovenikøbet særdeles aktuel i disse ”MeToo” tider, hvor der i den grad er fokus på seksuelle krænkelser sat op imod en handling, der skildrer en ekstrem og yderligtgående gruppes modsvar.

Politikommissær Cecilie Mars involveres i en række mord på kvinder, og det viser sig meget hurtigt, at der er en sammenhæng med alle drabene. Alle spor fører frem til et hemmeligt selskab ”Enhjørninge-selskabet”, som består af såkaldte incels, der har et ekstremt og hadefuldt syn på alle kvinder.

Selskabet, der kommunikerer via det såkaldt sorte net, har tilsyneladende mange tilhængere, og det bliver hurtigt klart, at der planlægges en voldelig forbrydelse på Valentins Dag. Problemet er bare, at det er svært at finde frem til selskabets medlemmer, og Cecilie må ty til ikke helt lovlige midler. Men hendes kontante og kompromisløse stil skaber hende hurtigt en lang række fjender, også indenfor politiets egne rækker.

Krefeld leverer igen et på alle måder suverænt og meget overbevisende stykke arbejde. Bogen er umiddelbart let at læse med spænding og tempo og er svær at lægge fra sig, og det samlede indtryk er en særdeles effektiv krimi, der til fulde viser, at forfatteren kan sit krimikram.

Temaet omkring disse mænd, der hader kvinder og går til yderligheder, og som tilsyneladende findes derude med deres helt eget sprog og ritualer er både særdeles aktuelt men også temmelig skræmmende.

Hovedpersonen Cecilie er skildret indlevende og interessant, og hun minder på mange måder om Lisbeth Salander fra ’Mænd der hader kvinder’. Hun er måske lige en anelse for rå og heltindeagtig men passer omvendt perfekt ind i bogens tema og tone.

Bogdetaljer

Forlag
Lindhardt og Ringhof
Faustnummer
48839797
ISBN
9788711988930
Antal sider
359

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelse
Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer