En anden sol

I en forrygende og farverig historie får læserne her en selvstændig fortsættelse af 'Himlen brændte', hvor naturvidenskaben indgår et fordomsfrit partnerskab med fantasien.

Ib Michael erklærer sig i stor gæld til Jules Verne og viser det bl.a. ved at udstyre denne roman med illustrationerne fra den første udgave af 'En verdensomsejling under havet'. Fortælleren, Alexander, en naturvidenskabsmand, der er gået lidt i frø, finder uventet ud af, at han er søn af en russisk indvandrer og ud af en slægt med en usædvanlig naturvidenskabelig begavelse. Men også med en hel del penge, så en arv sender ham af sted på et togt, der bl.a. giver ham en verdensomsejling under havet i selskab med nogle måske tvekønnede, sexede skabninger, der kommunikerer med telepati. Det er en drengebog, og det er en eventyrhistorie, der går over stok og sten, spænding, fantasy og naturvidenskab i en skøn blanding. Om den ender godt? Tja…

Historien er en slags selvstændig fortsættelse af 'Himlen brændte', og den tager sit udgangspunkt i et meteornedslag, eller hvad det nu var, der lagde store områder øde i Sibirien i 1908. Vores helt og fortæller i denne historie, Alexander, en deprimeret, rastløs og ubeskæftiget akademiker, finder som 41-årig ud af, at hans biologiske far var den charmerende russiske bager på Strandvejen. Men også at hans slægt kunne noget med fysik, bl.a. atomfysikeren Irina, som vi fulgte i 'Himlen brændte'. Alexanders russiske arv giver ham mulighed for at tage til det Thailand og den lille hytte i vandkanten, hvor vi læsere altid har hørt, at Ib Michael tilbringer sine vintre. Her møder Alexander mange skæve eksistenser, en af de særeste er den japanske dykkerpige Ichi, som han falder pladask for.

Hertil var jeg tæt på at tænke: Murakami! Alt beskrives lakonisk og det fantastiske aldeles ubesværet. Men så rykker Jules Verne lidt efter lidt ind på scenen. Alexander bliver bogstaveligt talt fisket ud af en tropisk storm af Ichi og finder sig pludselig ombord på et undervandsfartøj nærmest under kommando af Kaptajn Nemo og med en slags Noahs Ark. Fantasyelementerne bragte mig fluks tilbage til mine unge dages mange oplevelser med denne genre.

Forfatterens tætte tilknytning til havet og samhørighed med dets skabninger læser man i hver eneste linje i beskrivelserne, kommunikationen med den store blæksprutte er tæt på rørende. Her oplever jeg 100 procent ægthed, kærlighedssekvenserne derimod hører mere hjemme i drengebogen. Men det gør da ikke noget. Jeg følte mig rigtig godt underholdt, historien er spændende, fantasyelementerne fungerer fint. Jeg måtte til sidst erkende, at jeg heldigvis ikke er blevet for gammel til den genre. (Det er forfatteren heller ikke, han er gået hen og blevet 70, men han har jo også været i mit litterære landskab "altid") Skøn læseoplevelse.