Paven af Indien

I "Paven af Indien" fortæller Ib Michael historien om den fordrevne, sydamerikanske inkaprins Don Felipe, der i starten af det syttende århundrede skriver et langt brev til den spanske konge om inkaernes verden, før og efter spanierne kom og spolerede deres kultur. Da brevet er færdigt, begiver prinsen sig ud på en lang rejse for at aflevere det i Lima. Brevet bliver til værket "Inkakrøniken", som af forunderlige grunde er havnet på Det Kongelige Bibliotek i København. Værket skulle sikre Inkariget mod glemsel, og med Ib Michaels roman pustes der nyt liv i den gamle krønike. Jeg kan derfor anbefale, at man kaster et blik på håndskriftet sideløbende med læsningen af romanen. Selvom historien er fængende i sig selv, får den en ekstra dimension, når man kigger på det gamle skrift.

Ligesom så ofte før i Ib Michaels forfatterskab udspiller handlingen sig i en fremmed kultur. I modsætning til spaniernes destruktive møde med inkakulturen lader Ib Michael læseren møde det fremmede som en inspiration og en bevægelse – noget som gør os både større og rigere. Ødelægger man som spanierne - eller måske som os i vesten i dag - et folks sprog og kultur, svarer det nærmest til udslettelse. For menneskets identitet afhænger af sproget og kulturen, synes forfatteren at sige med romanen.

Beskrivelsen af det fremmede er gennemsyret af den sanselighed, som vi finder i alle Ib Michaels værker. Romanen er fyldt med overraskende vendinger, og den er meget levende og fantasifuldt fortalt.

"Paven af Indien" er en rigtig god roman om historien bag Inkakrøniken og kampen mod undertrykkelse og uretfærdighed. Og som altid når man befinder sig i Ib Michaels fantastiske univers: Historien om mennesker og deres grundvilkår, livet, døden, sorgen, mødet med det fremmede og alt det, der ligger udover eller bagved. Gyldendal, 2003. 327 sider. Kr. 298,-