Spørgsmålene er udarbejdet af Nanna Søndergaard Larsen fra Brøndby Bibliotekerne
OBS! Læs ikke spørgsmålene, før du læser bogen, da de delvist afslører plottet
Form, genre og skrift
Hvordan ville du beskrive stemningen i romanen?
Fortælleren skriver fra et senere tidspunkt end det hun skriver om, derfor kan hun antyde ting, der for os som læsere ligger fremme i tiden. Hvad gør det ved oplevelsen af teksten?
Hvem skriver fortælleren til og hvorfor skriver hun?
På trods af romanens dagbogsagtige karakter, og at den er skrevet på baggrund af noter i en kalender, er den skrevet uden ophold. Hvorfor tror du, at fortælleren ikke skelner grafisk mellem dagene? Hvordan påvirker det læseoplevelsen?
Hvilken genrebetegnelse ville du give bogen? Hvorfor?
Menneskelighed & kvindeliv
Hvilket liv levede fortælleren inden væggen og hvilken slags kvinde var hun?
Var fortælleren lykkelig inden væggen? Er hun lykkelig efter væggen?
Væggen er en såkaldt robinsonade – en fortælling om et menneske, der lever afskåret fra resten af samfundet. Hvad kan beretningen om det isolerede menneske fortælle os om menneskelighed og dét at være menneske?
Hvordan forsøger fortælleren at bevare sin menneskelighed? Lykkes det hende at bevare den, eller bliver hun mindre menneskelig i løbet af romanen?
Forholdet til andre levende væsener
Fortælleren håber på at blive reddet eller fundet af andre mennesker, og at andre mennesker en dag vil læse hendes beretning, men da hun så til sidst møder et andet menneske, slår hun ham ihjel. Hvad har ændret sig? Har hun opgivet håbet? Hvorfor slog manden Tyr ihjel?
Fortælleren knytter sig enormt stærkt til de dyr, der lever med hende bag væggen. Hvad er det for nogle fællesskaber, der bliver skabt og hvad er deres funktion? Hun beskriver ofte omsorgen for dyrene som en byrde, hun har påtaget sig. På hvilken måde er det en byrde? Mener fortælleren også, at den omsorg, hun ydede for sine børn og sin mand inden væggen, var en byrde? Er du enig i, at omsorg og dét at yde omsorg er en byrde? Eller i mindste fald en form for arbejde?
Krig & kriser
Hvad er væggen?
Jagthyttens lager af forråd eksisterer pga. Hugos ængsteligheder over for en mulig atomkrig og fortælleren laver flere forbindelser mellem livet bag væggen og livet under og efter krigen. Hvordan præger Anden Verdenskrig, efterkrigstiden og den kolde krig romanen? Synes du romanen handler om krig?
Synes du den handler om kriser? I så fald hvilken slags kriser?
Hvordan ville du klare dig, hvis du befandt dig i fortællerens situation?
Kommentarer