Min mors sidste dage

Tag med på en imponerende tour de force gennem Amsterdams natteliv og en desperat søns fortvivlede kamp for at opfylde sin døende mors sidste ønsker og forventninger.

Islændinge har det åbenbart med alkohol i udlandet lidt ligesom svenskere, når de har krydset broen: Alt, hvad man ikke når at drikke, svarer til at gå glip af det firdobbelte af prisen. Og det har Hermann Willyson på 37 og hans mor overhovedet ingen intentioner om! Hermann er en fraskilt og falleret ejendomsmægler, der er flyttet hjem på Mors kvistværelse, mens Eva, hans mor, er en farverig kvinde med hang til alt det alkohol, der på nogen mulige måder kan indtages - og til Milan Kundera.

Da Eva til sin egen store overraskelse bliver ramt af uhelbredelig knoglekræft, nægter hun at tage mod livsforlængende behandling. I stedet vender Hermann tilværelsens ulidelige ladhed til ét formål: At gøre Mor lykkelig i de sidste dage, hun lever. Og som et sidste håb finder han et kombineret behandlingscenter og hospice i Holland, i nærheden af Amsterdam.

I dette mekka af en herregårdsidyl, hotel med udsigt til kanalen i Amsterdam, billig sprut og løse forbindelser, finder Hermann og hans mor ro et stykke tid. Behandlingen virker tilsyneladende godt på Eva, det samme gør alkoholen og alle de beundrende blikke, hun får. Hermann har lidt svært ved at følge sin mors tempo indtil det øjeblik, hvor behandlingen har vist sig nyttesløs. Da tager han for alvor revanche, og tilbringer en afmægtig uge i konstant rus, sluttende i armene på en midaldrende luder, som forsyner ham med fladlus.

Og intet han hidtil har gjort giver hans mor større glæde, end at han ’ofrer sig for pøblen’, og at hans bytur, ’dette bemærkelsesværdige mindesmærke over opholdet i Amsterdam, slutter i favnen på en prostitueret.’

Denne nedtur for både Hermann og Mor falder sammen med den generelle nedtur for Island – charlatanerne fra bankverdenen støder til, og de når både at udhule Hermanns økonomi og at redde den igen. Da han ikke bryder sig om dem, har han advaret behandlingscenteret mod at sætte pengene i islandske banker, og det giver ham nu en del good-will.

Og selvom opholdet ender som det gør for de fleste på et hospice, så får det alligevel vendt Hermanns liv til noget bedre – der er håb forude. Han er for altid flyttet ud af sin mors kvistværelse og har fået en værdi i sig selv, og finder den ikke kun i de stærke kvinder, han hidtil har omgivet sig med.