Bog

Laksefiskeri i Yemen

Af (
2012
)

Anmeldelse

Laksefiskeri i Yemen af Paul Torday

30 jul.12

Dejlig debutroman forener forfatterens interesser for fluefiskeri og Mellemøsten. Det er der kommet en original historie ud af om kærlighed og store drømme, om løgne, hykleri og politisk forlorenhed.

Dr. Alfred Jones er fiskeekspert. Han er akademisk uddannet fra Oxford og arbejder for Det Nationale Center for God Fiskeripraksis. Han er gift med Mary, der har en høj stilling i banksektoren. De har kendt hinanden siden universitetet, hvor Mary bestemte, at de passede sammen, hun bestemte også, at de var karrieremennesker, og at de derfor ikke ville have børn.

En dag ændres Alfreds liv drastisk, da han af sin chef bliver pålagt at gå ind i et efter Alfreds mening vanvittigt projekt. En rig sheik fra Yemen vil bruge uendeligt store summer på at indføre laks og laksefiskeri i Yemen, og han vil bruge engelske videnskabsfolk til opgaven. Englands Premiereministers pressesekretær synes, projektet kan give nogle gode billeder og historier i pressen af Englands forhold til et mellemøstligt land, så Alfred har ikke noget valg.

Efterhånden som Alfred lærer Sheiken at kende, begynder han dog lidt efter lidt at tro på projektet, eller i hvert fald på sheiken og hans tro på mirakler og på Gud. Sheiken siger, at de dyder, laksefiskere, besidder - tålmod og tolerance - vil være en velsignelse for Yemens borgere. For Alfred er det også af stor betydning, at frøken Harriet Chetwode-Talbot arbejder for projektet.

Paul Torday har skrevet en original og god historie om fluefiskeri og Mellemøsten. På forlagsmaterialet står der, at det er forfatterens interesse for disse to emner, der har inspireret ham til at skrive denne roman. Umiddelbart virker det ikke som to interesser, der let forenes. Ikke desto mindre er det, hvad debutterende Paul Torday gør, og han gør det ganske overbevisende. Så overbevisende, at romanen har indbragt ham flere litterære priser og nomineringen til titlen som Englands bedste nye forfatter.

Samtidig har han skrevet en politisk satire, der - selvom det ind imellem er ret sjovt - også får mig til at frygte det europæiske demokratis afhængighed af spindoktorer og pressefolk.

Romanen er filmatiseret af Lasse Hallström med Ewan McGregor og Emily Blunt i hovedrollerne. Jeg har endnu ikke set filmen men glæder mig til det, også fordi jeg har læst, at jeg der, i modsætning til i bogen, får en happy ending!

Bogdetaljer

Forlag
Turbulenz
Oversætter
Tim K. Christensen
Faustnummer
29441812
Graphic
Simon Lilholt, Imperiet
ISBN
9788792910189
Antal sider
280

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer