At give en litteraturpris er dels at give en forfatter, der fortjener det, en del og helst en masse penge, for det har en forfatter altid brug for, så han eller hun kan købe sig tid til at skrive mere fortjenstfuld og prisværdig skrift. 50.000 er stadigvæk pænt mange penge, tænker jeg, så den del er uden videre i orden. Dels er det at gøre opmærksom på en bog indeholdende fortjenstfuld og prisværdig skrift, så den ikke bliver glemt og flere, helst rigtig mange, får den læst. Derfor er det vigtigt, at prisen bliver omtalt i medierne, og at talen her klart og tydeligt og kraftfuldt får argumenteret og reklameret for bogens fortjenstfuldhed og prisværdighed.
Lars Bukdahls tale til Runa Marie Luth for Kelly
Bogen er Runa Marie Luths under 100 sider lille, blå, genreløse prosaenhed ’Kelly’, udkommet på det lille forlag Cris og Gulmann i 2019, som groft uretfærdigt har fået nøjagtig nul anmeldelser i aviserne, herunder den jeg selv skriver for; den måtte nøjes med to gode gode anmeldelser anderswo, i tidsskriftet Atlas og på Litteratursiden,dk.
Det bedste argument og den bedste reklame for ’Kelly’ er bare at citere bogens allerførste afsnit, og gid det afsnit kunne citeres på Politikens lysavis over Rådhuspladsen og på plakater på alle DSB-stationer og som påtvunget annonce på Facebook og Instagram, here goes:
”Der hviler en glorie om huset, et heftigt skær fra de hvidkalkede mure. Radiomumlen står fra køkkenet og planterne breder sig roligt ud og overtager møblerne. Fotografier af familiemedlemmer med tunge ansigtstræk trækker i sømmene, de hænger på, solen rammer prismerne i lampen over spisebordet og sprøjter lys ud over rummet, små stråledyr der løber rundt og basker og knitrer.”
Det sprøjtende lys får mig til at tænke på Willumsens fænomenale maleri ’Aftensuppen’ fra 1918, og hvor er dog stråledyrene et vildt og mærkeligt og rigtigt billede, og hvor klinger det konsonant-viltert med ”stråledyr” og ”basker” og ”knitrer”.
De er jo ikke bare skidegodt skrevet de linjer – og der er aldrig noget ”bare” ved, at noget er skidegodt skrevet, og at noget er skidegodt skrevet, er altid alt nok – de er også, netop i kraft af deres velskrevethed, ekstremt stemningsfulde og stemningsskabende, stemningsemmende og stemningsfremmanende, men jo ikke fremmanende nogen rar stemning, fremmanende en urar, foruroligende, urolig stemning. Og det bliver kun værre i de næste afsnit, der lumsk lader som om, at der kun er tale om en nøgtern opremsning:
”Lugten er mæt af cerutter og sved og af småkager, der ligger og bliver bløde i skufferne. Alle vandrette flader bugner af porcelænsfigurer glaseret i stegeolie og støv. / I en glasskål på stuebordet ligger falske vindruer side om side med æg kogt brunspættede af løgskaller./ En rød perlekrans på chatollet, tørrede hybenblade med karryfarvede væsker, et hjortekranium, der hænger skævt over kaminen, en blottet brevkniv./ To lænestole, tyndslidte, plyssede, afblegede, frynsede, småblomstrede. Et vægur der tikker højt, en hane der galer, flueaktivitet, skimmelmønstre i lofterne og ned ad væggene”
Det er så specifikt set og sanset et kaos, at det formeligt klistrer til læserens øjne, der hjertens gerne vil trække sig, men ikke kan lade være at læse videre. Så ankommer omsider titelpersonen Kelly til bogen, og hun beskrives akkurat lige så stemningstynget detaljeret som hendes omgivelser:
”Kelly sidder og skutter sig som en ælling, hendes hud er spættet, mælket og olivengrå. Ansigtet er fladt, hjerteformet og trangt, omkranset af sort hårkrave med afblegede længder, kager af tape fra extensions”
Jeg tænker ikke, at nogen vil bryde sig om at få betegnet sit ansigt som ”trangt” af en frisør eller en optiker eller en forfatter. Når Runa Marie Luth gør det om sin hovedperson imidlertid, virker det ømt i stedet for ondt. Hun er hele vejen igennem den lille bog ekstremt, hjerteblødende solidarisk med både fortidens Kelly, usundt symbiotisk med sin mor, derpå smidt på porten af samme, og nutidens Kelly, i et nok heller ikke ligefremt sundt, men alligevel underligt trygt forhold med den ældre Pusser og lettere konfus medvirkende i et slow-motion-trekants-anti-drama med Pusser og dennes stedsøster Viola. Men den er jo ikke proklamatorisk sentimental eller patetisk, denne solidaritet, den er lige præcis sansetæt og stemningsintens og billedheftig, og det er derfor den virker på selv den mest frysetørrede kritiker.
’Kelly’ er hurtigt læst, men utrolig svær at få ud af hovedet og kroppen igen, den bliver ved at stikke og syde og flimre med al sin ordmagi og hyperstemning. Her er endnu et citat, fordi hvorfor ikke, når det nu er det bedste argument og den bedste reklame for forbandet at LÆSE BOGEN NU:
”Kellys hænder ligger i skødet og hviler slapt som to nedskudte småfugle. Skuldrene er slanke, hvide spyd der sidder helt oppe over øerne på hende. Hun sidder og lytter til ordene der farer hen over bordet, mørke kradsende stemmer.”
Tillykke med Bodil og Jørgen Munch- Christensens Kulturlegat, Runa, vi glæder os til alle de kommende stemningstilfangetagelser!
Kommentarer