På sit yderste

Yderst velskrevet og vellykket roman om en kvinde, hvis liv er præget af en hjerneblødning. Hun forsøger at fastholde minderne – og nogle gange lykkes det. Næsten.

Man forestiller sig, at det umiddelbart må være en noget nær umulig opgave at skildre og beskrive, hvordan en hjerneblødning påvirker den ramtes tilværelse – set indefra, altså. Hvordan kan hjernen fx efterfølgende behandle minder og erindringer, når den har været ude for en blødning? Og hvis man er en ung mand, der ikke selv har været ramt – men dog har oplevet ulykken på nært hold – kan man så forlange, at han skal kunne finde ord for det udefinerbare og konfuse, der følger med? Nej, men ikke desto mindre er det lykkedes Daniel Boysen at gøre netop det. Og det er godt gjort.

I romanen ’På sit yderste’ hører vi om en kvinde, hvis liv er stærkt præget af en hjerneblødning, hun har haft. Hendes erindringer er fragmentariske, og således er historien også fortalt. Glimtvis hører vi om hendes barndom, hvor bl.a. en brand satte sig spor i hendes erindring, om hendes skiftende kærester og skiftende bopæle, om forholdet til hendes søn og om den dybe sorg ved at have mistet en datter. Og det hele serveres i et poetisk og sansemættet sprog, der kan minde om Josefine Klougarts. Større cadeau fås næsten ikke fra denne anmelder.

Daniel Boysen får skabt adskillige fine, præcise og ganske korte formuleringer af, hvordan kvindens tilværelse er nu efter hjerneblødningen. Det kan bl.a. skrives så kort som dette: I ét væk at være væk. Fra sig selv og fra verden, som hun kender den. Eller: Hun rejser i tiden, men lander ikke det sted, hun håber på. Hun forsøger at skabe sig billeder af det, der var, men det er ikke altid, det lykkes hende at få greb om minderne. Og endelig: Hver morgen skyller hun ind til kysten i sit eget liv. Det er som om, hun aldrig kan være helt sikker på, hvor meget hun kan og forstår, når hun kommer til sig selv om morgenen. Og samtidig bliver dette billede en påmindelse om tragedien, hvor hendes datter som barn druknede i Vesterhavet.

I det hele taget fylder de fire elementer ild, luft, vand og jord meget i romanen, når man først er blevet opmærksom på dem. Om det er bevidst fra forfatterens side, skal jeg ikke kunne sige, men det giver forbavsende god mening, mens man læser. Kvinden tilstræber at få hold på noget, på minderne, på sig selv, og de fire grundelementer bidrager hver især – ikke mindst i kraft af den rolle også naturen spiller. Jeg faldt sågar over en sætning, hvori de alle fire er repræsenteret: Hun sætter sig på en bænk og nyder en cigaret, mens blæsten skubber vandet ind mod land.

Vi lader billedet stå et øjeblik….