Bog

Fordrivelsen

Af (
2011
)

Anmeldelse

Fordrivelsen af Astrid Saalbach

07 nov.11

Foruroligende psykologisk drama om Andreas, der efter en ulykke ændrer personlighed og langsomt mister sine nærmeste.  Saalbach er tilbage i topform!

Yes! Begejstringen var målbar, og forventningerne tårnhøje ved udsigten til en ny roman fra Astrid Saalbach. Seneste glimrende roman ’Fingeren i flammen’ fra 2005 havde lagt godt i kakkelovnen til en ny psykologisk roman. Blev forventningerne indfriet: Ja!

Andreas har det hele: et lykkeligt ægteskab velsignet med to børn og et firma der hele tiden vokser. Under en skiferie kommer han ud for en grim ulykke, som sender ham udi et langt smertefuldt behandlingsforløb med hukommelsestab og en hjerneskade til følge. En ny og anderledes Andreas toner frem. Han er som et lille barn, der har svært ved at beherske sig og styres af sine umiddelbare behov. Han ser syner og opdager at han besidder clairvoyantiske evner. Men det er langt mere end hukommelsen og sin gamle identitet, Andreas mister. Familien og hans firmapartnere begynder at tage afstand fra ham. 

Saalbach forstår at servere en virkningsfuld cliffhanger: Allerede fra bogens start erfarer læseren, at Andrea har gang i noget hemmeligt: han smser med en ukendt person, da ulykken indtræffer. Desværre kan Andreas efter ulykken ikke huske hvad der er sket tre måneder tilbage. Men hans hustru finder ud af hans hemmelighed og konfronterer ham med det utænkelige.
Saalbach er eminent til at leve sig ind i en hjerneskadet persons univers og tanker.  Den første tid på hospitalet opleves alt i en omtåget tilstand. Andreas er sådan en hovedperson man ikke rigtig ved, om man kan lide eller ej og de nuancerede personskildringer, som bevæger sig ud over stereotyperne, skaber et spændende uforudsigeligt handlingsforløb. Andreas’ fremmedgørelse overfor omverdenen og sig selv underbygges suverænt i romanens sidste halvdel ved, at læseren ligesom Andreas føler sig blændet som i en snestorm og ikke kan finde tilbage til udgangspunktet; alt virker utydeligt, usammenhængende og en smule uvirkeligt.

Romanen er på omgangshøjde med ’Din næstes hus’ af Jette A. Kaarsbøl og ’Den der lyver’ af Ida Jessen. Den er en rigtig lækkerbisken for læsere med hang til psykologiske dramaer iblandet en foruroligende underliggende spænding.

Bogdetaljer

Forlag
Gyldendal
Faustnummer
28970919
Graphic
Ida Balslev-Olesen
ISBN
9788702070163
Antal sider
332

Brugernes anmeldelser

0 anmeldelser
Log ind for at skrive kommentarer