Anmeldelse
Fladland
- Log ind for at skrive kommentarer
Ditte Holm Bro debuterer med en fin og morsom skildring af et pigeliv mellem barndom og ungdom, hvor barnets naive tro på et guddommeligt øje spiller en ikke ubetydelig rolle.
'Fladland' er en af de bedste debuter, jeg har læst i år. Forfatteren, der også er en dygtig oversætter, har et stort sprogligt overskud og sans for det poetiske. Jeg ser frem til at følge forfatterskabet!
Romanen arbejder med en klassisk tematik – overgangen mellem barn og voksen – og placerer denne spændende tid på landet, hvor markerne og det ranke korn spiller en rolle, og hvor Gud, i hovedpersonen Sallys forståelse, holder regnskab med hendes gøren og laden fra sit ”øje i det høje” – noget, der får hende til at sætte krydser i sit penalhus, når hun ikke har forsaget det onde, som fx kan være for meget slik eller at tale højt. ’Forsagelsen’ og markernes ranke korn er det uopnåelige ideal for tolvårige Sally.
For Sally ”venter på blodet”, men vil også gerne ”lystre som havren” og være en del af ”markernes strikse system”, hvor enhver har sin plads. Sally har nemlig luret, at der findes særlige forventninger til hende som pige om at hun skal være lydig, dydig og rette ind, ikke tale for højt eller spise for meget slik. Romanen er god til at vise Sallys indre konflikter, da hun ikke kan leve op til forsagelsen eller markernes strikse system og spiser for meget slik, er streng ved sin lillebror og eksperimenter med sin seksualitet.
Forsagelsen og havrens ideal er ikke opstået ud af det blå, da de voksne i romanen lever efter en blanding af liberal arbejdsmoral og kristendom. I romanen skildres det bl.a. med mormorens broderi i sin stue af ’et øje i det høje’, hvorfra Gud holder øje med, om tingene nu sker i den rette rækkefølge – først yde, siden nyde - som ligger bag alt, hvad hun siger. Sallys far sætter en ære i at sætte "næring før tæring" og Frøken Abs, skolens religionslærer, som Sally beundrer for sin salighed, introducerer forsagelsen og at afstå fra "det onde". Romanen dvæler ved flere af den slags læresætninger, eller påbud, om man vil – og skaber nogle af romanens sjoveste scener.
For som man nok allerede kan fornemme, er romanen i høj grad en skildring af barnets undersøgende og uforstående blik på de voksnes verden. Barnets kejtede eller naive fortolkning af situationer, talemåder og emner er skildret med indlevelse og kærlighed, men også, så man griner med Sally og hendes veninders (ofte mislykkede) forsøg på at efterligne de voksne.
For det er altså sjovt, når Sally sætter krydser i penalhuset, når forsagelsen misser. Sally og veninderne eksperimenterer også med deres eget ”overgangsritual” med tygget tyggegummi og Lene Siel som baggrundsmusik – ”det fromme og det uanstændige”, som en af kapitlerne også hedder, har fået en morsom accent, og det fungerer utroligt godt.
Romanen får også kant, når der bygges oven på disse fine og sært genkendelige scener og viser ungdomslivets afprøvning af grænser og minder om, at barndom og ungdom ikke kun er en nuttet leg, men også kan indeholde død, svigt og ødelæggelse.
Brugernes anmeldelser