Drømme på jorden af Einar Már Gudmundsson

En eventyrlig og magisk fortælling, der samtidig formår at give et tidstypisk billede af Island i første halvdel af det 20. århundrede.

Fattigdom og sult hærger Island, og for mange betyder det, at børnene må anbringes uden for hjemmet. Det er også tilfældet hos hovedpersonerne i ”Drømme på jorden”. Der er ti børn i alt, otte drenge og 2 piger.

Omdrejningspunktet er Sæunn, der er uhelbredeligt syg med tuberkulose og samtidig udviser synske evner, og hendes bror Olaf. Olaf er jeg-fortællerens far, og det er gennem denne fortæller, vi lærer slægtens historier at kende, om hvordan Sæunn må ind og ud af sanatoriet pga. sin sygdom, om hvordan Olaf tager til søs, forsøger at blive politibetjent, men ender som taxachauffør. De andre otte søskende får også deres plads i fortællingen, samt en masse skæve eksistenser, der lever omkring dem: fattiginspektøren Simon, Pastor Skuli, Bjarne bonde, Nanna spåkone bare for at nævne nogle få.

Bogen har et utrolig rigt persongalleri, hvilket er en anelse forvirrende i starten, men man kan næsten mærke på bogen, at den ikke kunne være skrevet anderledes. Alle personerne har en vigtig plads i den samlede fortælling, og der er ikke én, der kunne undværes. Og der er altså et eller andet ved ham Einar Már, som jeg ikke kan modstå. Jeg lader mig opsluge, og personerne bliver så livagtiggjort, at jeg føler, jeg kender dem. Bogen er delt op i ni dele med mange kapitler, der tilmed har underkapitler, hvilket gør, at man kan slå op på en tilfældig side og læse en uafhængig historie, som så samtidig er en del af det store hele.

Einar Már har et fantastisk sprog, der er flydende og krydret med lige dele skrøner, poesi og fantasi.

”Hun ser, hvordan verden strækker sig, den ligner en drøm. I det fjerne stirrer havet som et forelsket øje. Det er blåt, men skifter farve efter himlens sindsstemning, ligesom sjælen og de kilder, der strømmer derinde” .

”Så intelligente er ravnene. De er fugle, men de er også meteorologer, fuldstændig ligesom filosoffer kan være digtere og digtere kan være filosoffer, og det til trods for at filosofi er digtekunst, skønt digtekunst ikke er filosofi. Ligesådan er det med ravnene: De kan være meteorologer, selv om meteorologer ikke kan være ravne”

Behøver jeg at sige mere?