Humor er et begreb der oftest hænger sammen med smil og latter: Når vi trækker på smilebåndene og ler højlydt, opnår vi en velvære og lystfølelse i kroppen der er både befriende og energigivende fordi vi slapper af fra vores stressede liv. I hverdagen opsøger vi derfor situationer hvor det lattervækkende findes; i samtaler, leg, komedier, shows og litteratur, og vi ler ad det vi fra familie, samfund og kultur har lært er morsomt. Derved opstår humor i sociale sammenhænge mellem mennesker eller i samspillet mellem en tekst og dens læser.
Humor er desuden en form for ’overlevelse’ for læseren, et forsøg på at søge en variation i tilværelsen der kan stille vores nysgerrighed og gøre os i stand til at opfatte livet i nye perspektiver. Den fjerner os fra sædvanlige omgangstoner og opfordrer til leg, og herved bliver den et slags gearskifte væk fra alvoren der gør nye interaktionsformer mellem mennesker eller mellem læser og tekst mulig.
I 'Mit livs vennepunkter' (2001) forklarer Johannes Møllehave (f. 1937) at ”humor består i modsætning, i overraskelse og uventethed, i overdrivelse og underdrivelse og i nonsens”. Han lægger således vægt på humorens sproglige side – at kilden til latter kan være sproglege og ordspil. Titlen på bogen giver netop en humoristisk effekt via et sprogligt virkemiddel, men mere om det senere.
Teorier om humor
Der findes et stort antal teorier om humor og latter, og teoretikere har helt fra oldtiden til i dag givet deres bud på hvordan man forstår begreberne. Bl.a. opdeler de humorens funktion i fire: en undertrykkende der går ud over læseren, en udviklende hvor læseren ser tingene i et nyt lys, en reaktionær der er vendt mod fx en bestemt gruppe læsere, og en progressiv der holdningsmæssigt er på bestemte læseres side.
Den amerikanske teoretiker John Morreal samler i værket The Philosophy of Laughter and Humor (1987) teorierne og deler dem op i tre kategorier der kan oversættes med hhv. overlegenhedsteorien, lettelsesteorien og chokteorien. I den første der stammer fra Aristoteles og Platon, ses humor som et udslag af overlegenhedsfølelse, fx i parodien der sammenstiller et højt og et lavt stilniveau for at latterliggøre det høje. I den anden som har baggrund i bl.a. Freud, er tilgangen psykologisk, og latteren ses som en energiudladning hos læseren der har været nervøs for noget i teksten.
Den sidste er den nyeste og mest anerkendte latterteori i dag. Den definerer ligesom Møllehave humoren som en sammenstilling af uensartede elementer. Det ses i litteraturen som forventnings- og regelbrud hvor læseren først forvirres og siden smiler/ler ad en sætning fordi den fonetisk (lydligt), morfologisk (formmæssigt) eller semantisk (betydningsmæssigt) støder sammen med vores forventninger til teksten.
Løsningen på hvordan læseren kommer fra forvirring til forståelse er at teksten tilføjer ekstra information der udløser latter, eller at læseren ud fra sin sproglige baggrundsviden forsøger at finde en forklaring på det uforståelige.
Det er altså enten teksten der sikrer den humoristiske effekt eller læseren selv der rekonstruerer meningen, men det kræver, at han/hun deler forfatterens kulturelle forståelsesramme og forstår overgangen fra den alvorlige til den morsomme kontekst, så tvetydigheden genkendes, og latteren skabes.
Metafor og synekdoke
En metafor opstår når et ord i en bestemt kontekst spiller på både en bogstavelig og en overført betydning. Det giver en humoristisk virkning, fx når to figurer i en tekst forstår hver sin betydning, og læseren opfatter de misforståelser det giver, eller hvis forfatteren lader det være op til læseren selv at finde den rigtige betydning.
En metafor bygger på en lighedsrelation uden dog at skrive ’ligesom’. Det forvirrer eller overrasker i første omgang så læseren må inddrage sin sproglige referenceramme og baggrundsviden for at gøre sætningen forståelig. En forfatter der ynder teknikken, er Herman Bang (1857-1912), bl.a. i romanen Stuk (1887) hvor han ofte skaber humoristiske (og ironiserende) kvindebilleder via metaforer:
”Vilhelmine tog sine Poter fra Klaveret” – ”Professoren gør sig s’gu godt med sin Høremaskine” – ”[jeg] maa hjem til Passagérgodset”.
På samme måde bruger Bang ofte synekdoker i 'Stuk'. De erstatter ligesom metaforer et led med et andet og bygger på ord der kun betegner en del af en helhed: ”et Mylder var der af Hætter, der skreg, og forbitrede Ægtemandsstokke, der demonstrerede”. Her smiler læseren netop ad brugen af ”Hætter” frem for ’kvinder med hætter’ – og ”Ægtemandsstokke” frem for ’ægtemænd med stokke’.
Sammenligninger
Sammenligninger spiller ligesom metaforer på en lighed mellem to led, men bruger til forskel herfra eksplicit sammenligningsleddene ’som’, ’som om’, ’lig’ eller ’ligesom’. Når en sammenligning bruges som humoristisk virkemiddel, sammenstilles oftest ting der netop ikke er analoge, fx noget værdifuldt der bliver nedgjort eller noget konkret der gøres abstrakt. Målet er ud over at more læseren, at ironisere over figurerne.
I Stuk ses en række eksempler:
”Hun gererede sig som en Mellemting mellem et Egern og en Abekat” – ”Denne langbenede elleveaarige var udstyret med Hoftepuder og Fingerringe, saa hun var ikke ulig en hellig Krokodille”.
Her er der netop tale om en sammenstilling af uensartede led der virker slående på læseren. Denne tvinges til at finde fællesnævnere – ’ligner fysisk’ – for at forstå sammenligningen, og det giver en ny dimension i betydningen som er både overraskende og morsom.
Homonymer, homofoner, blandingsord og selvlavede udtryk
Homonymi er et stilistisk virkemiddel og består af ord der er lydligt og grafisk ens (homofoner er kun lydligt ens), men har to uafhængige betydninger. Herved opstår en tvetydighed eller dobbelthed som læseren må opfange og forstå inden smilet og latteren bryder ud. Samme tvetydighed bruges som en humor-effekt hvis en forfatter laver nye ord ud af kendte eller blander to ord så de bliver et.
Virkemidlerne bruges ofte i ordspil, fx som nævnt i Møllehaves selvlavede titel ’Vennepunkter’, hvor han spiller på den lydlige lighed mellem ’vendepunkter’ og ’venner’. De to ord forvirrer og overrasker indtil man har delt ordet i dets oprindelige bestanddele. Så forstår man at Møllehave vil udtrykke at hans venner har været vendepunkter i livet. På samme måde bruger han undertitlen ’Forskel/ligheder’ til at understrege sin sans for via sprog at få læseren til at trække på smilebåndet. Det kan nemlig forstås og udtales både som ’forskel’ (og) ’ligheder’ eller som et fælles ord: forskelligheder.
Sproglige humørspredere
Som det ses, er der mange måder at skabe humor rent sprogligt i litteraturen. Der findes masser af andre eksempler, fx rim, der giver en lystig effekt: ” At rejse rundt i Jylland / De knappe fyndige stednavne / Nim og Tim / Als og Hals / Gern og Skjern / Tænk at bo / i Ho eller No / Ha sit hjem / i Them eller Lem / Gå til bal / i Hald eller Spjald / Få et kram / i Hvam eller Gram / Se morgengry / i Ry eller Thy” (Benny Andersen (f. 1929), Sjælen marineret (2001)).
Andre muligheder er intertekstuelle referencer fra en morsom tekst til en anden, overdrivelser og omvendinger, fx Møllehaves kommentarer fra Vennepunkter: ”han kunne hente en øretæve op helt nede fra gulvet” – ”„Ak, ak, ak” sukkede min farmor. ”De skulle hellere sige tak, tak, tak” sagde min mormor”, eller forskellige sproglige misforståelser som i Holbergs og Molières komedier når to figurer taler forbi hinanden fordi de ikke deler forståelsesramme og baggrundsviden.
Mange forfattere ynder desuden at skabe humor ved at gøre ords overførte betydning konkret. Et eksempel er H. C. Andersen (1805-1875) der i eventyret Stoppenålen (findes bl.a. i Eventyr & Historier (2000)) lader stoppenålen tænke: ”De ved ikke hvad der stikker under dem!” – ”Bare jeg ikke bliver søsyg, for så knækker jeg mig!”
Overalt i litteraturen findes således små sproglige finurligheder der får os læsere til at smile eller grine højt. Prøv selv at se efter næste gang du morer dig over noget du har læst i en bog: Der er sikkert tale om en form for sprogspil som giver dig velvære og lyst til at læse videre.
Af cand.mag. i nordisk og fransk Gitte S. A. Ulstru
Kommentarer