Essays: At forsøge det usøgte, Et essay modsætter sig en hierarkisk tankegang og opfordrer både læser og forfatter til at udskyde deres dom over verden.
Af Felix Rothstein, Cand.mag. i litteraturvidenskab
Længe inden postmodernismen begyndte at gøre læseren opmærksom på litteraturens nøgne maskineri, havde essayet allerede trukket forhænget mellem læser og forfatter væk og blotlagt sig selv og sine virkemidler.
Som litterær genre er essayet mange ting og ligger tæt op ad mange andre genrer: klumme, kronik, dagbog, selvbiografi, litterær kritik og reportage. Essayet er en slags faglitteratur med skønlitterærere virkemidler, der henter en fri og personlig sprogbrug fra fiktionen og behandlingen af et konkret emne fra sagprosaen. Og essays kan handle om alting. Den engelske forfatter og uhyre produktive essayist, Aldous Huxley, kaldte essayet for ”a literary device for saying almost everything about almost anything.” Zoologisk have, bombefly, fodbold, madlavning, fortid, nutid og fremtid – alt kan være essaystof.
Først og fremmest er essayet et forsøg
Det ligger simpelthen i navnet, der kommer fra det franske essayer. Således blev genren grundlagt i det 16. århundrede af adelsmanden Michel de Montaigne, hvis prosatekster om filosofiske, litterære og moralske spørgsmål faldt udenfor samtidens genrekonventioner. Med deres personlige, selvtvivlende og ofte antiautoritære grundholdning gav han teksterne betegnelsen Essais, der på moderne fransk slet og ret betyder forsøg. Det første bind af Montaignes berømte essays blev samlet og udgivet i 1580 og står stadig som et lysende eksempel på, hvad essaykunsten kan.
Men selvom Montaignes meget moderne og nyskabende tekster gav navnet til genren, findes der også eksempler på essayistiske forgangstekster i litteraturhistorien. I den græske antiks aforismer, retoriske tekster af Seneca og Plutark, i den romerske brevlitteratur og i bøger som teologen, humanisten og filosoffen Erasmus af Rotterdams Adagia (1500) kan man finde forløbere til det moderne essay. Og ca. 500 år før Montaigne havde man i Japan zuihitsu-genren, der nok bedst kan betegnes som personlige, fragmenterede tekster med observationer og spekulationer, der minder om det europæiske essay.
Montaigne skriver om mennesket. Og om sig selv. Spørgsmålet Que sais-je? – Hvad ved jeg? – og den nysgerrighed og vilje til viden, der ligger i det, er drivkraften i hans fortfatterskab. Montaigne bevæger sig causerende mellem klassiske og kirkelige tekster, selvoplevede fortællinger og egne meninger og livserfaringer. Nogle tekster ligner endda små stykker selvbiografi. Montaignes form er både flydende og generøs og han beskæftiger sig med så forskellige emner som søvn, bøger, hestevogne, tommelfingre og kannibalisme – og altid med et tydeligt jeg og med mange direkte læserhenvendelser.
I essayet stiller forfatteren sig undrende, søgende og prøvende overfor et emne, en ting, et fænomen. Forfatteren kæmper med teksten, gør forsøg, afprøver ideer, godtager nogle og kasserer andre. Med udgangspunkt i en konkret tanke, en erfaring eller en sansning hos forfatteren breder teksten sig spørgende ud i en personlig refleksion – nogle gange uden at finde svar på de spørgsmål teksten stiller. Essayet er ikke bundet af en stringent, akademisk argumentation og skal ikke overbevise nogen om noget, men i stedet opmuntre læseren til at reflektere.
Montaignes tekster, der gav navn til hele genren, er også grundlaget for, hvordan essayistikken kom til at se ud i de følgende århundreder. Mens engelske forfattergiganter som John Milton og Francis Bacon (der introducerede essaybegrebet på engelsk) skrev essayistiske og filosofiske traktater og pamfletter, var det især i oplysningtiden, at essayet blev en foretrukken genre blandt Europas førende intellektuelle.
I Frankrig skrev Voltaire og Jean-Jacques Rousseau polemiske essays om pædagogik, filosofi, religion og politik, der sammen med en voksende europæisk tidsskriftskultur, var vigtige for etableringen af den borgelige offentlighed og debatkultur, der voksede frem i Europa i disse år. Engelske Samuel Johnson var sammen med folk som Joseph Addison og Richard Steele, der i 1711 lancerede det toneangivende tidsskrift The Spectator, ligeledes vigtige essayister i perioden.
Herhjemme skrev Ludvig Holberg ved siden af sit dramatiske forfatterskab omkring 600 epistler – korte, reflekterende og ræsonnerende prosastykker med inspiration fra bl.a. Seneca og Cicero – i midten af 1700-tallet. Mens den generelle tendens i oplysningstidens essayistik var mere argumenterende end spørgende, lader Holberg sine læsere ”decidere”, drage den sidste konklusion,
I løbet af 1800-tallet udvidede essaykunsten sig især i en personligt livsfilosofisk retning, hvor forfatterens jeg kom mere – og mere intimt – i centrum. Periodens betydeligste essayister finder man bl.a. blandt tyske romantikere, men måske især i England, hvor store navne som William Hazlitt, Thomas De Quincy og siden både John Ruskin og Joseph Conrad skrev populære essays, der bevægede sig over historiefilosofiske betragtninger, hverdagsbeskrivelser og litterær kritik. Ralph Waldo Emerson og Henry David Thoreau var, med deres idealistiske interesse for naturen og en simpel livsførelse, markante essayister i den amerikanske guldalder, der skabte en generation af intellektuelle, der i højere grad end nogensinde før tænkte og skrev uden europæisk indflydelse.
Den fabulerende debatform
Litteratur- og kunstkritikken har altid hængt sammen med essayistikken. Inden for den litterære kritik skrev digtere som T.S. Eliot og Ezra Pound vigtige kritiske essays, mens Virginia Woolfs A Room of One's Own fra 1929 blev en feministisk nøgletekst. I mellemkrigstiden og under anden verdenskrig skrev de radikale tænkere omkring Frankfurterskolen nogle af de mest blændende samfundskritiske essays med Walter Benjamin og Theodor W. Adornos kulturanalyser og angreb på Europas fascister i centrum.
I Danmark hører Georg Brandes' polemiske tekster og litterære kritik til blandt de tidlige 1900-års mest markante essays. Men det er måske især Johannes V. Jensen, hvis fabelagtige essays, der på mange måder smelter sammen med hans fiktionsværk i de mange Myter han skrev gennem hele sit forfatterliv, der står tilbage som de mest blændende. I sine mange rejseessays fra USA, Asien og Afrika formår Johannes V. Jensen f.eks. at blande de originale betragtninger og sansninger med et distinkt litterært sprog og en undersøgende grundtone, der udfolder samfundsanalyse og samtidskritik på en legende let og samtidig tungtvejende måde.
Den danske essayistik blomstrede i midten af 1900-tallet, på begge sider af anden verdenskrig. Knud Sønderby, Jacob Paludan og Per Lange var nogle af tiden mest profilerede danske essayister og de bevægede sig fra nære dagligdagsskildringer over argumenter for naturbevaring og helt ud i verdensrummet i deres tekster. Og selvom de var vidt forskellige skribenter kan de alle tre forenes i Per Langes bemærkning om, at essayistens metode er at betragte verden gennem hullerne i sin viden.
I modsætning til især Jacob Paludan står Poul Henningsen som en af de største (og mest produktive) essayister og kulturkritikere i Danmark. PH var en skarpsindig essayist, både provokerende og humoristisk og han kastede sig over de emner, der har betydning for moderne menneskers liv. For PH og de andre kulturradikale var det alting. Han skrev derfor både om arkitektur, byplanlægning, jazzmusik, billedkunst, socialdemokratisk kulturpolitik og lysstofrør.
I efterkrigstiden blev en stor del af den danske kulturdebat tegnet af aktive udvekslinger mellem kredsen omkring tidsskriftet Heretica og de nyradikale med folk som Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg i spidsen. I tidsskriftet Vindrosen, som bl.a. forfatterene Niels Barfoed og Tage Skou Hansen redigerede, havde essayet en prominent plads, og det var bl.a. her og i tidsskrifter som Perspektiv og Kritik, at internationale forfatteres essays blev oversat til dansk. Hans-Magnus Enzensberger, W.G. Sebald, Roland Barthes, Joyce Carol Oates samt de franske eksistentialister Albert Camus og Jean-Paul Sartre og Simone de Beauvoir må regnes blandt dem, der fik stor indflydelse på kulturdebatten herhjemme.
Det gjorde også Elsa Gress, der igennem flere årtier markerede sig som en ener og en betydelig essayist med sin store intellektuel nysgerrighed og sin polemik mod ”puslingelandets åndspygmæer” og kulturlivets ”dørvogtere”.
I dag kan det se ud som om, der ikke er særlig mange unge – eller bare yngre – essayister i Danmark. Det er derimod forfattere som Suzanne Brøgger, Jens Christian Grøndahl, Carsten Jensen, Jens-Martin Eriksen og Søren Ulrik Thomsen, der siden 80'erne har været toneangivende. Og det er ofte de garvede skribenter med mange linjer i fingrene og en vis vægt bag ordene, der skriver og får udgivet essays. Men essayistikken lever i bedste velgående – måske bare på nye måder og nye platforme.
I de seneste år har den fortællende journalistik fået et kolossalt gennembrud og kreativ non-fiktion dukker op alle steder. I tidsskrift, magasiner, aviser og på en stribe ambitiøse digitale medier. Men essayets nutidige udviklingsrum er måske radio og podcasts. Radioessayet er egentlig ikke en ny disciplin: Frederik Dessau, blandt andre, gjorde i monopoltiden genren populær. Men i mange af de utroligt dygtige radiomontager og podcasts, der vælter frem fra etablerede og mindre etablerede kanaler, finder man i dag en mangfoldighed af undersøgende, spørgende, nysgerrig og forsøgende fortælleglæde, der på trods af et medie til forskel er i familie med essayistikken.
Den essayistiske romanform
En af de sidste ti års største litterære tendenser uløseligt forbundet med essayegenren. Autofiktionen, hvor forfatterens ”eget” liv smelter sammen med fiktionen er i høj grad en essayistisk hybridform. Karl Ove Knausgårds mammutværk Min Kamp har lange essaypassager, mens hans seneste projekt med breve til en ufødt datter former sig som én lang essayistisk afsøgning af den verden, der omgiver os. På den måde er der også et slægtskab med den italienske forfatter Claudio Magris, der med sit store værk Donau fra 1986, gav navn til hybridgenren essayroman.
Også forfattere som Herta Müller og Joan Didion blander essaystik og skønlitteratur sammen i deres forfatterskaber. I 2015 vandt Svetlana Aleksijevitj Nobelprisen for sin non-fiktion, der placerer sig et sted mellem reportage, roman og essayistik. Og i det hele taget placerer dokumentarismen, både i litteraturen og i filmkunsten, sig i disse år et sted tæt på essayistikken: Instruktører som Werner Herzog, Ulrich Seidl og Jon Bang Carlsen skaber alle iscenesatte dokumentarfilm med en stærk subjektivitet.
Essays kan altså være mange ting og genrens ånd modsætter sig en tætsluttende, hierarkisk tankegang og opfordrer både læser og forfatter til at udskyde deres dom over verden. Essayet er, helt ulig denne (næsten) kronologiske fremstilling, en form, hvor forfatteren forsøger det hidtil uforsøgte. Eller som digteren og essayisten Asger Schnack skriver på bagsiden af sin seneste essaysamling: ”At sige det samme på en ny måde – og dermed måske for første gang.”
Kommentarer