Forfatter
Per Lange
Prismer af poesi
Strålende prismer, musikalsk skønhed og formfuldendte klassiske former. Det er kendetegnende for Per Langes (1901-1991) digte. Forfatterskabet er eksklusivt; han fik i samtiden flere kunstneres og kritikeres opmærksomhed, men den folkelige udbredelse var mindre.
Langes digte rummer en musikalitet og handler om nogle grundvilkår i menneskelivet, så de siger os afgjort også noget i dag og fortjener derfor at blive læst - igen. Formen kan umiddelbart gøre modstand, men giv digtene tid; læs digtene højt og dvæl ved dem. For den, der giver sig tid, får en læseoplevelse ud over det sædvanlige. Digtene stråler og sender gnister ud over papirets kant.
Forfatteren skrev også essays og blev prisbelønnet for sin fornyelse af essaygenren. Som introduktion til Langes forfatterskab bør man læse det smukke og centrale digt "Nattergal" fra debutsamlingen 'Kaos og Stjærnen' (1926).
Kaos og Stjærnen
Titlen på digtsamlingen viser Langes inspiration af Friedrich Nietzsches (1844-1900) berømte sætning "Man må endnu have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne". Og titlen afspejler overordnet de modsætninger digtene udgør.
Spændingen i digtene er først og fremmest modsætningen mellem det dionysiske og det apollinske. Det dionysiske stammer fra den græske gud, Dionysos, som repræsenterer det løsslupne, det ildfulde, og det apollinske stammer fra den græske gud, Apollon, som var gud for digtekunsten og står for orden. Det liv og den kraft, der - som det dionysiske element - er til stede i Langes digte har fået form og lever videre i digtene, som den apollinske kraft har været med til at ordne og give en fast form. Det skal imidlertid ikke forstås sådan, at digtene dermed er blevet til en tæmmet vildskab, der er gjort harmløs ved at blive sat i en ordnet klassisk form. Spændingen er nemlig hele tiden til stede i digtene som en formkraft og giver dem liv, så de virker levende for os at læse - også i dag.
Endvidere er der en helt afgørende omstændighed ved Langes digtsamling, at den er moderne på sin egen måde, idet den er skrevet på baggrund af en modernitetserfaring, som indtraf i lyrikken med Charles Baudelaires (1821-1867) digte om intethed.
Nattergal
Digtet 'Nattergal' henviser til en fugl i naturen, men også til en fugl i litteraturen. Vi kender H.C. Andersens (1805-1875) eventyr 'Nattergalen' fra 'Nye Eventyr' (1844).
Lange forsøger at indfange naturens nattergal med den digteriske form. Det giver form til den naturlige nattergals skønhed og til dens kraft; til dens berigende og beroligende evne ved sin sang, og herved opstår der en nattergal i et moderne digt. Med Langes skabende kraft viser han, at han kan bruge de kræfter, der er til stede i naturen, som en drivkraft i digtet.
Digtet kan læses som en naturbeskrivelse af en nattergal, men det er mere end det. Det er et stramt og velkomponeret digt. Det kan derfor også i sig selv læses som nattergalens skønne sang, og nøjes altså ikke med at fortælle om dens sang. Men det kan herudover, som noget tredje, læses som Langes poetik, dvs. Langes syn på digtning og dens rolle som sådan. Dette niveau at læse digtet på kaldes metapoetisk. Digtet kan således læses på tre niveauer.
I første strofe præsenteres vi for modsætningerne mørket og lyset. Mellem dem befinder nattergalen sig som en kraft:
"Brast der en Kilde
i Nattens Indre?
Hvorfor blev alting
med ét saa lyst?
Var det en Stjærne
hinsides Mørket
som sprudled op
gennem Jordens Bryst?"
Her brister en kilde i nattens indre, og der bliver med ét lyst. Er det en stjerne, der sprudler op? Inspirationen fra Nietzsche er helt tydelig her. Midt inde i skoven giver en lille fugl sig til at synge og "lyser" op i mørket med sin sang. Digtningen lyser op og giver en forklarende ro i et univers præget af kaos. I anden strofe får vi præsenteret en skovgud - Pan - der kan læses som et billede på digterens rolle. "Skovguden" "drejer" "en glødende Ædelsten" i form af dette formfuldendte digt, der selv stråler. "Strålerne" fra "Ædelstenen" falder "tungt […] gennem mørket / røde og grønne / én for én.", lyder det. Strålerne, vi lige har hørt om, falder som farver gennem mørket og kan lignes ved de toner, som kommer ud af nattergalens lille fuglestrube, som omtales i tredje og sidste strofe:
"En lille levende
Fuglestrube
har fyldt en Verden
med Drøm og Ro.
Et viltert Fuglenæb
strakt mod Himlen.
Et Fuglehjerte i Nattens Klo."
Den lille levende fuglestrube har fyldt verden med drøm og ro. Her har vi den afklaring, som den apollinske kraft har skabt i verden. Men roen er midlertidig. For digtet slutter med "Et Fuglehjerte i Nattens Klo", og hvordan skal det nu forstås? Det kan tolkes som det vilkår, som trods alt er gældende for alt i denne verden: Døden er et vilkår, som ikke er til at komme udenom. Digtet starter i kaos, hvor en stjerne - i form af nattergalens sang - sprudler op igennem mørket og lyser natten op med dens sang som strålende ædelsten i mange farver.
Digtet lyser, stråler og gløder, og det bringer skønhed, sang og kunst ind i vores fundamentalt set kaotiske verden. Men denne ro og afklarethed, som kunsten bibringer os, ja, den kan ikke overskygge det faktum, at natten, forstået som det kaos, døden og i sidste instans intetheden byder os: Fuglens lille hjerte er til syvende og sidst prisgivet døden, ligesom for mennesket.
Er digtet så dystert og pessimistisk på grund af denne slutning? Jeg mener det ikke. Det er et digt, der gør det klart for os, at intethed, kaos og død er ufravigelige vilkår for det moderne menneske. Men digtet siger også, at kunsten kan give os skønhed, klarhed og ro. For Nietzsche-citatet siger netop: "Man må endnu have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne." Ud af kaos har Per Lange skabt denne fine ædelsten af et digt, som selv er som en stjerne, der sprudler op gennem mørket. Læs digtet og vurder selv.
Liv og værk
Per Lange blev født i Hørsholm i 1901 og voksede op i et litterært, akademisk miljø. Faderen var forfatteren og kritikeren, Sven Lange. Lange studerede en periode litteratur på universitetet.
Kunst var omdrejningspunktet i Per Langes liv; han var digter og essayist, men levede af sit arbejde dels som oversætter af D.H. Lawrence (1885-1930), Denis Diderot (1713-1784) og Pär Lagerkvist (1891-1974), og dels som anmelder og forlagskonsulent.
Per Lange var ikke stort anerkendt i sin samtid, men han er til gengæld blevet stående for eftertiden som én af sin tids fornemmeste lyrikere. Han stillede strenge krav til sig selv og til sin digtning og nåede at udgive tre digtsamlinger, debutsamlingen Kaos og Stjærnen(1926), Forvandlinger (1929) og Orfeus (1932). Herefter fik Lange publiceret enkelte digte og skrev essaysamlinger om bl.a. sit forhold til kunst og til livet i det hele taget.
Per Langes digte er noget særligt for sin tid og adskiller sig fra samtidens tendenser i litteraturen, som var ekspressionisme og havde et socialrealistisk anstrøg. Han var svoger til Tom Kristensen, som var ekpressionist, og han indgår indirekte i dennes berømte roman Hærværk. Per Langes digte er skrevet i et klassisk formsprog, dvs. med klassiske versemål, men indholdet af digtene viser, at han på samme tid var en moderne digter. Det viser sig ved, at hans digte lægger sig i forlængelse af den franske symbolisme med Baudelaire som pioner. Hermed lægger hans værk sig også i forlængelse af andre arvtagere af den franske symbolisme i Danmark og Norge som Sophus Claussen (1865-1931) og Olaf Bull (1883-1933). L
Er man blevet interesseret i at læse mere af Per Lange efter at have læst 'Nattergal' og måske hele digtsamlingen 'Kaos og Stjærnen', så kan det anbefales at gå videre med de andre af Langes digtsamlinger.
Det kan også varmt anbefales at læse forfatterens essays. Essayet 'Det uhyrlige Bogmenneske' fra samlingen 'Spejlinger. Essays' (1953) giver et humoristisk billede af et menneske, der elsker bøger næsten over alt andet. Væsentligt er også essayet 'Om Essayets Kunst' fra 'Ved Musikkens Tærskel og andre essays' (1957). Her giver Lange en klar og velskrevet beskrivelse af, hvordan han mener et godt essay bør skrues sammen. Man kan erindre sig, at Lange som tidligere nævnt blev prisbelønnet for sin fornyelse af essaygenren.
Per Langes digte udspringer af erfaringer gjort i hans samtid. De er skrevet med en intens sans for poesiens væsen. De reflekterer over fundamentale menneskelige livsvilkår, og de gør det i et eviggyldigt billedsprog; levende, lysende og musikalsk. Derfor har Langes forfatterskab klassikerpotentiale.
Digtene taler til os tværs igennem de mange år, der er gået siden de blev til. Med deres skønhed, klarhed og eksistentielle emner minder hans digte os om, at vi har behov for kunsten til at åbne nogle døre ind i vores sind og til at blive klogere på os selv og den verden vi lever i. Her og nu.
Af cand.mag. Mette Elsig Olsen
Kilder:
Dansk forfatterleksikon. Biografier, Rosinante, 2001
Dansk forfatterleksikon. Værker, Rosinante, 2001
Gads danske forfatterleksikon, Gad, 2003
Nielsen, Kaare: "Per Lange" i: Danske digtere i det 20. århundrede, Gad, 2002
Stein Larsen, Finn: Et forestillingsmønster i Per Langes lyrik, 1964
Prismer af poesi
Strålende prismer, musikalsk skønhed og formfuldendte klassiske former. Det er kendetegnende for Per Langes (1901-1991) digte. Forfatterskabet er eksklusivt; han fik i samtiden flere kunstneres og kritikeres opmærksomhed, men den folkelige udbredelse var mindre.
Langes digte rummer en musikalitet og handler om nogle grundvilkår i menneskelivet, så de siger os afgjort også noget i dag og fortjener derfor at blive læst - igen. Formen kan umiddelbart gøre modstand, men giv digtene tid; læs digtene højt og dvæl ved dem. For den, der giver sig tid, får en læseoplevelse ud over det sædvanlige. Digtene stråler og sender gnister ud over papirets kant.
Forfatteren skrev også essays og blev prisbelønnet for sin fornyelse af essaygenren. Som introduktion til Langes forfatterskab bør man læse det smukke og centrale digt "Nattergal" fra debutsamlingen 'Kaos og Stjærnen' (1926).
Kaos og Stjærnen
Titlen på digtsamlingen viser Langes inspiration af Friedrich Nietzsches (1844-1900) berømte sætning "Man må endnu have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne". Og titlen afspejler overordnet de modsætninger digtene udgør.
Spændingen i digtene er først og fremmest modsætningen mellem det dionysiske og det apollinske. Det dionysiske stammer fra den græske gud, Dionysos, som repræsenterer det løsslupne, det ildfulde, og det apollinske stammer fra den græske gud, Apollon, som var gud for digtekunsten og står for orden. Det liv og den kraft, der - som det dionysiske element - er til stede i Langes digte har fået form og lever videre i digtene, som den apollinske kraft har været med til at ordne og give en fast form. Det skal imidlertid ikke forstås sådan, at digtene dermed er blevet til en tæmmet vildskab, der er gjort harmløs ved at blive sat i en ordnet klassisk form. Spændingen er nemlig hele tiden til stede i digtene som en formkraft og giver dem liv, så de virker levende for os at læse - også i dag.
Endvidere er der en helt afgørende omstændighed ved Langes digtsamling, at den er moderne på sin egen måde, idet den er skrevet på baggrund af en modernitetserfaring, som indtraf i lyrikken med Charles Baudelaires (1821-1867) digte om intethed.
Nattergal
Digtet 'Nattergal' henviser til en fugl i naturen, men også til en fugl i litteraturen. Vi kender H.C. Andersens (1805-1875) eventyr 'Nattergalen' fra 'Nye Eventyr' (1844).
Lange forsøger at indfange naturens nattergal med den digteriske form. Det giver form til den naturlige nattergals skønhed og til dens kraft; til dens berigende og beroligende evne ved sin sang, og herved opstår der en nattergal i et moderne digt. Med Langes skabende kraft viser han, at han kan bruge de kræfter, der er til stede i naturen, som en drivkraft i digtet.
Digtet kan læses som en naturbeskrivelse af en nattergal, men det er mere end det. Det er et stramt og velkomponeret digt. Det kan derfor også i sig selv læses som nattergalens skønne sang, og nøjes altså ikke med at fortælle om dens sang. Men det kan herudover, som noget tredje, læses som Langes poetik, dvs. Langes syn på digtning og dens rolle som sådan. Dette niveau at læse digtet på kaldes metapoetisk. Digtet kan således læses på tre niveauer.
I første strofe præsenteres vi for modsætningerne mørket og lyset. Mellem dem befinder nattergalen sig som en kraft:
"Brast der en Kilde
i Nattens Indre?
Hvorfor blev alting
med ét saa lyst?
Var det en Stjærne
hinsides Mørket
som sprudled op
gennem Jordens Bryst?"
Her brister en kilde i nattens indre, og der bliver med ét lyst. Er det en stjerne, der sprudler op? Inspirationen fra Nietzsche er helt tydelig her. Midt inde i skoven giver en lille fugl sig til at synge og "lyser" op i mørket med sin sang. Digtningen lyser op og giver en forklarende ro i et univers præget af kaos. I anden strofe får vi præsenteret en skovgud - Pan - der kan læses som et billede på digterens rolle. "Skovguden" "drejer" "en glødende Ædelsten" i form af dette formfuldendte digt, der selv stråler. "Strålerne" fra "Ædelstenen" falder "tungt […] gennem mørket / røde og grønne / én for én.", lyder det. Strålerne, vi lige har hørt om, falder som farver gennem mørket og kan lignes ved de toner, som kommer ud af nattergalens lille fuglestrube, som omtales i tredje og sidste strofe:
"En lille levende
Fuglestrube
har fyldt en Verden
med Drøm og Ro.
Et viltert Fuglenæb
strakt mod Himlen.
Et Fuglehjerte i Nattens Klo."
Den lille levende fuglestrube har fyldt verden med drøm og ro. Her har vi den afklaring, som den apollinske kraft har skabt i verden. Men roen er midlertidig. For digtet slutter med "Et Fuglehjerte i Nattens Klo", og hvordan skal det nu forstås? Det kan tolkes som det vilkår, som trods alt er gældende for alt i denne verden: Døden er et vilkår, som ikke er til at komme udenom. Digtet starter i kaos, hvor en stjerne - i form af nattergalens sang - sprudler op igennem mørket og lyser natten op med dens sang som strålende ædelsten i mange farver.
Digtet lyser, stråler og gløder, og det bringer skønhed, sang og kunst ind i vores fundamentalt set kaotiske verden. Men denne ro og afklarethed, som kunsten bibringer os, ja, den kan ikke overskygge det faktum, at natten, forstået som det kaos, døden og i sidste instans intetheden byder os: Fuglens lille hjerte er til syvende og sidst prisgivet døden, ligesom for mennesket.
Er digtet så dystert og pessimistisk på grund af denne slutning? Jeg mener det ikke. Det er et digt, der gør det klart for os, at intethed, kaos og død er ufravigelige vilkår for det moderne menneske. Men digtet siger også, at kunsten kan give os skønhed, klarhed og ro. For Nietzsche-citatet siger netop: "Man må endnu have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne." Ud af kaos har Per Lange skabt denne fine ædelsten af et digt, som selv er som en stjerne, der sprudler op gennem mørket. Læs digtet og vurder selv.
Liv og værk
Per Lange blev født i Hørsholm i 1901 og voksede op i et litterært, akademisk miljø. Faderen var forfatteren og kritikeren, Sven Lange. Lange studerede en periode litteratur på universitetet.
Kunst var omdrejningspunktet i Per Langes liv; han var digter og essayist, men levede af sit arbejde dels som oversætter af D.H. Lawrence (1885-1930), Denis Diderot (1713-1784) og Pär Lagerkvist (1891-1974), og dels som anmelder og forlagskonsulent.
Per Lange var ikke stort anerkendt i sin samtid, men han er til gengæld blevet stående for eftertiden som én af sin tids fornemmeste lyrikere. Han stillede strenge krav til sig selv og til sin digtning og nåede at udgive tre digtsamlinger, debutsamlingen Kaos og Stjærnen(1926), Forvandlinger (1929) og Orfeus (1932). Herefter fik Lange publiceret enkelte digte og skrev essaysamlinger om bl.a. sit forhold til kunst og til livet i det hele taget.
Per Langes digte er noget særligt for sin tid og adskiller sig fra samtidens tendenser i litteraturen, som var ekspressionisme og havde et socialrealistisk anstrøg. Han var svoger til Tom Kristensen, som var ekpressionist, og han indgår indirekte i dennes berømte roman Hærværk. Per Langes digte er skrevet i et klassisk formsprog, dvs. med klassiske versemål, men indholdet af digtene viser, at han på samme tid var en moderne digter. Det viser sig ved, at hans digte lægger sig i forlængelse af den franske symbolisme med Baudelaire som pioner. Hermed lægger hans værk sig også i forlængelse af andre arvtagere af den franske symbolisme i Danmark og Norge som Sophus Claussen (1865-1931) og Olaf Bull (1883-1933). L
Er man blevet interesseret i at læse mere af Per Lange efter at have læst 'Nattergal' og måske hele digtsamlingen 'Kaos og Stjærnen', så kan det anbefales at gå videre med de andre af Langes digtsamlinger.
Det kan også varmt anbefales at læse forfatterens essays. Essayet 'Det uhyrlige Bogmenneske' fra samlingen 'Spejlinger. Essays' (1953) giver et humoristisk billede af et menneske, der elsker bøger næsten over alt andet. Væsentligt er også essayet 'Om Essayets Kunst' fra 'Ved Musikkens Tærskel og andre essays' (1957). Her giver Lange en klar og velskrevet beskrivelse af, hvordan han mener et godt essay bør skrues sammen. Man kan erindre sig, at Lange som tidligere nævnt blev prisbelønnet for sin fornyelse af essaygenren.
Per Langes digte udspringer af erfaringer gjort i hans samtid. De er skrevet med en intens sans for poesiens væsen. De reflekterer over fundamentale menneskelige livsvilkår, og de gør det i et eviggyldigt billedsprog; levende, lysende og musikalsk. Derfor har Langes forfatterskab klassikerpotentiale.
Digtene taler til os tværs igennem de mange år, der er gået siden de blev til. Med deres skønhed, klarhed og eksistentielle emner minder hans digte os om, at vi har behov for kunsten til at åbne nogle døre ind i vores sind og til at blive klogere på os selv og den verden vi lever i. Her og nu.
Af cand.mag. Mette Elsig Olsen
Kilder:
Dansk forfatterleksikon. Biografier, Rosinante, 2001
Dansk forfatterleksikon. Værker, Rosinante, 2001
Gads danske forfatterleksikon, Gad, 2003
Nielsen, Kaare: "Per Lange" i: Danske digtere i det 20. århundrede, Gad, 2002
Stein Larsen, Finn: Et forestillingsmønster i Per Langes lyrik, 1964