_0.jpg?itok=SJhgTKvU)
Astrid Lindgrens klassiker 'Brødrene Løvehjerte' har sikkert fået en del børn til at overveje fordele og ulemper ved at dø.
For når man ser på den forandring, som bogens hovedperson Karl/Tvebak gennemgår, da han dør i romanens begyndelse, så kan man nærmest ikke undgå at blive misundelig. Fra at være en lille, skævbenet, svagelig dreng, der er så syg og svækket, at han ikke kan gøre andet end at ligge hele dagen på en slagbænk i køkkenet i sin mors lille lejlighed i en svensk by og vente på at dø, bliver han en frisk ung dreng, der skal bekæmpe et slæng af brutale riddere anført af den hensynsløse tyran Tengil og hans kæledyr, den blodtørstige drage Katla, i eventyrlandet Nangijala.
Tvebaks død og opvågnen i den dejlige Kirsebærdal i Nangijala har tilmed den lykkelige fordel, at han bliver genforenet med sin storebror Jonatan, som er død kort forinden. Alt i alt har Astrid Lindgren med fortællingen om det eventyrlige Nangijala skabt en meget tillokkende forestilling om livet efter døden.
De godes rejse fra liv til liv
Når man læser efter, opdager man imidlertid, at ideen om livet efter døden i Brødrene Løvehjerte (1973) er mere mærkelig, end det først ser ud til. Eventyrlandet Nangijala bliver bragt på banen helt i romanens begyndelse som en slags trøstefortælling. Tvebak er bange, fordi han snart skal dø, og derfor fortæller Jonatan ham om Nangijala og Kirsebærdalen, hvor alt er eventyrligt og smukt.
Da brødrene er kommet til Kirsebærdalen, viser det sig imidlertid, at sagerne ikke er helt så rosenrøde, som man kunne have håbet på. Den ondskabsfulde Tengil har spredt terror i landet, og Jonatan spiller en central rolle i kampen mod ham. Det er ikke ufarligt, og Jonatan risikerer at komme slemt i knibe, hvis han skulle blive taget til fange af Tengils håndlangere.
Men som et plaster på såret og som en trøstende garanti i tilfælde af, at noget skulle gå galt, får man højst uventet præsenteret endnu et eventyrland ved navn Nangilima, der fungerer som efterliv for Nangijala. Selvom Tengil skulle få has på Jonatan, så er alt ikke tabt, for han kommer til Nangilima, og når Tvebak en dag dør, en forhåbentlig fredelig død i Nangijala, vil han følge efter.
I Brødrene Løvehjerte er døden en port til en anden verden på en nærmest hverdagsbuddhistisk måde. Først er man på Jorden, dernæst i Nangijala efterfulgt af Nangilima, og bagefter – kan man forestille sig – vil man fortsætte til en række af andre verdener.
Det virker umiddelbart lidt fremmed. Alligevel minder Astrid Lindgrens fortælling om den kristne udgave af efterlivet på det helt centrale punkt, at det ikke er alle, der får lov at vandre fra verden til verden. Da den flinke Mattias omkommer i kampen mod Tengil, trøster Tvebak og Jonatan sig med, at de skal møde ham i Nangilima.
Men da forræderen Jossi, som har lækket oplysninger om frihedskampen til Tengil, drukner under et flugtforsøg, er Tvebaks udlægning en helt anden: ”Dit arme fjols, du kommer aldrig mere til Kirsebærdalen, tænkte jeg. Til Karmavandfaldet kommer du og ingen andre steder.”
Jossi bliver straffet i dobbelt forstand, fordi han på den ene side ikke kan vende tilbage til Kirsebærdalen, men på den anden side heller ikke kan få lov at rejse videre til Nagilima. Hans eksistens ophører definitivt. Vandringen fra verden til verden er en proces, der bliver kontrolleret af en slags godhedens justits. Kun de som har opført sig godt, kan være med.
Døden, ensomheden og det gode
Hvordan kvalificerer man sig nu til at kunne rejse fra verden til verden? På et tidspunkt hjælper Jonatan en af Tengils ondskabsfulde soldater, som er ved at drukne. Da Tvebak spørger ham, hvorfor han redder fjenden, præsenterer Jonatan ham for romanens moralkodeks i kondenseret og gummi-Tarzan-agtig form: ”Der er ting, man må gøre, ellers er man ikke noget menneske, men bare en lille lort.”
Der er noget afslappet og letforståeligt ved den udlægning. At være god betyder at se ud over sin egen situation og handle medmenneskeligt og respektfuldt. At være en lille lort betyder at være grådig og egoistisk og handle ud fra rent praktiske hensyn. Den forestilling, om gensidigt hensyn, er de fleste sikkert enige i.
Men ud over at virke som en grundlæggende kristen/hippieagtig leveregel har hensynet til andre mennesker også en anden betydning for det portræt af døden, som Astrid Lindgren tegner i romanen. For hvis det er gode handlinger, som gør en til et menneske og forhindrer én i at være en lille lort, så betyder det samtidig, at man er afhængig af andre mennesker.
Det er først gennem samværet med andre, at man bliver et menneske. Det frygtelige ved døden er da heller ikke så meget udsigten til at ophøre med at leve som udsigten til at blive ensom, fordi ensomheden har noget umenneskeligt og lille-lort-agtig ved sig.
Da Tvebak hører om Nangijala i romanens begyndelse, gør det ham knap nok glad, fordi han er bange for at skulle være i Nangijala i mange år, før Jonatan dør og kommer over til ham. Af samme grund er det – selv om Nangijala hen mod romanens slutning bliver befriet for både Tengil og Katla – udelukket for Tvebak, at blive der uden Jonatan.
I Brødrene Løvehjerte er ensomheden en mere grundlæggende og frygtelig form for død. Noget af det rørende ved romanen er, at Astrid Lindgren har skabt en verden, hvor døden og ensomheden bliver overvundet.
Men når den samtidig ikke bliver kedelig, moraliserende og sødsuppeagtig, så skyldes det, at der er noget tragisk ved historien. Da Jonatan og Tvebak dør efter at have overvundet Tengil og Katla, kommer de godt nok til Nangilima. Men de er samtidig tvunget til at forlade Nangijala. Døden ender med at være den eneste kur mod ensomheden – som er en værre form for død.
Af Martin Laurberg
Kommentarer