Anmeldelse
Løgnhalsen fra Umbrien af Bjarne Reuter
- Log ind for at skrive kommentarer
Giuseppe Pagamino fra Umbrien er en løgnhals og historiefortæller. Det redder ham gang på gang fra inkvisitionens klør, da han 1349 rejser til Lucca for at finde det evige liv.
En blændende velskrevet roman om en plattenslager og antihelt, som man knuselsker fra første side.
Kræmmeren Pagamino drager i 1349 til bispesædet i Lucca for at finde den sidste ingrediens i en mikstur, der kan give evigt liv. Hans tro følgesvende er æslet Bonifacius - opkaldt efter en pave - og drengen Arturo, som Pagamino har fundet i det pestramte Firenze. Det sære triumvirat platter sig igennem som ligrøvere og ved at sælge mirakelmedicin mod alt fra fødselsproblemer til dværgvækst.
Det er en farlig færd, for søgen efter evigt liv er en pagt med Djævelen, og da Pagamino afslører, at inkvisitionen har udråbt en ganske almindelig bondedreng til at være Satans yngel, får han magtfulde fjender. Biskoppen pudser sin overskurk, bødlen del Sarto, og sin håndgangne mand, den melankolske og smukke kaptajn Tizian, på ham. Men drengen Arturo kan vist mere end sit Fadervor, så de undslipper.
Det er Pagaminos nysgerrighed og videbegær, som er hans ulykke - sammen med hans hang til lettjent mammon, forstås. På sin flugt roder han rundt i mudder og kulde, bliver flere gange indhentet, fængslet og mishandlet, forbander sin skæbne, sin gigt og sin brok og er helt igennem en tandløs og ynkværdig men elskelig antihelt. Han er en uforlignelig løgnhals og ikke spor modig. Og alligevel fuld af utilsigtet varme og heltemod, en slags slægtning til Sancho Panza eller Svejk.
Men faktisk er han en farlig mand. I inkvisitionens Italien er magten og sandheden absolutte og uadskillelige størrelser, al tvivl er en trussel. Og tvivl er netop, hvad Pagamino sår. Hans løgne er historier om en verden, som kunne være anderledes, og fortællinger, der anfægter sandhedens endegyldighed. "Jeg er nøglen" siger han om sig selv og sin tvivl, da han er spærret inde i et underjordisk fangehul, en nøgle, der skaber de fortællinger, som redder ham ud af hullet.
Det er ganske enkelt en fremragende roman. Smukt skrevet, flot persontegning, god historisk ramme. Den understreger - blandt andet i sin overraskende slutning - at skismaet mellem sandhed og magt, tro og tvivl ikke blot hører middelalderen til. Også i dag er der brug for en løgnhals, der tumler af sted sammen med sit æsel.
Gyldendal, 2004. 397 sider. Kr 298,-
- Log ind for at skrive kommentarer
Giuseppe Pagamino fra Umbrien er en løgnhals og historiefortæller. Det redder ham gang på gang fra inkvisitionens klør, da han 1349 rejser til Lucca for at finde det evige liv.
En blændende velskrevet roman om en plattenslager og antihelt, som man knuselsker fra første side.
Kræmmeren Pagamino drager i 1349 til bispesædet i Lucca for at finde den sidste ingrediens i en mikstur, der kan give evigt liv. Hans tro følgesvende er æslet Bonifacius - opkaldt efter en pave - og drengen Arturo, som Pagamino har fundet i det pestramte Firenze. Det sære triumvirat platter sig igennem som ligrøvere og ved at sælge mirakelmedicin mod alt fra fødselsproblemer til dværgvækst.
Det er en farlig færd, for søgen efter evigt liv er en pagt med Djævelen, og da Pagamino afslører, at inkvisitionen har udråbt en ganske almindelig bondedreng til at være Satans yngel, får han magtfulde fjender. Biskoppen pudser sin overskurk, bødlen del Sarto, og sin håndgangne mand, den melankolske og smukke kaptajn Tizian, på ham. Men drengen Arturo kan vist mere end sit Fadervor, så de undslipper.
Det er Pagaminos nysgerrighed og videbegær, som er hans ulykke - sammen med hans hang til lettjent mammon, forstås. På sin flugt roder han rundt i mudder og kulde, bliver flere gange indhentet, fængslet og mishandlet, forbander sin skæbne, sin gigt og sin brok og er helt igennem en tandløs og ynkværdig men elskelig antihelt. Han er en uforlignelig løgnhals og ikke spor modig. Og alligevel fuld af utilsigtet varme og heltemod, en slags slægtning til Sancho Panza eller Svejk.
Men faktisk er han en farlig mand. I inkvisitionens Italien er magten og sandheden absolutte og uadskillelige størrelser, al tvivl er en trussel. Og tvivl er netop, hvad Pagamino sår. Hans løgne er historier om en verden, som kunne være anderledes, og fortællinger, der anfægter sandhedens endegyldighed. "Jeg er nøglen" siger han om sig selv og sin tvivl, da han er spærret inde i et underjordisk fangehul, en nøgle, der skaber de fortællinger, som redder ham ud af hullet.
Det er ganske enkelt en fremragende roman. Smukt skrevet, flot persontegning, god historisk ramme. Den understreger - blandt andet i sin overraskende slutning - at skismaet mellem sandhed og magt, tro og tvivl ikke blot hører middelalderen til. Også i dag er der brug for en løgnhals, der tumler af sted sammen med sit æsel.
Gyldendal, 2004. 397 sider. Kr 298,-
Kommentarer