Kmg

Så er det første halve år af 2011 snart ved at være slut, og jeg takker af som ambassadør for Litteratursiden. Det har været spændende at følge med i, hvad der sker på Litteratursiden næsten dagligt, og i sær har det jo også været sjovt at deltage i debatten om ULVEN. I har mange kompetente og dygtige læsere! Som jeg allerede har annonceret er jeg i gang med fortsættelsen, LILLE HJERTE, og jeg håber også der bliver lejlighed til at diskutere den en dag.

Katrine Marie Guldagers "Ulven" er til debat i DR Romanklubben, og på hendes blog skriver en figur fra romanen sin egen historie.

Solen skinner, og det er blevet forår. Jeg er lige kommet hjem fra en lille ferie på et tysk badeland, der er særdeles velegnet, hvis man har småfolk med.

På Forfatterskolen havde vi, da jeg var elev i 1993, det slogan, at man skulle kende hele verdenslitteraturen, før man selv begyndte at skrive.

I et af Poul Borums maniske øjeblikke lavede han tilmed en læseplan for, hvordan vi kunne nå alt fra Sofokles til James Joyce på et år. Weekenderne var selvsagt inddraget.

Som forfatter bliver man ofte spurgt, hvordan man bliver inspireret til at skrive. Det er et godt spørgsmål. Lidt à la: Hvordan kommer du i god form? Hvordan plejer du din hud?

For mig er det meget mere kaotisk og grundlæggende end som så. Jeg tror altid, jeg er inspireret (næsten altid). Jeg kan blive inspireret af at læse en bog, men jeg kan også blive inspireret af at se på mennesker.

Litteratursidens ambassadør, Katrine Marie Guldager, blogger om, da hun som ung befandt sig mellem 150 ungkommunister i en kaffebrigade i Nicaragua.

Af og til sker der det uheld for en forfatter, at han ikke bare selv skriver, men at hans fiktive personer også begynder at skrive.

"Mine ideer er som legesyge chimpansebørn" skriver Litteratursidens nye ambassadør, Katrine Marie Guldager, i sin blog.

Siden mine forældre i 1972 købte ”A Field Guide to the National Parks of East Africa” og begav sig ud på den ene safari efter den anden, har jeg holdt meget af at tage på safari.