Anmeldelse
Den farveløse Tsukuru Tazakis pilgrimsår af Haruki Murakami
- Log ind for at skrive kommentarer
Fortællingen om venskab, kærlighed og om at finde frem til sine allerinderste følelser er både dybt betagende, stilfærdig, skarp og indsigtsfuld.
”Der er ting her i livet, der er så komplicerede at de vanskeligt lader sig forklare på noget sprog”. Denne sætning er trykt på smudsomslagets flap og optræder langt inde i romanen udtalt af en biperson, der ellers ikke har den store rolle i romanen. Ikke desto mindre er det præcis, hvad denne roman handler om: Det, der er så svært at forklare, vores inderste tanker, følelser og fornemmelser, ting som vi knap nok selv er klar over, at vi bærer rundt på, før de en dag kommer op til overfladen. Og på trods af, at disse ting er så svære at sætte ord på, så er det ikke desto mindre det, Murakami gør – og han gør det godt og meget smukt.
Hovedpersonen Tsukuru Tazaki er sidst i 30’erne og single. Han lever et stilfærdigt og enkelt liv. Han har få, gode bekendtskaber, men ingen nære venskaber. Han har haft flere kærester men aldrig forhold, der rigtig er blevet til noget. Det lyder nok lidt trist og farveløst, og Tsukurus navn indeholder da heller ikke nogen farver, men betyder derimod ’at lave ting’, hvilket passer godt til ham. Tsukuru er ingeniør og arbejder med at bygge togstationer, noget han altid har drømt om. Hans liv har ikke altid været så ”ensomt”. Da han var ung, var han en del af en gruppe på fem venner, der havde et helt særligt forhold, altid var sammen og bare var der for hinanden. Pludselig bryder gruppen dog med Tsukuru. Fra den ene dag til den anden er han udelukket af venskabet, og han får ingen forklaring. Der er blot tavshed. Denne begivenhed har haft stor betydning for resten af Tsukurus voksne liv, og han har haft svært ved at acceptere det. Da Tsukuru møder den lidt ældre kvinde, Sara, som han bliver meget betaget af, får hun ham til at åbne mere op og tale om sin smertefulde fortid.
Sara mener, at Tsukuru er nødt til at opsøge de fire venner, der vendte ham ryggen dengang for seksten år siden, for at få ro i sindet og kunne komme videre med sit liv. Sara mener, at Tsukuru har svært ved at knytte bånd og lukke et andet menneske ind. Han har brug for afklaring, før deres forhold kan fortsætte og udvikle sig. Med Saras praktiske hjælp og støtte begiver Tsukuru, der ellers aldrig rejser nogen steder, selvom han lever af at gøre andres rejser mulige, sig ud på en helt særlig rejse. Han skal finde ud af, hvad der helt præcist skete mellem ham og gruppen af venner. Denne rejse bringer ham både til hjembyen Nagoya, så langt væk som til et sommerhus i Finlands store skove, hvor de finske trolde og væsener lurer lige om hjørnet, og helt ind i de inderste afkroge af sit eget sind – og ikke mindst bringer rejsen ham tættere på Sara.
Undervejs i romanen vokser Tsukuru Tazaki, og selvom hans navn stadig ikke indeholder nogen farve, så fyldes hans personlighed med flere og flere farver og facetter. Som når han bygger en togstation, er han nu ved at bygge sig selv op igen – og i den nye station, som han bygger primært til Sara, er det en farvestrålende, stærk og selvsikker Tsukuru Tazaki, der har hjemme.
Jeg er forholdsvis ny Murakami-fan. Jeg kom aldrig igennem Trækopfuglens krønike og har aldrig rigtig fået mig taget sammen til at læse Kafka på stranden, men så kom 1Q84, og de tre bøger slog benene væk under mig: Den fine kærlighedshistorie og de sælsomme verdener var lige mig, og nu kan jeg ikke få nok. Så det er aldrig for sent at starte. Murakamikendere siger, at denne Murakamis seneste er knap så kompliceret som hans tidligere værker men lige så skarp og indsigtsfuld. Derfor vil jeg mene, at det er et godt sted at starte – eller fortsætte!
Originally published by Anne Birgitte Langkilde Hundahl, Litteratursiden.
- Log ind for at skrive kommentarer
Fortællingen om venskab, kærlighed og om at finde frem til sine allerinderste følelser er både dybt betagende, stilfærdig, skarp og indsigtsfuld.
”Der er ting her i livet, der er så komplicerede at de vanskeligt lader sig forklare på noget sprog”. Denne sætning er trykt på smudsomslagets flap og optræder langt inde i romanen udtalt af en biperson, der ellers ikke har den store rolle i romanen. Ikke desto mindre er det præcis, hvad denne roman handler om: Det, der er så svært at forklare, vores inderste tanker, følelser og fornemmelser, ting som vi knap nok selv er klar over, at vi bærer rundt på, før de en dag kommer op til overfladen. Og på trods af, at disse ting er så svære at sætte ord på, så er det ikke desto mindre det, Murakami gør – og han gør det godt og meget smukt.
Hovedpersonen Tsukuru Tazaki er sidst i 30’erne og single. Han lever et stilfærdigt og enkelt liv. Han har få, gode bekendtskaber, men ingen nære venskaber. Han har haft flere kærester men aldrig forhold, der rigtig er blevet til noget. Det lyder nok lidt trist og farveløst, og Tsukurus navn indeholder da heller ikke nogen farver, men betyder derimod ’at lave ting’, hvilket passer godt til ham. Tsukuru er ingeniør og arbejder med at bygge togstationer, noget han altid har drømt om. Hans liv har ikke altid været så ”ensomt”. Da han var ung, var han en del af en gruppe på fem venner, der havde et helt særligt forhold, altid var sammen og bare var der for hinanden. Pludselig bryder gruppen dog med Tsukuru. Fra den ene dag til den anden er han udelukket af venskabet, og han får ingen forklaring. Der er blot tavshed. Denne begivenhed har haft stor betydning for resten af Tsukurus voksne liv, og han har haft svært ved at acceptere det. Da Tsukuru møder den lidt ældre kvinde, Sara, som han bliver meget betaget af, får hun ham til at åbne mere op og tale om sin smertefulde fortid.
Sara mener, at Tsukuru er nødt til at opsøge de fire venner, der vendte ham ryggen dengang for seksten år siden, for at få ro i sindet og kunne komme videre med sit liv. Sara mener, at Tsukuru har svært ved at knytte bånd og lukke et andet menneske ind. Han har brug for afklaring, før deres forhold kan fortsætte og udvikle sig. Med Saras praktiske hjælp og støtte begiver Tsukuru, der ellers aldrig rejser nogen steder, selvom han lever af at gøre andres rejser mulige, sig ud på en helt særlig rejse. Han skal finde ud af, hvad der helt præcist skete mellem ham og gruppen af venner. Denne rejse bringer ham både til hjembyen Nagoya, så langt væk som til et sommerhus i Finlands store skove, hvor de finske trolde og væsener lurer lige om hjørnet, og helt ind i de inderste afkroge af sit eget sind – og ikke mindst bringer rejsen ham tættere på Sara.
Undervejs i romanen vokser Tsukuru Tazaki, og selvom hans navn stadig ikke indeholder nogen farve, så fyldes hans personlighed med flere og flere farver og facetter. Som når han bygger en togstation, er han nu ved at bygge sig selv op igen – og i den nye station, som han bygger primært til Sara, er det en farvestrålende, stærk og selvsikker Tsukuru Tazaki, der har hjemme.
Jeg er forholdsvis ny Murakami-fan. Jeg kom aldrig igennem Trækopfuglens krønike og har aldrig rigtig fået mig taget sammen til at læse Kafka på stranden, men så kom 1Q84, og de tre bøger slog benene væk under mig: Den fine kærlighedshistorie og de sælsomme verdener var lige mig, og nu kan jeg ikke få nok. Så det er aldrig for sent at starte. Murakamikendere siger, at denne Murakamis seneste er knap så kompliceret som hans tidligere værker men lige så skarp og indsigtsfuld. Derfor vil jeg mene, at det er et godt sted at starte – eller fortsætte!
Originally published by Anne Birgitte Langkilde Hundahl, Litteratursiden.
Kommentarer