St. St Blicher indskrev den jyske dialekt i litteraturen og satte fokus på menneskers konflikter og tragedier med sin indlevelse og særlige fortælletekniske stil.
Steen Steensen Blicher (1782-1848) debuterede som novelleforfatter i en alder af 42 år. Debutant kunne man dog ikke kalde ham, for bag sig havde han et omfattende forfatterskab af overvejende lyrisk karakter. Blicher skrev 95 noveller og omkring 340 digte.
Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog
'Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog' (1824) er et hovedværk i dansk litteratur. Den er skrevet i dagbogsform i et personligt og fortroligt sprog af degnen Morten Vinge. Vi følger ham henover det meste af hans liv. Nogle særlige forhold gør novellen bemærkelsesværdig. Blicher har nemlig givet novellen et autentisk præg ved at lade den udkomme med noten: 'Fundet, gennemset og udgivet af S.S. Blicher.' Han har endvidere, som noget nyt for sin tid, forelagt et menneskes livsforløb i brudstykker, og det er op til læseren at stykke Morten Vinges liv sammen ud fra, hvad der bliver fortalt. Sidst men ikke mindst henter han sit stof fra den autentiske historie om Marie Grubbe, som foregik på Blichers hjemegn. Marie Grubbe levede ca. 1643-1718. Hun var adelsfrøken, gift og skilt to gange med indflydelsesrige mænd, hvorefter hun giftede sig med den tidligere ladefoged på Tjele, Søren Sørensen Møller, som det fortælles mishandlede hende og var hende utro. Marie Grubbe satte udlevelsen af sine erotiske drifter over det at være gift standsmæssigt, også selvom det medførte en social deroute. Hun gjorde sit eget oprør mod normerne.
Novellen har tre hovedpersoner: Morten Vinge, Sophie og Mortens ven, Jens. Morten bliver tjener på godset Tjele, hvor Jens bliver ansat som medhjælper for skytten. Morten forelsker sig på afstand i den smukke frøken Sophie, datter af herremanden. Hun bliver lovet bort til den fornemme herre af kongeligt blod, Gyldenløve, men er forelsket i Jens og stikker af med ham og vælger dermed at leve under sin stand.
I novellen er fortælleren, Morten, indlejret i teksten ved indirekte at portrættere sig selv. På den måde er det et brud med den alvidende, troværdige og udenforstående fortællerinstans, fordi han fortæller om de begivenheder, han selv er en del af.
Den upålidelige fortæller
Alle Blichers noveller fortælles af et jeg, der altid har en rolle at spille i fiktionen. Novellerne fremviser store indbyrdes forskelle, men de er alle modelleret ud fra dette fortælletekniske grundvilkår. Den personificerede fortæller optræder altid som et øjnevidne, der i en eller anden udstrækning bliver forblændet af fortællingens begivenheder.
Denne fortælletekniske strategi peger på virkelighedens uigennemskuelighed, hvilket er én af forfatterskabets helt centrale pointer. Blicher formulerer på denne måde en tragisk erkendelse af tilværelsens indskrænkende grundvilkår. Novellerne beskriver et begivenhedsforløb, der samtidig er fortællerens egen personlige tolkning af forløbet, hvorved der åbnes op for andre tolkningsmuligheder. Blichers tekster fordrer således en aktiv læser.
Biedermeierkulturen satte fra 1820’erne og frem sine tydelige spor i den danske litteratur. Betegnelsen henviser til en ideologisk holdning i den borgerlige kultur, der dyrkede det idylliske, det harmoniske og hjemmets tryghed. Denne kulturelle og ideologiske strømning havde en ikke uvæsentlig indflydelse på Blichers forfatterskab. Novellerne er intimsfæreskildringer, der omhandler kærligheden som den meningsgivende instans i tilværelsen og hjemmets tryghed som forsonende i forhold til livets barske realiteter, og i denne forstand er der tale om Biedermeier. Men Blicher troede ikke på disse værdier, og forfatterskabet blev dermed også et opgør med biedermeieridealerne.
Poetisk realisme
Blicher overværede Henrich Steffens’ berømte forelæsningsrække, 'Indledning til philosophiske Forelæsninger' i København i 1802 og 1803, der blev startskuddet til den romantiske periode i Danmark: Den danske Guldalder, hvor kunst og kultur blomstrede. Følelse og åndelighed blev vigtige i kunst og åndsliv som reaktion på den fornuftsdyrkende periode i 1700-tallet. Men Blicher blev ikke en del af kredsen omkring Heiberg i København, som på det tidspunkt var centrum for kunst og dannelseskultur. Blichers samtidige københavnske digterkolleger var bl.a. H.C. Andersen, Adam Oehlenschläger , N.F.S. Grundtvig , Johan Ludvig Heiberg og Søren Kierkegaard .
Samtidens kunstnere og kulturpersoner foretrak digte og skuespil. Heroverfor var prosa for jordbunden en skrivestil. Prosa tiltalte Blicher, og han henvendte sig til jævne folk med historier fra det daglige liv. I sin samtid havde han popularitet som underholdningsforfatter for det folkelige publikum. Blicher adskilte sig altså fra sine samtidige forfatterkolleger ved at skrive noveller om den jyske almue og han var den første, der indskrev den jyske dialekt i dansk litteratur. I bogen med digte og fortællinger, 'E Bindstouw' (1842), skriver Blicher således på den lokale dialekt, og han gør også brug af den kollektive fortælleform.
Blicher skrev et stort antal noveller. Novellen har i sin korthed en form, der var lettere at sælge til blade og tidsskrifter, og han havde mange munde at mætte. Mange af novellerne er underholdning uden særlig litterær værdi. Men nogle af dem er fremragende og har opnået fortjent klassikerstatus, bl.a. ' Hosekræmmeren ' (1829) og 'Præsten i Vejlbye' (1829). Han var moderne i sin stil ved at fokusere på fortællerstemmen i sine tekster - det interesserede ham, hvordan en historie var fortalt og ikke alene, hvad den handlede om.
Man kalder Blichers stil for poetisk realisme. Den er poetisk, fordi den ligesom samtidens digtning udtrykker den opfattelse, at tilværelsen er styret af et guddommeligt forsyn. Det realistiske ligger i, at den behandler situationer fra hverdagen med menneskers forskellige konflikter.
Det er ikke Blichers ærinde at få menneskers liv til at fremstå idyllisk. Med sin særlige fortælletekniske stil sætter han fokus på menneskers konflikter og tragiske tilskikkelser. Konflikterne bliver med et fortælleteknisk greb udnyttet som den kraft, der driver novellen fremad og vender perspektivet.
Trækfuglene
Inderlig jeg længes
Efter Vaar, men Vintren strænges
Atter Vinden om til Nord!
Kom Sydvest, som Frosten tvinger!
Kom med dine Taagevinger!
Kom og løs den bundne Jord!
(Ouverture, strofe 5, 'Trækfuglene', 1838)
Blicher var en fremragende lyriker, og hans lyriske hovedværk er 'Trækfuglene' (1838). I bogen lader Blicher i alt 30 fuglestemmer udgøre et billede på mennesket og dets vilkår. Han benytter teknikken med lyd- og rytmeefterligning af fuglestemmerne, så han er blevet anset for at være moderne i sit udtryk. Han har inspireret J.P. Jacobsen, Herman Bang , Johs. V. Jensen og Karen Blixen. Han har også sat sine spor i senere modernistisk digtning hos fx Klaus Rifbjerg og Benny Andersen.
Blichers liv
Steen Steensen Blicher opvoksede i Vium syd for Viborg. Han holdt af det åbne jyske landskab til sine daglige jagt- og spadsereture. Han var uddannet teolog og fik arbejde som adjunkt i Randers, men forsømte jobbet og blev afskediget. Herefter forpagtede han uden succes faderens gård. Han var en aktiv medborger og humanist og arrangerede folkeoplysende møder på Himmelbjerget. Fx kæmpede han for en fri forfatning og dermed for vedtagelsen af grundloven fra 1849. Blicher var en flittig skribent af artikler til landbefolkningen om praktisk arbejde på landet. Men hans kald var at være digter. Han giftede sig med farbroderens unge enke, Ernestine. Hun var velhavende, og ud over pengene medbragte hun et barn. De fik i alt syv børn. Pengene blev hurtigt brugt, og de blev forgældede. Ernestine var ham utro, og han ønskede at lade sig skille, men kunne alligevel ikke undvære hende.
Steen Steensen Blicher var anerkendt i sin samtid, men hans liv blev alligevel historien om en nærmest endeløs social og økonomisk deroute. De økonomiske omstændigheder tvang ham til at genoptage præstekaldet, men interessen manglende, og han misrøgtede det ene embede efter det andet. Blicher overlevede i kraft af sin litterære indsats, der bl.a. medførte, at Frederik VI ved flere lejligheder understøttede den forpinte forfatter. Efter kongens død i 1839 eskalerede nedturen, og Blicher endte sin tilværelse som en alkoholiseret og uhumsk person, der konstant lagde sig ud med sine omgivelser.
Per Højholt har skrevet digtet '& Blicher', fra 'PRAKSIS, 9: Det gentagnes musik ' (1989) om digteren på heden:
Snublende gennem våd lyng med en kæp i øret
og en i hånden og hunden langt forude, puffende
til en rød fluesvamp, stirrer han nærsynet
Op i de øsende skyer, udforsket af lyn, plaget
og fortryllet, som var de idéer (...)
Gode links
Blicher Selskabet
Forening til fremme af interessen for Steen Steensen Blichers liv og digtning
Adl
Det kongelige Bibliotek og Det danske Sprog- og Litteraturselskabs base over danske forfattere og deres værker. Indeholder forfatterportræt og litteraturliste, titelliste og en del tekster af Blicher.
eReolen
Lån Blicher på ebog og lydbog (tag ham med ud på heden)
Klassikerdagen
